Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 6) Albert, Hertug af, (1821-1901) - Broglio, Emilio, ital. Politiker og Forf. (1814-92) - Brogniart, se Brongniart - Brohan, - 1) Augustine Suzannne, fr. Skuespillerinde (1807-87) - 2) Josephine Félicité Augustine, fr. Skuespillerinde, (1824-1893) - 3) Emilie Madelaine, fr. Skuespillerinde, (1833-1900) - Brohartkorn, se Hartkorn, - Bro Herred, se Brusk. - Broholm, Hovedgaard i Gudme Herred, NØ f. Svendborg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fra England at drage Thiers over til denne
Side, samt fik imod Republikanerne slaaet fast,
at Nationalforsamlingen skulde fastsætte
Landets Forfatning, inden den skiltes. Da Thiers
ikke vilde ofre Republikken, søgte B. først at
indskrænke hans Myndighed og ledede derefter
Angrebet mod ham 24. Maj 1873 samt blev nu
Første- og Udenrigsminister med det Formaal
at bekæmpe Radikalismen (»bevare Samfundet«
hed det) og om muligt genoprette
Kongedømmet ved en Fusion mellem de to bourbon’ske
Linier. Da dette Forsøg strandede, udvirkede
han Novbr s. A. Mac Mahon’s »Septennat« og
ombyttede Udenrigs- med Indenrigsministeriet,
dog kun indtil 16. Maj 1874, da han nødtes til
at trække sig tilbage. Han stræbte at hindre
Republikkens Grundfæstelse 1875, men stemte
dog til sidst for dens ny Forfatning og
arbejdede ivrig for at skaffe Orléanisterne Flertal i
det ny Senat, hvad der dog hindredes ved det
Forbund, som de yderlige Legitimister og
Napoleonister indgik med Republikanerne imod
hans Intriger. Derimod valgtes han 1876 til
Senator og fremkaldte 16. Maj 1877 Jules
Simon’s. Afgang, hvorefter han selv blev
Første- og Justitsminister. Han gjorde da et nyt
Forsøg paa at lamslaa Republikken ved et
Forbund mellem alle Monarkisterne, men maatte
efter et halvt Aars Forløb opgive Forsøget. Dog
vedblev han at være Højres Fører i Senatet
indtil Jan. 1885, da han ikke opnaaede Genvalg.
Oktbr s. A. samt paa ny 1890 søgte han
forgæves Valg til Deputeretkamret. B. har udg. en
Række Skr om Europas politiske Historie i 18.
Aarh., Le secret du Roi (2 Bd, 1878) om Ludvig
XV’s hemmelige Diplomati 1752—74, Frédéric
II et Marie Thérèse (2 Bd, 1882), Frédéric II et
Louis XV (1884), Marie Thérèse impératrice
(1888), Maurice de Saxe et marquis d’Argenson
(1891), La paix d’Aix de Chapelle (1892),
L’Alliance autrichienne (1895) og Voltaire avant et
pendant la guerre de sept ans (1898) samt Le
dernier bienfait de la monarchie (1901). Ogsaa
udgav han 1886—87 sin Faders Erindringer og
1891—92 Talleyrand’s, som han havde i sit Værge,
samt 1896 sin Moders Breve fra 1814—38.
E. E.
Broglio [↱broljo]. Emilio, ital. Politiker
og Forf. (1814—92), blev Dr. jur. i Pavia 1835
og Sekretær for det lombardiske
Jernbaneselskab 1842. Han tog virksom Del i
Frihedsbevægelsen 1848, var Medlem af Lombardiets
foreløbige Regering og maatte derfor flygte til
Sardinien, hvor han et Aars Tid var Medlem af
Deputeretkammeret og senere skrev om
nationaløkonomiske Spørgsmaal, bl. a. om
Indkomstskat. 1859 vendte B. tilbage til Milano, var
Deputeret 1861—76 og Undervisningsminister
Oktober 1867—Maj 1869. Han har skrevet Vita di
Federico il grande (ɔ: hans Ungdomshistorie [2
Bd, 1874—76]) og senere Regno di Federico II
(1879—80, 2 Bd).
E. E.
Brogniart [brå↱nja.r], se Brongniart.
Brohan [brå↱ã], 1) Augustin Suzanne,
fr. Skuespillerinde (1807—87). B., der i nogle Aar
var en udmærket Fremstillerinde af Soubretter
paa Théâtre-Français, men allerede 1842 efter
en langvarig Strubebetændelse maatte opgive
Scenen, er Moder til efterfølgende to
Skuespillerinder Augustine og Madelaine B., og gennem
en 3. Datter Bedstemoder til Jeanne Samary.
2) Joséphine Félicité Augustine,
fr. Skuespillerinde, f. 2. Decbr 1824, d. 15. Febr
1893. B. gennemgik Konservatoriet under
Samson, debuterede paa Théâtre-Français 19. Maj
1841 som Dorine i »Tartuffe« og vandt alle
ved sin Ynde og sin Livlighed, der forhøjedes
ved en ungdommelig Undseelse, blev Aaret efter
Sociétaire og fik snart alle Soubretterne hos
Molière, Regnard o. s. v., som i hende fandt en
vittig og frimodig Fremstillerinde; bl. hendes
bedste Roller nævnes Toinette i »Den indbildt
Syge«, Cléanthis i »Amfitryon« og Suzanne i
»Figaro’s Bryllup«. Ved Nytaar 1868 trak B.
sig p. Gr. a. sit svækkede Syn tilbage fra
Scenen og ægtede derefter den tidligere belgiske
Legationssekretær Edmond David de Gheest (d.
1885). — B. forsøgte sig ogsaa som Skribentinde,
hun forfattede nogle Smaastykker, der minder
om Marivaux. og som ved Privatforestillinger
har gjort Lykke; hun nedskrev, men udgav ikke
inden sin Død sine Erindringer; 1857 redigerede
hun under Mærket »Suzanne« Teaternyhederne
i Le Figaro og angreb her sin gamle Ven
Victor Hugo, men den øvrige Presse og Forfatterne
tog saa haardt til Genmæle, at B. hurtig opgav
Journalistikken igen. — Det blev engang sagt,
at B. i sig forenede Ninon de Lenclos’ sarte
Ynde, Sophie Arnould’s bidende Tunge og Mme
de Staël’s Aandrighed; man har tillagt B. flg,
Valgsprog: Coquette ne veux, Soubrette ne
daigne, B. suis.
3) Émilie Madelaine, fr.
Skuespillerinde, f. 21. Oktbr 1833 i Paris, d. 25. Febr 1900
smst., gennemgik Konservatoriet og debuterede
med afgjort Held 15. Oktbr 1850 paa
Théâtre-français som Marguerite i »Dronning
Marguerite’s Noveller«. Medens hendes Moder og
Søster glimrede i det klassiske Repertoire, fandt
Madelaine sit egentlige Virkefelt i den samtidige
Skuespildigtning, først i Elskerindefaget, hvor
hendes yndefulde Skønhed i Forbindelse med
hendes Stemmes Inderlighed indtog alle, dernæst
som den overlegne Verdensdame, hvor hun
behandlede Replikkerne paa den aandfuldeste og
letteste Maade, og endelig, i ældre Roller, som
Moder og allersidst som Bedstemoder, hvor hun
forbandt Varme med Værdighed, Klogskab med
Anstand. Bl. hendes Roller kan nævnes: i
»Slottet i Poitou« først Helene, senere Baronessen,
i Musset’s »Marianna« først Marianna, senere
Hermia, i »Et Glas Vand« først Dronningen,
senere Hertuginden, i »En Kaprice« Fru de
Lery og i »Den Fremmede« Markisen; hendes
sidste Rolle var Hertuginden i Pailleron’s »Hvor
man keder sig«, som hun spillede 250 Gange.
B., der 1852 havde ægtet Forf. Mario Uchard,
trak sig med Udgangen af 1884 tilbage fra
Scenen. (Litt.: Sarcey, Comédiens et
comédiennes, 1. Serie Nr 7 [Paris 1876]; d’Heylli,
M. B. [Paris 1885]).
A. A.
Brohartkorn, se Hartkorn.
Bro Herred, se Brusk.
Broholm, Hovedgaard i Gudme Herred, NØ.
f. Svendborg, nævnes første Gang 1326 og
tilhørte 1473—1577 Slægten Fikkesen og kom fra
den til Slægten von Mehlen. Hans v. Mehlen’s
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
