Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brunkul kaldes de Aflejringer af Kul, som hyppig optræder i Tertiærformationen - Brunkulformationen, en i ældre Tid benyttet Betegnelse for Tertiærformationen (s. d.). - Brunkulsandsten kaldes enhver til den brunkulførende Tertiærformation hørende Sandsten - Brunkultjære. Ved tør Destillation af Brunkul ell. kulholdige Skifere - Brunkvæg, se Kvægracer. - Brunlanes, Herred, Larvik Fogderi, Jarlsberg og Larviks Amt - Brunlanes, ogsaa kaldet Nes Jernværk - Brunn, Heinrich von, tysk Arkæolog og Kunsthistoriker, (1822-1894) - Brunnakke, d. s. s. 1) Pibeand, 2) Taffeland, se Ænder. - Brunnanburh (Brunanborg) var en nordengelsk Borg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og Ringkjøbing og tilhører alle Miocænetagen.
Hidtil har de danske B. ikke haft nogen
økonomisk Bet., fordi deres Beskaffenhed synes
mindre god, men vel navnlig fordi de
gennemgaaende findes under uheldige Forhold, idet de
i Reglen overlejres af ret mægtige Grus- og
Sandlag og derfor er vanskelig tilgængelige. I
Nordtyskland har miocæne B. en vid
Udbredelse, medens de mellemtyske tilhører
Oligocænetagen. B. findes endvidere i stor
Udstrækning i Böhmen og Ungarn. De ældste B. (eocæne)
findes i Tyrol (Häring), i Norditalien (Monte
Bolca) og i Paris-Bassinet; i Frankrig findes B.
ogsaa i Auvergne. Af mindre Bet. er B. paa
Færøerne samt paa Island. I Vestgrønland
findes ogsaa mægtige Aflejringer af B., navnlig
paa Øen Disko og paa Halvøen Nugsuak, hvor
der findes et Kulbrud. Det samme er Tilfældet
ved Isfjorden paa Spitsbergen. Ogsaa omkring
Missouri i Nordamerika, i Japan samt paa
Borneo og Sumatra har man fundet B.
Den vigtigste Anvendelse af B. er som
Brændselsmateriale, i Tyskland navnlig i Form
af Briketter. Endvidere fremstilles af B. ved
tør Destillation Parafin og Mineralolie. I mindre
Maalestok anvendes B. til Fabrikation af
Kønrøg, og visse jordagtige Varieteter bruges som
brunt Farvestof (»kölnsk Umbra«).
J. P. R.
Brunkulformationen, en i ældre Tid benyttet
Betegnelse for Tertiærformationen (s. d.).
Brunkulsandsten kaldes enhver til den
brunkulførende Tertiærformation hørende
Sandsten. I Danmark, særlig i det sydlige og
vestlige Jylland, optræder B. hyppigst som en
Limonitsandsten, ɔ: en af Kvartskorn
dannet, rustbrun Sandsten, hvis Bindemiddel er et
Jernilte. Se i øvrigt Tertiærformation.
J. P. R.
Brunkultjære. Ved tør Destillation af
Brunkul ell. kulholdige Skifere fra
Tertiærformationen kan bl. a. udvindes et tjære- ell. olieagtigt
Produkt, der indeholder Parafiner og benævnes
B. Hertil egner sig navnlig en meget parafinrig
Varietet af Brunkul, der kaldes Pyropissit
(Vokskul).
J. P. R.
Brunkvæg, se Kvægracer.
Brunlanes, Herred, Larvik Fogderi,
Jarlsberg og Larviks Amt, (1910) 4491 Indb., dannes
af de 3 Sogne Tanum Hovedsogn med
Berg og Kjose Annekser, af hvilke de to
første med Tanum nordligst og Berg sydligst
ligger paa den store Halvø, som stikker ud i
Skagerrak mellem Larviksfjorden og
Langesundsfjorden, medens det sidste indtager den
V. f. liggende bjergfulde Strækning paa
Sydsiden af Farisvand. Den sydlige Del af B. er
veldyrket og godt bebygget; i Kjose, som
nærmest er at anse for en Skovbygd, ligger kun
faa Gaarde ved og i Nærheden af Farisvand.
Af større Gaarde i B. kan mærkes Brunla
og det slotsmæssig bebyggede Fritsøhus,
Hovedsædet for Ejeren af Fritsø Værk, samt
de to Strandsteder Nevlunghavn paa
Sydsiden og Helgeraaen paa Vestsiden ved
Langesundsfjorden. Inden for B. ligger paa
Østsiden Orlogsværftet Fredriksværn
med Strandstedet Staværn som Enklave.
Foruden Agerbrug og Skovdrift drives der et
ikke ubetydeligt Fiskeri af Hummer, Makrel
og i de sidste Aar af Sild, som har stødt
under Land i store Masser omkr.
Nytaarstider. Skovene bestaar væsentlig af Gran; Bøg
forekommer paa enkelte Steder i Nærheden af
Larvik. Vandene leverer ikke ubetydeligt Is til
Udskibning. Antagen Indtægt for 1910: 1008000
Kr, Formue 9728000 Kr. Herredets Areal er
185 km2, hvoraf 9 km2 Indsøer.
(J. F. W. H.). M. H.
Brunlanes, ogsaa kaldet Nes Jernværk
i forannævnte Herred, Jarlsberg og Larvik Amt,
er grundlagt af Georg Orse, som 1662 her fik
Tilladelse til at anlægge et Jern- og Staalværk,
der 1668 og 1672 udstyredes med Privilegier.
B. tilhørte 1673 Grev Mogens Friis, Preben von
Ahnen, m. fl., senere Lagmand Claus Andersen,
hvis Arvinger 1691 blev tvungne til at afhænde
Værket til Statholder Ulrik Frederik Gyldenløve.
B. havde paa denne Tid i Drift Masovn, to
Damme og Stangjernshammer. Ved nyt
Lenspatent af 1692 blev det sammen med det
nærliggende Fritsø Værk indlemmet i Jarlsberg
Grevskab under det sidstnævnte Værks Navn.
B. havde tilvirket Stangjern, Kanonkugler og
Jernovne; en rigt udstyret Ovn med B.’s
Signatur i Norsk Folkemuseum bærer Aarstallet
1674. B.’s Produkter hørte til de bedste i ældre
norsk Jernindustri.
K. V. H.
Brunn, Heinrich von, tysk Arkæolog og
Kunsthistoriker, f. i Woerlitz ved Dessau 23.
Jan. 1822, d. 23. Juli 1894. Uddannet i Bonn
hos Welcker og Ritschl drog B. 1843 til Rom
og levede som Arkæolog, knyttet til det
arkæologiske Institut. 1854—56 Privatdocent og
Bibliotekar i Bonn; 1856 blev B. Sekretær ved
det rom. Institut (sammen med Henzen), 1865
Prof. i Arkæologi i München, fra 1867 tillige
Leder af Møntsamlingen, senere ogsaa af
Vasesamlingen og fra 1888 af Glyptoteket. B. er en
af Tysklands mest betydende Arkæologer i
nyere Tid, rig paa Kundskab, med fin
Opfattelse og kunstnerisk Sans, skarp Metode og klar
Fremstilling. Gennem stilistisk Analyse af
Kunstværket bestemmer han dets sjælelige Indhold
og derigennem dets hist. Plads (saaledes
Statuerne af Attalos’ Votivgave i Athen, Annali del
Instituto, 1870). Der skyldes ham en stor
Mængde Arbejder, større og mindre (bl. a. i Pauly’s
Realencyklopædi), især over gr. Maleri og
etruskisk Kunst. Nævnes kan: »Geschichte der gr.
Künstler« (2 Bd, 1853—59, 2. Opl. 1889); »Die
philostratischen Gemälde gegen Friederichs
verteidigt« (1861); I relievi delle urne etrusche,
I, Ciclo troico (1870); »Beschreibung der
Glyptothek d. König Ludwigs I« (5. Oplag 1887);
»Ueber die kunstgeschichtliche Stellung der
pergamenischen Gigantomachie« (1884),
»Griechische Götterideale« (1893); »Griechische
Kunstgeschichte«, I—II (ufuldendt, 1893—97); fra
1886 var han Udgiver af: »Denkmäler gr. u.
röm. Skulptur«.
H. A. K.
Brunnakke, d. s. s. 1) Pibeand, 2) Taffeland,
se Ænder.
Brunnanburh (Brunanborg) var en
nordengelsk Borg, hvor Kong Ethelstan
tilføjede de forenede Nordboer fra
Northumberland, Skotland, Orkn-Øerne og Irland et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
