Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brudering. En Ring har hos mange Folkeslag været Sindbillede paa Troskab og Forening - Bruderov. Ved Siden af Brudekøb fandtes ogsaa den Skik, at Brudgommen røvede Bruden - Brude's Livbaand, se Redningsapparater. - Brudeslør. At Bruden er tilsløret, er en ældgammel østerlandsk Skik - Brudesvend, Navnet paa Brudgommens Ledsagere - Brudevold (kaldet Bru de Wold), Hilmer Theodor, norsk-sydafrikansk Militær, (c. 1842-1913)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
knyttet Knude ell. et Smykke, der brødes i to
Halvdele, een til hver. Brugen af B. kom til Norden
fra Middelhavsfolkene, men hos disse havde
Skikken antaget forsk. Form. Grækerne
anvendte to Ringe, een til hver af Brudeparret. Ved
Brudevielse efter den gr. Kirkes Ritual den Dag
i Dag overrækker Præsten Brudgommen en
Guldring, Bruden en Sølvring; Ringene
ombyttes derefter af Brudeføreren, saa at Bruden
faar Guldringen. Hos Romerne brugtes derimod
kun een Ring. Skikken fastholdtes ogsaa her af
Kristendommen, og under Pavekirken
velsignede Præsten Ringen, som Brudgommen
derpaa satte paa Brudens fjerde Finger paa
venstre Haand, »thi vise Mestre og Læger skrive,
at der ganger en Aare fra Hjertet og til den
fjerde Finger«. Under denne Form naaede
Skikken til Norden og kæmpede sig her, om end
langsomt, frem i Middelalderen. Særlig
vægrede man sig ved at anbringe Ringen paa
venstre Haand; den skulde paa den højre, den,
der under Bortfæstningen lagdes i Bejlerens
Haand. Ved Lutherdommens Indførelse var
man naaet til, at Brugen af Trolovelsesring var
blevet nogenlunde alm. hos Adelen. Den
begyndte Udvikling afbrødes ikke af
Lutherdommen. Men i Slutn. af 17. Aarh. naaede den gr.
Brug af to Ringe, der imidlertid havde bredt
sig over Syd- og Vesteuropa, ogsaa op til
Norden. Her er den siden da trængt helt igennem.
I Norden veksles nu de to Ringe ved
Forlovelsen, i Tyskland ved Vielsen.
Tr.-L.
Bruderov. Ved Siden af Brudekøb, hvorved
Brudgommen for en nærmere aftalt Købepris
købte Bruden af Brudens Fader, fandtes hos
Oldtidens primitive Folk ogsaa den Skik, at
Brudgommen røvede Bruden. Hos Inderne var
et saadant B. en Form for Ægteskabs Stiftelse,
der særlig var tilladt Krigeradelen. I Sparta
har vi i de hist. kendte Bryllupsskikke sikkert
et sindbilledligt Rudiment af en ældre Tids B.
Ogsaa i det øvrige Grækenland har B.
rimeligvis været kendt. I de gr. Sagn forekommer ofte
B. (Helena’s Bortførelse i de homer. Digte).
Det er endvidere muligt, at der i det rom. Sagn
om Sabinerindernes Rov er bevaret en Erindring
om et gl. B. Om den ældste germanske Tid
berettes det hos Tacitus, at Cheruskerfyrsten
Arminius ved Rov skaffede sig til Hustru Segestes’
Datter, der var lovet en anden. Og i de
germanske Sagn og Digtninge prises de Helte, der
ved en dristig Vaabendaad henter sig en
Hustru. I nordgermansk Ret træffer vi en
ejendommelig Art af lovlig anerkendt B. Saafremt
Brudens Forlover, efter at Brudekøbet var
afsluttet, vægrede sig ved at overgive Bruden
til Brudgommen, da var denne — under
Iagttagelse af visse Formaliteter — berettiget til at
samle sine Venner og med Magt »tage« Bruden.
Ogsaa i de keltiske Sagn er det alm., at
Heltene skaffer sig deres Hustru ved Rov. Og i de
ældste irske Retsoptegnelser, Senchus Mor,
forudsættes foruden den aabenlyse og hemmelige
Bortførelse med Brudens Villie ogsaa den
voldelige Bortførelse. Ligesom vi imidlertid intet
sikkert ved om, hvorledes B. kronologisk og
geografisk har forholdt sig til Brudekøb, savner vi
ogsaa enhver paalidelig Oplysning om, hvorvidt
B. nogen Sinde hos noget Folk har været en
alm. udbredt Skik, endsige den eneste gyldige
Form for Ægteskabs Stiftelse. Hos enkelte af
Nutidens primitive Folk, f. Eks. hos visse
australske Stammer, findes Brudeceremonier, der
skal forestille et B. Men et virkeligt B. kendes
intet Sted. Og dette synes paa Forhaand at
tale imod, at B. hos Oldtidens primitive Folk
har bestaaet som en fast Institution. Hvad der
hos de forsk. ariske Folk berettes om B., er da
sikkert enten kun undtagelsesvis forekommende
Tilfælde af virkeligt B., der ikke berettiger til
alm. Slutninger, ell. blotte Brudeceremonier, der
i de fleste Tilfælde ikke nødvendigvis behøver
at forklares som symbolske Rester af et opr. B.
Enkelte af de Brudeskikke, der forestiller
Brudens Bortførelse med Magt, er rimeligvis
simpelthen at opfatte som et konventionelt Udtryk
for Brudens naturlige Skamfølelse ell. for
hendes ret forstaaelige Ængstelse ved at skulle
forlade det fædrene Hjem og drage bort til det
ukendte. Forholdet til den ikke altid blide
Svigermoder kan vel ogsaa have virket
skræmmende. Undertiden er de sikkert blot et
Sindbillede paa Brudens Løsrivelse fra hendes
fædrene Slægt og hendes Underkastelse under
Brudgommens Myndighed. Og ofte kan de
vistnok ligefrem forklares som Udtryk for visse
kultiske ell. overtroiske Forestillinger. (Litt.:
Dargun, »Mutterrecht und Raubehe« [1883];
Ernst Grosse, »Die Formen der Familie«
[1896], S. 105 ff.; Herman Hirt, »Die
Indogermanen«, II [1907], S. 437, 712; Heinrich
Brunner, »Deutsche Rechtsgeschichte« I2
[1906], S. 94 ff.; H. d’Arbois de
Jubainville, La famille celtique, S. 149 ff.; Ernst
Samter, »Familienfeste der Griechen und
Römer« [Berlin 1901], S. 47 ff.; Samter,
»Geburt, Hochzeit und Tod« [Leipzig og
Berlin 1911], S. 98 ff.).
C. W. W.
Brude’s Livbaand, se
Redningsapparater.
Brudeslør. At Bruden er tilsløret, er en
ældgammel østerlandsk Skik. I Middelalderen og
omtr. til 1700 anvendtes ikke B. i Norden; men
man smykkede Bruden, efter Kirkens
Mariabilleder, i farvet Klædebon, guldbehængt og med
Krone paa Hovedet. Først fra Ludvig XIV’s Hof
udgik den ny Brudedragt: hvid med Myrtekrans
paa det hvide Slør.
Tr.-L.
Brudesvend, Navnet paa Brudgommens
Ledsagere. De havde fordum det Hverv at følge
ham til Brudens Hjem, om Aftenen lyse ham
med Fakler til »Brudehus«, hjælpe ham i
Brudeseng og den næste Dag ledsage Parret til og
fra Kirke.
Tr.-L.
Brudevold (kaldet Bru de Wold),
Hilmer Theodor, norsk-sydafrikansk Militær,
f. c. 1842 paa Søndmør, d. Septbr 1913 paa sin
Ejendom »Eidsvold« nær Durban, Natal. Kom
1862 til Natal, hvor han anlagde Sukker- og
Kaffeplantager. Kort efter sluttede han sig til
Koloniens frivillige Armékorps Alexandra
Mounted Rifles, viste sig som en ivrig og dygtig
Militær, deltog med Udmærkelse i Zulukrigen
1879, blev Officer, fik Korpset sammensmeltet
med Regimentet Border Mounted Rifles, som
han reorganiserede, og hvor han hurtig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
