Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bournonville, Antoine Auguste, dansk Danser og Balletkomponist, (1805-1879) - Bourrée (fr.; ital. bórea), en med Gavotten beslægtet gammelfransk Dans af munter Karakter - Bourrée, Frédéric Albert, fr. Diplomat, (1838- ) - bourrette, Silkeblaar, se Silke. - Bourrienne, Louis Antoine Fauvelet de, fr. Diplomat (1769-1834)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og idet han med usvigelig Nøjagtighed føjede
sin Dans ind under den ledsagende Musiks
Karakter, formede hans mandige, middelhøje
Legemes Bevægelser sig til et plastisk Kunstværk.
»Som Danser«, skriver B. selv 1848, »besad jeg
Kraft, Lethed, Præcision i en betydelig Grad
og, naar Lysten til Bravur ikke rev mig med
sig, naturlig Gratie, udviklet ved en ypperlig
Skole og forhøjet ved musikalsk Sans . . . Der
gives Dansere, der hver for sig besidder større
Applomb, Elevation og Pirouetfærdighed, der
udfører Karakterdanse med en højere Grad
af Ejendommelighed, men næppe nogen, der
forenede fl. af Dansens Egenskaber og besad en
større Mangfoldighed end netop jeg«.
B.’s Virksomhed som Ballet- og
Danse-Komponist er meget betydelig, omfattende
efter hans egen Optælling for det danske
Teater 42 Balletter (5 arrangerede, 1 bearbejdet
efter et fremmed Program og 36 originale), og
14 Ballet-Divertissementer, desuden Danse og
Arrangementer til 57 Stykker, mange Danse
for enkelte Personer og en Del Fest-Apoteoser.
I sin Balletdigtning optog og udnyttede B. de
vekslende Strømninger i det danske Aandsliv.
Hans første Arbejder, f. Eks. »Soldat og Bonde«
(1829), »Victor’s Bryllup« (1831) og »Veteranen«
(1833) traf saaledes nøje den herskende
Vaudevillesmag, senere fik Balletten ogsaa sine
Duftvaudeviller som »Bellman« (1844), »Fjernt fra
Danmark« (1860) og »Livjægerne paa Amager«
(1871). Efter Vaudevillen omformede B. de
Ingemann’ske Romaner til store hist. Balletter, af
hvilke dog kun den første, »Valdemar« (1835),
fik en varig Plads paa Repertoiret, medens de
senere, »Erik Menved’s Barndom« (1843) og
»Arkona« (1875), hurtig henlagdes. De danske
Kunstneres Begejstring for Italien som
Skønhedens og Poesiens forjættede Land fandt
Genklang, allerede inden B. selv havde set Italien,
i »Festen i Albano« (1839), og, efter hans
italienske Rejse, i »Napoli« (1842) — den
hyppigst opførte af alle B.’s Balletter —, »Rafael«
(1845), »Blomsterfesten i Genzano« (1858) og
»Pontemolle« (1866). Christian Winther’ske
Toner anslog B. i »Et Folkesagn« (1854), den ved
Bjørnson’s første Noveller vakte Interesse for
Norges stovte Bønder udnyttede han i
»Fjeldstuen« (1859), — allerede tidligere, i
»Brudefærden i Hardanger« (1853), havde B. hentet
Motiver fra Norge — og endelig fremkaldte
J. P. E. Hartmann’s nordiske Musik hans
pompøse mytol. Balletter »Valkyrien« (1861) og
»Thrymskviden« (1868). Ved sin Bortgang 1877
efterlod B. 16 af sine Balletter fuldt
indstuderede; dog »jeg gjorde«, skrev han to Aar
efter, »mig ingen Illusioner om deres fremtidige
Skæbne, thi i Lighed med min berømte
Forgængers (ɔ: Galeotti’s) Kompositioner maatte de
forsvinde, efterhaanden som den opr. Besætning
ældedes, og andre ny Sager afløste dem. Dog
er«, føjede han vemodig til, »denne Forsvinden
sket noget hurtigere end formodet«.
Om hans Balletter forsvinder hurtigere ell.
langsommere, end han ventede det — der er
Tegn, der tyder paa det sidste —, længe vil
han leve i sine Skr og særlig da i de 3 Bd: »Mit
Teaterliv«, hvis pyntelige, ofte noget
omstændelige Stil tegner tydelig for Læseren den
sirlige Hofballetmester. Ved Siden af den røde
Traad i alle hans Skr, Ballettens kunstneriske
og finansielle Berettigelse, vil man finde sande
Perler af dramaturgiske Bemærkninger,
navnlig om Elev- og Sceneinstruktion; han var jo
selv en Mester i dem begge. Hans Øje var
skarpt, hans Opfattelse sund og hans
Fremstilling klar; alle disse gode Egenskaber har man
med Urette overset for de Steder, hvor hans
Udtryk særlig udfordrede Latteren.
I den danske Teaterhistorie vil B.’s Navn
ingen Sinde glemmes; han vil mindes som den
altid slagfærdige, aldrig trættede Kæmper, han
var mod alle »vrange Meninger om Ballettens
Væsen«. Med god Føje kan han skrive om sig
selv: »Jeg har tilkæmpet Balletten en
anstændig Plads i Kunstens Rige og gjort den til en
Prydelse for den samme Scene, hvor jeg fordum
har set den ringeagtet og forsømt«, og et
andet Sted: »Jeg har . . . i hele min Virken
bestræbt mig for at revindicere mine Kunstfæller
den Ret, der tilkommer dem«.
En Datter, Charlotte Helene
Frederikke B., f. 29. Novbr 1832, d. 22. Marts 1911,
optraadte 1857—58 med stort Held ved den kgl.
Opera i Sthlm, kom derefter til det kgl. Teater
i Kbhvn, hvor hun 12. Maj 1859 debuterede
som Angela i »Den sorte Domino«, blev kgl.
Kammersangerinde og var i en Del Aar en
meget brugt Altsangerinde, men gled
efterhaanden ud af Repertoiret, optraadte 11. Apr. 1883
sidste Gang som Marcellina i »Barberen i
Sevilla« og afgik ved Sæsonens Udgang fra
Teatret. (Litt.: A. Bournonville, »Mit
Teaterliv«, I—III [1848, 1865, 1877—78] og
»Efterladte Skrifter« [1891]; Charlotte
Bournonville, »Erindringer fra Hjemmet og fra
Scenen« [1903]; Overskou, »Danske
Skueplads« V—VII; Edv. Brandes, »Dansk
Skuespilkunst« [1880]).
A. A.
Bourrée [bu↱re] (fr.; ital. borea), en med
Gavotten beslægtet gammelfransk Dans af
munter Karakter i 4/4-, senere ogsaa i 2/4-Takt,
stammer iflg. Rousseau fra Auvergne, efter
andres Mening fra Biscaya. Dens Perioder maa
begynde med Optakt.
S. L.
Bourrée [bu↱re], Frédéric Albert, fr.
Diplomat, f. 1838. Søn af Nic. Prosper B.
(1811—86), som 1840—70 ligeledes var fr.
Diplomat, fortrinsvis sysselsat med de orientalske
Anliggender, 1860—63 Sendemand i Athen og
1866—70 i Konstantinopel. B. blev 1860 Attaché i Athen
og 1867 Legationssekretær i Konstantinopel,
ansattes 1870 i Udenrigsministeriet og gjorde
Tjeneste under Forsvarsregeringens Afdeling i
Tours og Bordeaux. 1875 blev han
Underdirektør og 1880 Sendemand i Kina, hvor han
sluttede en Traktat om Tonkin; denne blev ikke
godkendt af den fr. Regering, og B. blev
tilbagekaldt 1883. Han blev dog 1885 paa ny ansat
som Sendemand i Kbhvn, 1886 forflyttet til
Bryssel og var endelig 1894—98 i Athen.
E. E.
bourrette [bu↱ræt], Silkeblaar, se
Silke.
Bourrienne [bu↱riæn], Louis Antoine
Fauvelet de, fr. Diplomat (1769—1834), var
1778—85 Napoleon Bonaparte’s Kammerat i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
