Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bornholm, dansk Ø i Østersøen - Bornholmere ell. »Møllerianere« kaldes et Parti inden for den danske Folkekirke - bornholmsk Cement er en af Ortoceratitkalken paa B. brændt, brun Romancement - bornholmsk Diamant, særdeles klare og rene Bjergkrystaller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
1320’erne i over 200 Aar havde Øen saa at sige
som uafhængig Besiddelse, idet den indsatte
Embedsmænd, udstedte Adelsbreve, bekræftede
Love, gav Byerne Privilegier o. s. v. Vel tog
Valdemar Atterdag den i Eje 1360; men kort
efter gav han den tilbage til Bispestolen paa den
Betingelse, at Kronen kunde inddrage den, naar
den fandt for godt. Det var dette, Christian II
gjorde 1522, rigtignok mod Gejstlighedens
Protest. Paa denne Tid begyndte Øen at lide under
Hansestædernes, især Lübecks Magt; fl. Gange,
1509, 1510 og 1522, hjemsøgtes Øen af
Lübeckerne, der plyndrede den; men værre blev det,
da Frederik I 1525 gav Lübeck Øen i Forlening
paa 50 Aar, fordi den mægtige Hansestad
sluttede sig til ham i Kampen mod Christian II,
idet Kongen dog beholdt Overhøjhed over Øen
og den gejstlige Jurisdiktion, saa at han kunde
holde Foged og Landsdommer der. Det blev
trange Tider for Øen, som udpintes af de
lybske Fogeder, og det Forsøg, som de
bornholmske Bønder 1536 gjorde paa at fordrive deres
Plageaander, blev slaaet ned ved deres
Nederlag paa Egla Enge, S. f. Aakirkeby, og
Christian III maatte ved Forliget i Hamburg forny
Forleningen paa andre 50 Aar, til 1625. Først da
Frederik II trods Hamburgerforliget, og uagtet
Lübeckerne gjorde alt for at beholde den,
inddrog den 1575, var »Kræmmerregimentet«
forbi, og Øen begyndte atter at komme noget til
Kræfter, skønt den i det næste Aarh. ofte
hjemsøgtes af Pesten, saaledes 1602, 1618, da
over 5000 Mennesker bukkede under for den,
og 1653—54, da der døde næsten lige saa
mange. En ny Fjende fik Øen i Svenskerne, da
de i Christian IV’s sidste Krig gik i Land ved
Nexø 1645 under Anførsel af Admiral
Wrangel og plyndrede Byen, hvorefter Wrangel tvang
Hammershus til Overgivelse; ved
Brømsebrofreden blev dog B. givet tilbage til Danmark.
Ved Roskildefreden 1658 blev den atter
udleveret til de Svenske, som plagede
Bornholmerne saa haardt med tunge Skatter og
Udskrivninger til den sv. Hær i Tyskland, at de,
opmuntrede ved Løfte om Hjælp fra Frederik
III, rejste sig under Ledelse af Præsten Poul
Anker, Jens Kofod og fl., skød den sv.
Kommandant Johan Printzensköld (8. Decbr 1658)
og tvang Besætningen paa Hammershus til at
kapitulere; hele Opstanden forløb dog
temmelig ublodig, og Historien om Blodbadet
(»Svineslagtningen«) er kun et Sagn. Indbyggerne
skænkede derefter Frederik III og hans
Arvinger Øen til evig Arv og Eje, hvad Kongen (29.
Decbr) belønnede ved at give B. fl. Privilegier,
som Fritagelse for og Nedsættelse af Skatter;
men da Indbyggerne følte sig skuffede ved det,
der blev tilstaaet dem, herskede der særlig i 18.
Aarh. en Del Utilfredshed; ved »Forklaring paa
de B.’s Indb. givne Privilegier« af 1770 fik B.
Fritagelse for Soldatertjeneste uden for Øen og
fl. Skattebegunstigelser. Bl. det, der i 19. Aarh.
har bidraget til Øens Fremgang, maa nævnes
Udskiftningen af Markjorderne 1848, hvorved
Højlyngen og Strandmarkerne aabnedes for
Opdyrkning, dels til Skov- og dels til Agerbrug, og
de store Havneanlæg, saa at næsten alle
Fiskerlejerne har faaet gode, enten ny ell. udvidede
Havne.
(Litt.: L. de Thurah, »Beskrivelse over
B. og Christiansø« [Kbhvn 1756]; F. Thaarup,
»B.’s Amt og Christiansø«, beskrevet efter
Opfordring af det kgl. Landhusholdningsselskab
[Kbhvn 1839]; M. Jespersen, »Liden geogr.
Vejviser paa B.« [Kbhvn 1865]; V. Falbe
Hansen og W. Scharling, »Danmarks
Statistik«, I og VI (Kbhvn 1876 og 1891]; P.
Hauberg, »B. i Billeder og Tekst«, 3. Udg. [Kbhvn
1894]; E. Vedel, »B.’s Oldtidsminder og
Oldsager« [Kbhvn 1886], og »Efterslæt« [1897]; J.
P. Trap, »Stat.-topogr. Beskr. af Danmark«,
3. Udg. III Bd [Kbhvn 1899]; Kofoed,
»Fortegnelse over Landejendomme paa B.« [Rønne
1899]; J. A. Jørgensen, »B.’s Historie«
[Rønne 1900]; A. K. Kristensen Taarup, »Vor
Klippeø« [Rønne 1903]; »Bidrag til B.’s Geologi«
i »Danmarks geol. Undersøgelser«; J. B.
Krarup og S. C. A. Tuxen, »Bidrag til
Landbrugets Udvikling i Danmark«, VI [Kbhvn 1902];
»Bornholmske Samlinger« [1906 flg.]).
H. W.
Bornholmere ell. »Møllerianere« kaldes
Medlemmerne af et Parti inden for den danske
Folkekirke »Luthersk Missionsforening til
Evangeliets Fremme i Danmark«.
Udgangspunktet for B. er den af Pastor
Trandberg 1863 stiftede Frimenighed paa
Bornholm. En af denne Menigheds
Lægprædikanter, Smeden Kristian Møller fra Rønne,
blev paavirket af den »nyevangeliske«
Retning, der udgik fra Svenskeren Rosenius; han
brød med Trandberg og begyndte at udgive et
Maanedsblad »Budskab fra Naadens Rige«, hvori
han oversatte Rosenius’ Skr. Møller og
Nordmanden Traasdahl drog til Sjælland for at
forkynde det ny Evangelium, og 1869 stiftede de i
Kbhvn »Luthersk Missionsforening«, samtidig
traadte de tilbage i Folkekirken. B. fik
betydelig Fremgang i Nordsjælland, Vestjylland og
Nordslesvig. Et Parti har skilt sig ud fra dem
som »Evangelisk-kristelig Missionsforening«. B.
vil ikke danne en Sekt, men bekende sig til
Folkekirkens symbolske Bøger og virke hen til, at den
lutherske Lære maa blive Liv i saa mange
Sjæle som muligt; alligevel polemiserer de
stadig med Folkekirken, og deres Lære afviger i
væsentlige Punkter fra dens. De lærer, at det
faldne Menneske er i Bund og Grund
fordærvet, men Jesus har paa Verdens Vegne
erhvervet Retfærdigheden, saa at alle Mennesker
er retfærdige, thi Naaden er ubetinget; alle
ejer Naaden, men ikke alle nyder den, dertil
hører nemlig Tro. Gud er lige naadig, hvordan
man end bærer sig ad. Naaden og Troen gaar
stadig igen i deres Forkyndelse, men Forsagelse
nævnes ikke. (Litt.: Saabye, »Om Sekterne
i Danmark« [1884]; Madsen, »B.« [1886]).
L. M.
bornholmsk Cement er en af
Ortoceratitkalken paa B. brændt, brun Romancement, der
har været meget brugt i Kbhvn til Muring og
Pudsning (f. Eks. Frue Kirke). For Tiden er
den uden Bet.
E. Su.
bornholmsk Diamant, særdeles klare og
rene Bjergkrystaller, der sidder paa Spalter i
Kalkkonkretioner i Graptolitskiferne ved Læsaa
og Ølenaa paa Bornholm.
O. B. B.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
