- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind IV: Bridge—Cikader /
122

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brunnanburh (Brunanborg) var en nordengelsk Borg - Brunnen, Havnestad i det schweiziske Kanton Schwyz - Brunner, Heinrich, østerrigsk-tysk Retslærd, (1840-1915) - Brunner, Johannes, fr. Mekaniker (1804-63) - Brunner, Sebastian, katolsk Teolog og Forf., (1814-1893) - Brunnerske Kirtler, se Fordøjelse og Tarmkanal. - Brunnow, Filip, russ. Diplomat (1797-1875) - Bruno (Brun), Navn paa en Mængde, mest tyske, Bisper og Klerke, hvoraf fl. er berømte, - 1) B. I, Ærkebisp af Köln, (925-965)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

frygteligt Nederlag, (937). Mange Nordboer faldt, og
deres Fører, Kong Olaf, maatte flygte.
H. O.

Brunnen, Havnestad i det schweiziske
Kanton Schwyz, ligger meget smukt ved Muota’s
Udløb i Vierwaldstädter-Søen og ved St
Gotthard-Banen, 440 m o. H., og er berømt som
Turiststation. I Omegnen ligger Kurstederne
Stoos, Axenstein, Morschach og,
paa den anden Side Søen, Seelisberg. I B.
dannedes 1315, efter Slaget ved Morgarten,
Edsforbundet.
G. Ht.

Brunner, Heinrich, østerrigsk-tysk
Retslærd, f. 21. Juni 1840 i Weis (Øvre-Østerrig),
d. 11. Aug. 1915 i Kissingen; Dr. jur. 1864 i
Wien, Privatdocent smst. 1865, 1866 Prof.
ekstraord. i Lemberg, 1868 Prof. ord. smst., 1870
i Prag, 1872 i Strassburg, 1873 i Berlin, B., der
var Elev af Unger, Waitz og Sickel, forenede i en
sjælden Grad de jur. og hist. Egenskaber, der
danner den store Retshistoriker. Som Forsker
viste han Vej paa alle de Omraader, han viede
sin Sporsans og videnskabelige Opdagerevne;
ligesom Sohm, om end med større Forsigtighed,
tog han sit Udgangspunkt i den frankiske Ret
og de dermed beslægtede ell. sig dertil sluttende
Retsforfatninger, for paa den bredeste og
alsidigste Basis at fremstille sit Lands
Retshistorie, medens han samtidig lagde den største
Vægt paa en energisk og kraftig Granskning og
Udnyttelse af Kildematerialet. Efter bl. a. at
have udg. »Das gerichtliche Executionsrecht
an Babenberger« (1864), »Zeugen und
Inquisitionsbeweis der karolingischen Zeit« (1866),
»Wort und Form im altfranzösischen Process«
(1868), »Das anglonormannische Erbfolgesystem«
(1869) vandt han europ. Ry ved »Die Entstehung
der Schwurgerichte« (1872), der efterfulgtes af
»Zur Rechtsgeschichte der röm. und
germanischen Urkunde« (I, 1880) og »Das französische
Inhaberpapier des Mittelalters und sein
Verhältniss zur Anwaltschaft, zur Cession und zum
Orderpapier« (1879); i det berømte ufuldendte
Værk »Deutsche Rechtsgeschichte« (I, 1887, 2.
Oplag 1906, II, 1892) fortættedes i en Sum
B.’s dybtgaaende retshistoriske Studier. B.’s
udmærkede Fremstilling af den tyske Rets Kilder
og Historie i v. Holtzendorff’s Retsencyklopædi
bearbejdedes til »Grundzüge der deutschen
Rechtsgeschichte« (1901, 6. Opl. 1913); i
»Forschungen zur Geschichte des deutschen und
französichen Rechtes. Gesammelte Aufsätze«
(1894) samlede B. en Del mindre Skr og Afh.;
sammen med Karl Zeumer udgav han »Die
constantinische Schenkungsurkunde« (I—II, 1888)
Af B.’s øvrige righoldige Produktion bør endnu
fremhæves: »Geschichte der englischen
Rechtsquellen im Grundriss« (1909) og »Luft macht
frei« (1910). Baade ved sin fremragende
Forfattervirksomhed, sin Medledelse af »Zeitschrift
der Savigny-Stiftung für Rechtsgeschichte«, og
Monumenta Germaniæ historica og ved sin
Virksomhed i Kommissionen for Udgivelsen af den
1914 paabegyndte »Deutsches Rechtswörterbuch«
indtog B. en central Stilling i Tysklands
videnskabelige Aandsliv. (Litt.: Otto v. Gierke
i »Deutsche Juristen-Zeitung« XX [1915], S.
833—37).
Fz. D.

Brunner [bry↱nær], Johannes, fr.
Mekaniker (1804—63), oprettede 1823 i Paris et
Værksted (nu bestyret af hans Sønner Emil og
Otto), der har forsynet de fr. Observatorier
med deres Hovedinstrumenter og leveret
vigtige Apparater til det internationale Bureau
des poids et mesures
i Sèvres.
J. Fr. S.

Brunner, Sebastian, katolsk Teolog og
Forf., f. i Wien 10. Decbr 1814, d. i Währing
ved Wien 26. Novbr 1893, studerede Teologi i
sin Fødeby og fik Præstevielse 1838. En Tid lang
stod han i Metternich’s Tjeneste, grundlagde
senere »Wiener katolische Kirchenzeitung«. Han blev
en hidsig Repræsentant for de Ultramontane og
bekæmpede med Fanatisme alle moderne
Bevægelser. Enten han skrev Vers (det didaktiske
Digt »Die Welt ein Epos« [1844]) eller Prosa
(»Keilschriften« [1856] og »Woher? Wohin?«,
delvis hans Selvbiografi [1858]), stiller han sin
Pen i Agitationens Tjeneste. Hans samlede
Fortællinger og poetiske Skr er udgivne i 8
Bd (1863—77; ny Udg. 1890).
C. B-s.

Brunnerske Kirtler, se Fordøjelse og
Tarmkanal.

Brunnow [↱brunåf], Filip, russ. Diplomat
(1797—1875), var af kurlandsk Adelsslægt og
traadte 1818 i russ. Statstjeneste efter 3 Aars
Studier i Leipzig. Han brugtes 1818—22 ved de
store diplomatiske Kongresser og fulgte 1828
Grev Voronzov som Sekretær under Krigen med
Tyrkiet, samt deltog 1829 i Fredsslutningen i
Adrianopel. B. blev derefter første Sekretær i
Udenrigsministeriet, sendtes 1839 til Stuttgart
og Darmstadt og førte Underhandlinger om
Storfyrst-Tronfølgerens, den senere Kejser
Alexander II’s Ægteskab med Prinsesse Marie
af Hessen. 1840 blev han Sendemand i London
og opnaaede her at drage England over paa
russ. Side i det østerlandske Spørgsmaal;
sluttede 1849 en Skibsfartspagt med England og
mæglede 1850 i dets Strid med Grækenland
samt deltog 1852 i London-Konferencen om den
danske Arvefølge. Da Krigen udbrød Marts
1854, maatte B. forlade England og blev 1855
Sendemand i Frankfurt; havde 1856 Sæde paa
Fredskongressen i Paris og blev 1857
Sendemand i Berlin, men vendte 11858 tilbage til sin
tidligere Post i England og forblev her indtil
Juli 1874, med et halvt Aars Afbrydelse
1870—71, da han var ansat i Paris. Han tog Del i de
tre ny London-Konferencer, 1864 om den
dansk-tyske Strid (hævdede med Styrke det danske
Monarkis Integritet), 1867 om Luxembourg og
1871 om Sortehavet; til Løn for sin Virksomhed
ved den sidste blev B. ophøjet til Greve.
E. E.

Bruno (Brun), Navn paa en Mængde, mest
tyske, Bisper og Klerke, hvoraf fl. er berømte,

1) B. I, Ærkebisp af Köln, yngste Søn
af Kong Henrik I og Broder til Otto den Store,
f. 925, d. 11. Oktbr 965, blev 940 sin Broders
Kansler, 951 Ærkekapellan og hævede det kgl.
»Kapel« til en udmærket Præsteskole, et
Arnested for Studier og kirkelig Iver. Selv studerede
han flittig, Ja søgte endog Vejledning hos gr.
Afsendinge, men var temmelig snæversynet i sin
Dom over verdslig Videnskab. 953 blev han
Ærkebiskop af Köln og overtog snart tillige
Styrelsen af Hertugdømmet Lothringen,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:02:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/4/0144.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free