Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Boring i Jord og Sten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Idet Drejebor som Regel bygges saaledes, at
Æggen skærer, naar Boret drejes til højre (med
Solen), bruger man højreskaarne Skruetappe,
saa Borets Arbejdsmodstand gør Forbindelsen
fastere. Men hvis et Bor under Arbejdet
klemmes fast, og man prøver at løsne det ved at
dreje tilbage, kan det hænde, at en tilfældig
Stangsamling skrues løs, saa Boret og et Stykke
af Borestangen bliver siddende i Borehullet.
Man kan modarbejde dette ved at gøre
Ydersiderne af Skruemuffe og Tapbryst urunde (f.
Eks. sekskantede) og koble dem sammen med en
tilsvarende Skydemuffe, der forhindrer, at de
drejes i Forhold til hinanden. Da Skydemuffen
kan blive løftet, f. Eks. af en Sten, der springer
frem i Borehullets Væg, er Skruesamling ikke
fuldt paalidelig til Drejebor, og Vanskeligheden
og Tidsspilden ved Opfiskning af en tabt
Borestang er saa stor, at man ofte foretrækker
Gaffelsamlinger. Skruetappen erstattes med en
glat, flad Tap, Skruemuffen med en togrenet
Gaffel, mellem hvis Grene Tappen passer og
fastholdes, enten ved to Skruebolte ell.
nemmere ved en Kile, der spænder Brystet fast
mod Gaffelgrenenes Ender.
Til B. i nogenlunde blød Jord benytter man
mest Drejebor. Cylinderboret, en
Pladejerns Cylinder, som forneden er lukket
med et Telegrafbor, kan bruges i tørt Sand
og i let Dynd- og Mosejord. Skeboret kan
bruges i mere plastisk Jord. Den i Fig. 1 viste
Form, dannet som en Cylinder med en smal
Længdeslidse, egner sig til blød Jord; til
fastere Jord bruger man Skebor med større
Slidse, idet indtil Halvdelen af Cylinderfladen
borttages, men samtidig bliver Boret daarligere
egnet til Optagning af den løsborede Jord. Til
mere gruset Bund anvendes et
Drejeventilbor, en Pladejerns Cylinder, som forneden er
kantet indvendig med en Staalring, der
danner Ventilsæde, sædvanlig for en Kugleventil,
som aabnes opad, saa den løsnede Jord kan
komme op i Cylinderen, hvor den
tilbageholdes, idet Kuglen lukker Aabningen, naar
Boret løftes. Nedadtil bærer Ringen en
Fjerdedels Kugleskal, skærpet som Æg paa
den lodrette Kant, der skraber Jorden løs,
naar Boret drejes. Til B. i fast Klippe
anvender man et Kronebor med rørformet
Borelegeme af hærdet Staal, der til bløde Stenarter
har et savtakket Skær, til haarde Stenarter et
Skær dannet af sorte (brasilianske) Diamanter
(Fig. 2), som indsættes og fastnittes i
Borekronen, inden denne hærdes. Disse Bor
frembringer et ringformet Borehul med en massiv
Kerne, der efterhaanden knækker i smaa
Længder, som enten følger op med Boret ell.
optages med et særligt Tangapparat. Disse
Kronebor giver meget paalidelige Oplysninger om
Stenarternes Beskaffenhed og bruges derfor til
B. efter Mineralier og til geol. Undersøgelser.
Fælles for alle Drejebor gælder det, at
Borestangen under Arbejdet hviler paa Boret og
ved sin Vægt giver det fornødne Arbejdstryk.
Topstykket til Overførelse af Bevægkraften kan
bestaa blot af en Nøgle med to Haandtag, som
med Skruebolte kan fastspændes overalt paa
Borestangen, ell. af en Spilkrone med Plads til
fl. Spilbomme, saa Boret kan drejes som et
Gangspil.
Til B. i haard Jord og Sten bruges
Stødbor, der vekselvis løftes og slippes, saa de ved
Stødet mod Borehullets Bund pulveriserer
Jorden (Stenen). I sprød, gruset Jord kan man
bruge Stødventilboret, der er indrettet
som Drejeventilboret, kun at Ventilringen nedad
er forlænget med en cylindrisk Staalring, der
er skærpet indvendig fra, saa den danner en
vandretliggende cirkulær Æg sammenfaldende
med den ydre Cylinderflade (Fig. 4). Boremelet
drives efterhaanden op over Ventilen og
optages med Boret. De vigtigste og almindeligst
anvendelige Stødbor er dog Mejselborene,
der kan være enkelte Mejsler, enten med lige
Æg, som vist i Fig. 3. hvor a er Mejselen, b
Skaftet og c Brystet til en Skruesamling, ell.
med brækket ell. svagt buet Æg, som letter
Borets Centrering. For hvert Stød drejes Boret
lidt, saa Borehullet bliver rundt. Man
anvender ogsaa Krydsmejsler med to krydsende
Ægge, ell. Stjernebor med 3 ell. fl. radialt
stillede Ægge, der giver hurtigere Arbejde. Til
større B. (Diameter over 20 cm) og særlig ved
Tovboring forstærker man ofte den lige Mejsel
med to korte Kantægge, der sidder vinkelret
paa Hovedæggen hver ved sin Ende og
renhugger Borehullet i Kanten. Naar man bruger
stiv Borestang, drejer man Mejslen for hvert
Slag med Haandkraft ved Hjælp af en Nøgle,
der klemmes fast paa Stangen, medens
Løftning og Sænkning foregaar ved en Vippe, der
enten har en lavt liggende Aksel, saa Forenden
med en Gaffel griber om en rund Bøsning under
Nøglen og løfter Boret, naar Bagenden trykkes
ned ved Haandkraft, ell. har en højt liggende
Aksel, saa der i Forenden kan ophænges et
særligt Topstykke (e) med Skrue (a), som vist i Fig. 5,
til gradvis Forlængelse af Borestangen.
Bagenden kan da enten trækkes ned med Tove ved
 |
| Fig. 1. Skebor. |
|
| Fig. 2. Diamantbor. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
