Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brolægning er en Vejbefæstelse, som udføres med større ell. mindre Blokke af Sten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Træ), der enten udsøges med nogenlunde
ensartet Størrelse ell. tildannes i regelmæssig Form
og Størrelse og anbringes en for en med smalle
Fuger paa et Fundament, som kan fordele et
tungt Hjultryk paa en tilstrækkelig stor Flade
og derved forhindre, at B. synker. Ved
Fyldning af Fugerne med et passende Materiale kan
man støtte hver enkelt Blok i B. mod Naboerne
og derved sikre dens rigtige Stilling. B. med
naturlige Sten er mest anvendt; af kunstige Sten
bruges klinkbrændt Ler en Del i stenfattige
Egne; Sten, støbte af Højovnsslagger, har nogen
lokal Bet. I den nyeste Tid har Træbrolægning
fundet udstrakt Anvendelse i større Byer.
Den antikke rom. B. efterlignes endnu i
mange ital. Byer, hvor man bruger temmelig store
Stenblokke med planhugget Overflade. Formen
af den enkelte Sten er uregelmæssig, men
Kanterne tilpasses efter Nabostenene, saa B. faar
smalle Fuger tilfældig fordelte som i et
sammenhugget Glacis. Blokkene lægges paa et
Grusfundament, som i Forvejen er stampet fast
sammen, og hver enkelt understoppes, saa den
faar et fast Leje i rigtig Højde. Hvor man er
henvist til bløde Stenarter, som f. Eks.
Sandsten, slides Overfladen hurtig glat, saa man maa
ophugge den med Mejsel, for at Hestene ikke
skal glide paa de store Sten, og desuden løfte
de stærkest afslidte Sten, for at Overfladen kan
holdes jævn. For c. 50 Aar siden kunde man
endnu i danske Landsbyer finde B. udført med
flade Rullesten paa 30—50 cm i Tværmaal,
rimeligvis Rester af en middelalderlig
Efterligning af rom. B.
I de fleste Lande er man dog forlængst gaaet
over til Anvendelsen af mindre Sten, saa B.
faar tætliggende Fuger, der giver Hesten
sikkert Fodfæste. Som Fundament bruger man
hyppigst groft Sand, fordi det er billigst, i et
15—40 cm tykt Lag, hvoraf de øverste c. 15 cm
holdes løst, saa man kan sætte Stenen med en
Overhøjde af 3—8 cm. Ved Stenenes Sætning
bruger Brolæggeren en Brolæggerhammer med
et Hoved, hvis Pen er udsmedet til et trekantet
Blad, hvormed han rømmer Hul for Stenen i
det løse Sand og samtidig skyder dette
sammen om Roden paa en forud anbragt Sten, saa
Fugerne om denne delvis fyldes. Med
Hammerbanen slaas hver Sten i Leje, og naar et større
Stykke B. er sat, drives Stenene ned til rigtig
Højde ved Stødning med Stempler
(Brolæggerjomfruer) af Støbejern ell. Træ med
Jernbeslag, dels Enmandsstempler af Vægt c. 30
kg, dels Firmandsstempler af Vægt c. 90 kg.
Stødningen udføres i fl. Overgange, Sten paa
Sten i samme Orden, og mellem hver Overgang
fejer man Sandet ned i Fugerne og vander
smaat; man opnaar derved en ensartet og
stærk Komprimering af Fundamentet og faar
Fugerne helt udfyldte med tæt lejret Sand.
I ældre Tider har man, særlig i Smaabyer,
hvor Færdselen kun er lille, ofte brolagt med
Rullesten med et mindste Tværmaal af 10—15
cm. Stenene blev satte med Længden staaende
lodret og gav en tarvelig, toppet Brolægning,
ubehagelig baade for Kørende og Gaaende. En
noget bedre og ligeledes billig B. faar man af
spaltede Sten, der sættes med tilfældig
Forband (Mosaik-B.). En smal, jævn Flade
vendes opad, og de bredeste Kløveflader holdes
lodrette, saa Stenene støtter hinanden godt;
Rodenden af spaltede Sten bliver let for smal
og spids, saa Stenene efterhaanden køres ned.
Til stærk Færdsel kræves en god Tildannelse
af Brostenene. Overfladen, Hovedet, skal være
jævn og rektangulær (écarreret), Sidefladerne
plane og lodrette ell. kun svagt skraanende, saa
Roden ikke bliver meget smallere end Hovedet,
og selve Rodfladen skal være symmetrisk og
ligeløbende med Hovedet og mindst have 2/3 à
3/4 af dettes Areal. Med Weiller’s
Spaltemaskine, en Faldhammer, som kløver Stenen
mod en faststaaende lodret Mejsel, kan man
billigt slaa Brosten, hvis Form i Hovedsagen er
god, men saadanne maskinslaaede Sten maa
endnu afbanes ell. afpudses paa Hovedet og
écarreres nøjagtigt ved Behugning af
Sidefladerne, for at B. kan blive tilstrækkelig jævn og
faa smalle Fuger. Man har brugt
terningformede Sten med 17—23 cm Sidelinie, især hvor
man var henvist til at bruge forholdsvis bløde
Stenarter, for at kunne vende en ny plan Side
opad, naar Overfladen var blevet afslidt i
Kanterne; men da B. ikke er holdbar, hvis Stenenes
Sideflader er hvælvede, bliver Fordelen ved at
kunne vende de kubiske Sten i Virkeligheden
kun lille, og i Reglen bruger man nu efter eng.
Mønster aflange Sten, 8—13 cm brede, 20—35
cm lange og 15—23 cm høje. De sættes med
vekslende Stødfuger i regelmæssige Skifter, der
sædvanlig løber tværs paa Gadens Retning.
Hvor man tillader, at Stenenes Bredde varierer
i samme Leverance, sorteres de efter Bredden
paa et Sorterebræt, hvor de tilladte
Skiftebredder er afsatte ved paanaglede Tværlister,
hvorimellem Stenene maales. For at Skifterne kan
holdes lige, maa alle Sten i samme Skifte have
samme Bredde med en rimelig lille Licens, f.
Eks. 0,5 cm. Haarde Stenarter, som Granit,
Gnejs ell. Porfyr er de bedste. Et
Sandfundament kan nogenlunde hindre, at en Brosten
synker for et roligt Tryk, men gentagne
Smaastød paa Kanten vil let forskyde Sandkornene
under Stenen, saa denne synker i den Side, hvor
Stødene træffer. Hvis Færdselen reguleres, saa
hver Retning kun maa bruge sin Halvdel af
Kørebanen, vil Stødene fra Hjul, som ruller over
Tværfugerne, alle træffe i Forkant af Stenene,
saa disse efterhaanden kæntrer over imod
Færdselsretningen, hvorved Overfladen bliver
savtakket. Da Uregelmæssigheder i
Undergrunden tillige kan fremkalde pletvise Synkninger,
maa B. paa Sandfundament af og til omlægges,
for at Overfladen kan holdes jævn, indtil den
fremskridende Kantafslidning gør Hovedet saa
hvælvet, at Stenene maa kasseres. Denne
Omlægning kan man undgaa ved i St f.
Sandfundament at bruge et 15—20 cm tykt Fundament af
Skærver, sammentromlede som
Makadamisering, ell. af Beton; men Brostenene maa da
have eng. Behugning, d. v. s. hugges paa
Rodfladen, saa alle Sten bliver lige høje, og
samtidig gør man ofte de modstaaende Sideflader
parallelle, saa Hoved- og Rodflade bliver ens.
Imellem det haarde Fundament og Brostenene
indskyder man et c. 2 cm tykt Sandlag, for at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
