Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bondekrig, den store, kaldes de tyske Bønders store Opstand 1525 - Bondeli, Julie, schweizisk Adelsdame (1731-78) - Bondepraktika. Ved B. forstaas alm. de Vejrforudsigelser, som spillede en vigtig Rolle for Almuen paa Landet - Bonderet er den norske Betegnelse for Bøndernes samlede Sædvaneret og samtlige Retssædvaner - Bonderose, se Pæonia. - Bondesen, Ingvor Andreas Nicolai, dansk Forf., (1844-1911)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Adelsmænd fandt de krigskyndige Førere. Den
lavere Del af Gejstligheden, der levede lige saa
usselt som Prælaterne overdaadig, sluttede sig
til Bønderne; af Byerne gik de mindre med,
og de store stillede sig venlig, erklærende, at de
»ikke havde Spyd imod Bønderne«. Disse
samlede sig om et fælles Program, de saakaldte
12 Artikler, som i det hele var
maadeholdne og retfærdige. Bønderne krævede Ret til
selv at vælge deres Præster, der skulde prædike
Evangeliet klart og rent uden menneskelige
Tilsætninger; Tiende vilde de give til
Præsternes Løn og Fattigpleje. Bonden skulde være
fri, ikke en andens Ejendom; thi Kristus havde
jo udløst alle med sit dyrebare Blod. Fremdeles
krævede Bønderne fri Adgang til Fiskeri og
til Skovene, Nedsættelse af Grundafgifterne,
hvor disse var utilbørlig høje, m. m. Endelig
sluttede de med at erklære, at man skulde
prøve deres Krav paa den hellige Skrift; kun hvis
de stred imod denne, vilde de frafalde dem.
Hertil kom senere et polit. Program, der
kaldtes Heilbronnartiklerne, fordi de var
vedtagne af et Bondeparlament i Heilbronn.
Grundtanken er her en tysk demokratisk
Enhedsstat under kejserlig Ledelse; Fyrsterne
skulde atter kun være Kejserens Embedsmænd,
Kirkegodset skulde sekulariseres, og derved
vindes Midler til baade at lette Bøndernes
Stilling og tilfredsstille Statens Fornødenheder.
Imidlertid havde Bondeopstanden bredt sig
over hele Sydtyskland, og længere N. paa fandt
Bevægelsen et nyt Arnested i den lille Rigsstad
Mühlhausen, hvor den fanatiske Sværmer
Thomas Münzer virkede, og her antog
Opstanden en yderst radikal Karakter. Ogsaa
andre Steder optraadte Bønderne naturligvis i
deres Sejrsrus ofte med stor Lidenskab mod
deres tidligere Undertrykkere; Klostre blev
afbrændte og Herregaarde plyndrede; men
Thomas Münzer prædikede systematisk Mord og
Brand; han vilde grundlægge et nyt himmelsk
Rige paa Jorden, dog først »med Gideons Sværd
udrydde Baal og Nimrod«. Saaledes viste
Bondeopstanden sig i Thüringen mest truende,
og i denne Skikkelse lærte Luther den at
kende. Han havde tidligere paa Aaret skrevet
sin »Formaning til Fred paa Bøndernes 12
Artikler«; heri underkendte han vel ganske
Bøndernes Paastand om, at deres Krav havde
Medhold i Evangeliet; Artiklerne drejede sig jo om
rent verdslige Sager, medens Evangeliet kun
talte om Sjælene og den evige Frelse; men
Luther erklærede dog mange af Bøndernes
Krav for i sig selv billige. Nu derimod
udsendte han sit lidenskabelige Skrift: »Mod de
røverske og morderske Bønder«, der
udmundede i en skarp Opfordring til den verdslige
Øvrighed om at gribe ind ved alle Midler;
»stik, hug til, slaa, dræb her, hvo der kan«.
Fyrsterne behøvede ikke Luther’s Opmuntring,
og samtidig med, at hans sidste Skrift udkom,
havde de allerede vundet den afgørende Sejr
over Bønderne. I det politisk saa stærkt opløste
Sydtyskland havde disse kunnet faa Magten; N.
paa var Fyrsterne kraftigere, og de forenede
sig nu, Hessen, Sachsen, Braunschweig o. a.
Ved Frankenhausen stødte de paa
Bondehæren under Thomas Münzer (15. Maj), og
Fyrsternes øvede Tropper vandt en let Sejr;
5000 Bønder faldt, Mühlhausen overgav sig, og
Thomas Münzer blev henrettet. Samtidig
begyndte ogsaa i Sydtyskland Bønderne at
bukke under, og allerede inden Udgangen af Juni
var Faren ovre; kun hist og her i Alpeegnene
og ved Øvre-Rhin holdt enkelte Skarer sig
noget længere. Krigen og de derpaa flg.
Straffedomme skal have kostet over 100000 Mennesker
Livet.
Bondeopstandens Udgang betød i første
Linie, at den paabegyndte Vending i
Bondestandens Kaar nu slog helt igennem; Godsejernes
Overmagt stod fast. Opstandens Underkuelse
betegnede tillige et stort Skridt frem for de
tyske Fyrster, hvem Sejren skyldtes;
Kejser- og Rigsregimente havde vist sin Svaghed, og de
tyske Enhedstanker, som Bønderne havde gjort
sig til Talsmænd for, begravedes for Aarh.
Reformationen endelig, der i sin Beg. syntes at
skulle forene sig med de verdslige
Reformtanker i Tyskland, blev fra nu af indsnævret til
det rent religiøse. (Litt.: En tilfredsstillende
Fremstilling af B. savnes endnu;
Zimmermann, »Allgemeine Geschichte des grossen
Bauernkrieges« [2. Opl., 2 Bd, Stuttgart 1856]
er forældet}.
Kr. E.
Bondeli, Julie, schweizisk Adelsdame
(1731—78), en aandrig Kvinde, som, opfyldt af
Oplysningstidens humane Bestræbelser og med
aaben Sans for Tidens litterære Bevægelser,
samlede mange af sin Samtids store Aander,
Rousseau, Lavater, Wieland m. fl. i sit gæstfri
Hjem — hun var ugift — og ved sin
fordomsfri Optræden virkede frigørende paa sin Fødeby
Berns temmelig forstenede patriciske Kredse.
(Litt.: Bodemann, »Julie v. B. und ihr
Freundeskreis« [Hannover 1874]).
Bondepraktika. Ved B. forstaas alm. de
Vejrforudsigelser, som — især i tidligere,
mindre oplyste Tider — spillede en vigtig Rolle
for Almuen paa Landet. De udkom enten som
selvstændige Skr (f. Eks. »Bonde-Practica ell.
Veyrbog, hvoraf man kjender det gandske Aars
stedseværende Løb og Veyrligt fra Aar til Aar«)
ell. var knyttede til Almanakkerne og Skr, der
behandlede Husraad og praktisk Landøkonomi.
J. Cl.
Bonderet er den norske Betegnelse for
Bøndernes, ell. om man vil: Landbrugets, samlede
Sædvaneret og samtlige Retssædvaner taget
under eet. Dernæst omfatter Benævnelsen B. ogsaa
den systematiske og videnskabelige Behandling
af dette Retsstof. Prof. A. Taranger er den
første, som har begyndt et indgaaende
Studium af Bøndernes ejendommelige Retsliv, og
han har fastslaaet Navnet B.
K. Ø.
Bonderose, se Pæonia.
Bondesen, Ingvor Andreas Nicolai,
dansk Forf., f. 26. Decbr 1844 paa Langeland, d.
17. Marts 1911 i Kbhvn, blev Seminarist og
Skolelærer paa Fyn, men slog 1877 med en
under Mærket »Henning Fox« udgivet, hist.
Fortælling ind paa en Forfattervirksomhed som
folkelig Fortæller, til hvilken han, efter at være
traadt ud af Statstjenesten og ansat ved Kbhvn’s
Skolevæsen (hvor han 1892 blev Skoleinspektør),
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
