Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - brasiliansk Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Digte; han levede for Resten mest i Portugal.
I den flg. Tids Digtekunst florerede
Efterligningen af ital. og sp. Manierisme, af Marini og
Góngora, og efter europæisk Mønster opstaar
der poetiske og lgn. Akademier, navnlig i
Bahia. Der er dog ingen Grund til at fremhæve
nogen af de Lejlighedsdigtere, der var
Medlemmer af disse litterære Selskaber; derimod
kan Munken Manoel de Santa Maria (1.
Halvdel af 18. Aarh.) nævnes for sine
beskrivende Digte, og Sebastião da Rocha Pitta
(1660—1738) er Brasiliens første Historieskriver,
idet han fortalte det portugisiske Amerikas
Historie til 1724, i et blomstrende Sprog.
I 2. Halvdel af 18. Aarh. blev Rio de Janeiro
Vicekongens Residensstad og tillige Hovedsædet
for det aandelige Liv i Brasilien. Dette lagde
sig endnu for en stor Del for Dagen i
Digtersamfund med Titlen Academias, hvor man
dyrkede en Poesi i Smag med de ital. Arkadieres.
Men omtr. samtidig med den politiske
Uafhængighedsaand, der træder frem i det mislykkede
Oprør 1788 mod Portugal, begynder en
national Tone at gøre sig gældende hos de
brasilianske Digtere. José Basilio da Gama
(1740—95) skildrer indenlandsk Natur og
nationale Bedrifter i sit Epos Uruguay; i samme
Retning er José de Santa Rita Durão’s
(1737—84) Caramurú, hvori Indianernes Kampe
mod de portugisiske Erobrere besynges. Som
Lyriker blev Thomaz Antonio Gonzaga
populær ved sine erotiske Sange »til Marilia«;
denne Digter (1744—1809) forvistes efter det
ovf. omtalte Oprør, »Minas-Sammensværgelsen«,
og mistede Forstanden af Sorg. Mere Lokalfarve
findes hos Manoel Alvarenga (1740—1814).
Da den portugisiske Kongefamilie 1808 søgte
Tilflugt i Brasilien, lagdes Grunden til Landets
Uafhængighed, som det vandt 1822. Det største
Navn i denne ny Periodes første Afsnit er José
Bonifacio de Andrada e Silva (1763—1838),
bekendt som Statsmand, Forf. til patriotiske
Oder, der i Formen er endnu vel meget
prægede af den fr. Klassicisme, men udmærker
sig ved Følelsens Inderlighed; ved Siden af
ham kan nævnes Francisco Vilella
Barboza, Markis af Paranaguá (1769—1846). Et
stærkt kristeligt Element er fremherskende hos
hans Samtidige, Antonio Pereira de Sousa
Caldas (1762—1814), Prædikant, Oversætter
af David’s Salmer, og Francisco de São
Carlos (1763—1829), medens José Saldanha’s
Vers vidner om republikansk Frihedssværmeri,
og den af Fædrelandet fortjente Politiker
Januario da Cunha Barboza
(1780—1846) skabte et klassisk Sagndigt i O Nicteroy.
Som gejstlig Taler over straalede Francisco
da Monte Alverne (1784—1858) alle
andre, skønt Brasilianerne altid har haft rige
Anlæg for Veltalenhed, og han havde adskillige
udmærkede Medbejlere. Det portugisiske Sprog
behandledes videnskabelig af Antonio de
Moraese Silva, som forfattede en god Ordbog.
Heller ikke de eksakte Videnskaber manglede
fremragende Dyrkere i denne Periode.
En ny, udpræget national Digterskole vokser
frem omtr. 1840 under Paavirkning af
Romantikken. Her maa først nævnes Domingo José
Gonçalves de Magalhães (1811—82), hidtil
anset som Nationens mest fremragende Digter
i 19. Aarh., han er væsentlig Lyriker og Epiker
(Hovedværk A confederação dos Tamayos). Til
ham slutter sig Manoel de Araujo
Porto-Alegre (1806—79), Forfatteren af de
beskrivende Digte As Brasilianas, og den fortrinlige
Lyriker Antonio Gonçalves Dias
(1823—64, As Americanas). De to sidstn. stiftede det
indflydelsesrige Tidsskr. Guanabara i Forening med
Joaquim Manoel de Macedo (1820—82), der
ogsaa er lyrisk Digter (A Nebulosa), men især
Romanforfatter og Dramatiker. Meget smukke
Ballader skyldes Norberto de Souza Silva
(f. 1820), der ogsaa har skrevet en Række
Cantos epicos over nationalhistoriske Emner; i
samme Retning har Teixeira e Souza
(1812—61) digtet. To glimrende lyriske
Talenter, begge døde i en ganske ung Alder, var den
lidenskabelige Manoel Antonio Alvares de
Azevedo (1831—52), meget paavirket af
Byron, Heine og Musset, og den
melankolsk-resignerede Luis José Junqueira Freire
(1832—55). Ogsaa de begavede Lyrikere
Casimiro de Abreu (f. 1837) og Castro Alves
(f. 1847) døde unge, henh. 1859 og 1871. Smlg.
de enkelte Artikler om Magalhães og hans
Skole.
En national Skueplads grundede Magalhães
ved Tragedien Antonio José ou o Poeta e a
Inquisição (1838), og af de ovf. nævnte Digtere,
der grupperer sig om ham, har fl. beriget
dennes Repertoire, navnlig Macedo (Tragedien
Cobé og populære Syngestykker). Det
brasilianske Nationaldrama er for øvrigt hensygnet i
den nyeste Tid. Macedo er imidlertid først og
fremmest Romanforfatter, hvilket ogsaa gælder
om Teixeira e Souza; den første skildrer sin
egen Tid, medens den anden gerne henlægger
Handlingen i sine livlige Fortællinger til
svundne Tider. Fremragende Romanforfattere er
ligeledes José de Alencar (1829—77) (s. d.),
Almeida (1832—61) (Memorias de um
sargento de milicias), og Bernardo Guimarães
(1827—85). De brasilianske Prosafortællere
bruger ofte stærke Farver og ynder en fantastisk,
broget Handling. Som Historieskrivere kan
anføres Francisco Adolfo de Varnhagen
(1816—78), hvis tyske Herkomst vel forklarer, at
hans Stil er mindre retorisk og yppig, end
Brasilianernes plejer at være (Historia geral do
Brazil); endvidere João Manoel Pereira da
Silva. Paa udmærkede politiske Talere er
Landet ualmindelig rigt.
I den nyeste Tid har Litt. faaet et stærkt
europæisk Præg. En Række unge Forf. med
Sylvio Romero (s. d.) som Fører kæmper
i Bøger og Tidsskr for at indføre moderne Ideer.
Bl. de Forf., der har taget de fr.
»Parnassister« til Mønster, maa nævnes Raymondo
Correa, der har skrevet en Samling
skønne Sonnetter, Symphonias (1883), fremdeles
Alberto de Oliveira, hvis Hovedværk
Meridionaes (1883—84) indeholder formfuldendte
Vers, men i sin Helhed virker trættende og
farveløst; endelig Valentim Magalhães,
der i sin Digtsamling Cantos e luctas (1879)
og det lille Digt Colombo e Néné (1880) særlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
