Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 8) Jérome (Geronimo) B., (1784-1860) - Bonapartister ell. Napoleonister, et fr. politisk Parti, som vil genindsætte Familien Bonaparte paa Frankrigs Trone
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Lausanne og navnlig i Firenze. 1847 fik han og
hans ældste Søn Lov til foreløbig at tage
Ophold i Frankrig. Februarrevolutionen bragte
gunstig Medbør for J.: han blev Guvernør i
Invalidehotellet, Marskal af Frankrig, efter
Napoleon III’s Tronbestigelse Prins af Blodet
og kejserlig Højhed, hvorhos han og hans
mandlige Efterkommere erklæredes eventuelt
arveberettigede til Frankrigs Kejsertrone. J. var
dengang gl og udlevet, og hans Død vakte
ingen Opmærksomhed. Hans første Hustru,
Elisabeth Patterson, døde i Philadelphia
1879. Hendes og J.’s Søn, Jérôme
Bonaparte Patterson, f. i England 1805, d. i
Baltimore 1870, ægtede 1829 i Baltimore Susan
Mary Williams, der bragte ham en stor
Formue. Han opholdt sig dels paa sine Godser i
Maryland, dels i Europa og var i Louis
Philippe’s Tid i Frankrig. Han efterlod to Sønner:
Jérôme Napoléon (1830—93), der
uddannedes til Officer paa Akademiet i Westpoint
og deltog i Krim-Krigen, og Charles Joseph
B., f. 9. Juni 1851. Han blev 1874 Sagfører i
Baltimore, var 1905—6 Marineminister og
1906—9 Attorney General (Justitsminister), i
hvilken Stilling han støttede Præsident Roosevelt i
Kampen mod de store Aktieselskaber. — J.’s
anden Hustru, Catharine, Datter af Kong
Frederik I af Württemberg, f. 1783, d. i
Lausanne 1835, omfattede ham med ubegrænset
Kærlighed. Da hendes Fader efter Waterloo
vilde opløse hendes Ægteskab med J., satte
hun sig paa det bestemteste herimod. Hendes
og J.’s Brevveksling med Kong Frederik af
Württemberg er 1886—87 udgivet i 3 Bd af
Schlossberger. Hendes og J.’s Børn var:
a) Jérôme Napoléon Charles, Prins
af Montfort (1814—47), blev Oberst i
württembergsk Tjeneste.
b) Mathilde Létizia Vilhelmine,
f. i Triest 27. Maj 1820, d. i Paris 2. Jan. 1904,
gift 1841 med Anatole Demidoff, Fyrste
af San Donato, fra hvem hun blev skilt efter
faa Aars Ægteskab (1845). Siden levede hun i
Paris og fik efter Napoleon III’s Tronbestigelse
Titel af Højhed og Prinsesse af den kejserlige
Familie. Hun residerede i Elysée-Palæet, hvor
hendes Elskværdighed og Talenter — hun var
bl. a. en begavet Malerinde — samlede en Kreds
af fremragende Mænd. Sainte-Beuve og senere
Taine stod hende nær. Efter Napoleon III’s
Fald levede hun mere tilbagetrukket, men
hendes Landslot, Saint-Gratien, var stadig et
skattet Tilholdssted for Aandslivets Mænd.
c) Napoléon Josef Charles Paul,
»Prins Napoleon«, f. i Triest 9. Septbr 1822,
d. i Bom 17. Marts 1891. Napoléon henlevede
sin Barndom i Italien og blev 1831 p. Gr. a.
sine Fætres Deltagelse i det republikanske
Røre udvist af Kirkestaten. Efter i nogen Tid
at have været i württembergsk Militærtjeneste
berejste han 1840 og flg. Aar en stor Del af
Europa og antog efter sin ældre Broders Død
dennes Navn Jérôme. Efter
Februarrevolutionen 1848 sendte Korsika ham til den
konstituerende og derefter til den lovgivende
Forsamling; han stemte med yderste Venstre og
syntes ivrig Republikaner lige til Statskuppet
Decbr 1852, saa blev han erklæret
arveberettiget, fik Sæde i Senatet og Statsraadet og
udnævntes til Divisionsgeneral. Han deltog for en
Stund og uden nævneværdige Bedrifter i
Krim-Krigen — Øgenavnet »Plon-Plon« fulgte ham
fra den Tid. Et Par Aar senere (30. Jan. 1859)
ægtede han Kong Victor Emanuel’s Datter
Clotilde (1843—1911), et Ægteskab, der
beseglede Napoleon III’s Forbund med Piemont.
I Senatet optraadte han oftere temmelig
radikalt; han ønskede at drive Kejseren over i
liberal, antiklerikal Retning, hvorved han
traadte i skarp Modsætning til Kejserinden;
ogsaa Napoleon III frygtede hans Hensynsløshed
og ringe Takt, men droges dog stedse mere og
mere over mod hans Politik. Efter Napoleon
III’s Fald lod Thiers ham udvise af Frankrig,
men 1873 fik han Tilladelse til at vende tilbage,
og 1876 kom han ind i Deputeretkamret, hvor
han gjorde sig bemærket ved sin skarpe
Optræden mod Jesuitterne og de Ultramontane.
Efter Kejserprinsens Død 1879 optraadte han som
Kejserkronens Arving og udsendte 1883 et
stortalende Manifest, men de konservative
Bonapartister holdt paa hans Søn Victor, der var
udnævnt i Kejserprinsens Testamente, og det
kom til aabent Brud mellem Fader og Søn.
Begge maatte, da Loven om, at alle Prinser af
forhen i Frankrig regerende Dynastier skulde
eksileres, gik igennem (1886), forlade
Republikkens Territorium; Napoleon gik til Genève,
Sønnen — som Hovedet for de konservative
Bonapartister — til Bryssel. — Napoleon’s og
Prinsesse Clotilde’s Børn: 1) ovenn. Victor, f. 18.
Juli 1862 (se videre under Napoléon,
Victor Jérôme Frédéric), 2) Louis, f. 16. Juli
1864, russ. General, ugift ligesom sin ældre
Broder, de eneste mandlige Napoleonider, der kan
regnes for Bærere af Slægtens Traditioner.
Udsigterne for den til nogen Sinde at komme paa
Frankrigs Trone er blevne mindre og mindre.
3) Marie Létizia, f. 20. Decbr 1866.
Jérôme’s tredie Hustru var Marquise
Giustina Baldelli af Firenze, med hvem han
1853 indgik morganatisk Ægteskab. — 1861—64
udkom i Paris Mémoires et correspondance du
roi Jérôme et de la reine Catherine (1.—5. Bd).
(Litt.: Masson, Napoléon et sa famille,
I—XI [Paris 1897—1914]).
(F. J. M.). P. L. M.
Bonapartister ell. Napoleonister, et
fr. politisk Parti, hvis Maal det er at
genindsætte Familien Bonaparte paa Frankrigs Trone.
Efter Kejserdømmets Fald 1870 svang Partiet
sig lidt efter lidt op paa ny under Rouher’s
Ledelse, men led et alvorligt Knæk ved
Kejserprinsens bratte Død Juni 1879, især fordi der
indtraadte en Spaltning imellem de mere
demokratiske, saakaldte »Jérômister«, der holdt sig
til Familiens naturlige Hoved, Prins Napoleon,
og de klerikale »Victoriens«, som med
Cassagnac til Ordfører foretrak Prinsens ældste Søn
Victor. Flertallet af Partiets Ledere erkendte
dog Prins Napoleon’s Adkomst, og Jan. 1883
udstedte han et Opraab til det fr. Folk, hvori
han hævdede dets Ret til at vælge sit
Overhoved ved umiddelbar Folkeafstemning. Valgene
1885 gav Partiet væsentlig Fremgang, fra 57
til 87 Pladser i Deputeretkamret; men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
