- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind IV: Bridge—Cikader /
123

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 1) B. I, Ærkebisp af Köln, (925-965) - 2) B. af Toul, Pave under Navnet Leo IX (s. d.). - 3) B., Krønikeskriver, Kannik i Magdeburg, dernæst i Merseburg - 4) B. fra Köln,( -1101) - Bruno, Filippo (som Munk kaldet Giordano), ital. Filosof, (1548-1600)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

hvorved han fik haarde Kampe med Oprørspartier.
B. var sin Broders højre Haand, støttede hans
Bestræbelser for at hævde et stærkt
Kongedømme, ja styrede hele Vesttyskland, greb ind i
Frankrigs Anliggender og gjorde for lange
Tider Lothringen til Hovedsædet for kirkelige
Studier og Reformer. Kort efter hans Død skrev
Munken Ruotger hans Levned. (Litt.:
Pfeiffer, »Hist.-krit. Beiträge z. Gesch. B.’s« [Köln
1870]; Piper, »Die Zeugen der Wahrheit«
[II, Leipzig 1874]).

2) B. af Toul, Pave under Navnet Leo
IX (s. d.).

3) B., Krønikeskriver, Kannik i
Magdeburg, dernæst i Merseburg, udarbejdede et
Skrift om Sachserkrigen, De bello Saxonico,
udg. i Pertz’s Scriptores rerum German. V, et
ensidigt modkejserligt Partiskrift, der dog har
Bet. ved sin udførlige Skildring af samtidige
Begivenheder (afsluttet 1082).

4) B. fra Köln, d. 1101, ledede Domskolen
i Reims, indtil han, grebet af Tanken om
Verdensforsagelse, trak sig tilbage til en vild
Alpedal, la Chartreuse, hvor han (c. 1084)
grundlagde et Kloster og dermed
Karteuser-Ordenen, den strengeste af alle daværende
Munkeordener. Pave Urbanus II, der i Reims
havde været B.’s Discipel, kaldte ham til sig
(1089); men under Korstogsbevægelsens Uro
søgte B. til en øde Egn i Kalabrien og stiftede
der, ved della Torre, et nyt Karteuser-Kloster,
som han forestod til sin Død. B. æres som
Helgen; hans Festdag er 6. Oktbr. (Litt.:
Tappert, »Der hellige B.« [Luxembourg 1872];
Lefèvre, B. et l’ordre des Chartreux [Paris
1884]; Capello, Vita di S. Brunnone
[Neuville 1886]).
H. O.

Bruno, Filippo (som Munk kaldet
Giordano), ital. Filosof, f. i Nola 1548, d. 17. Febr
1600. B. gik, 15 Aar gl, i Kloster; men
Klostertugten var uforenelig med hans Trang til
Erkendelse og til Udfoldelse af hans Evner og
Drifter. Han blev anklaget for en Række
Kætterier og flygtede fra Klostret til Rom og, da
Anklagen fulgte efter, derpaa til Norditalien (1576).
Efter nogen Tids Ophold i Paris kom han til
Genf, og, da det protestantiske Kirkeregimente
var ham endnu utaaleligere end det kat., atter
derfra til Toulouse, hvor han virkede et Par
Aar som Lærer ved Univ. Fast Fod fik han dog
intet Sted. Tidens urolige Forhold og hans egen
indre Uro førte ham stedse paa Vandring igen.
Efter nogle Aars Ophold i Paris kom han til
England (1583), hvor han først optraadte med
sin ny Lære, der var grundet paa den
kopernikanske Hypotese og hævdede Verdens
Uendelighed og Enheden i alt trods tilsyneladende
Opstaaen og Forgaaen. Han mødte heftig
Modstand, men udfoldede, under sit Ophold i den
fr. Gesandts Hus, en storartet
Forfattervirksomhed. I en Række ital. Dialoger (af hvilke den
vigtigste er Della causa, principio e uno)
udviklede han sine filosofiske Ideer og fremførte
interessante Argumenter for den kopernikanske
Hypotese. Fra London drog han tilbage til
Paris, hvor han holdt en stor Disputation til
Forsvar for den ny Filosofi og Astronomi, og
derpaa til Tyskland, hvor han vandrede om fra
Univ. til Univ.; kun i Wittenberg slog han sig
til Ro i et Par Aar. En Række lat. Skr, til
Dels indeholdende Ændringer i hans Anskuelser,
stammer fra denne Tid. Efter Indbydelse af en
ung Venetianer, der vilde undervises af ham,
drog han ubesindig til Italien (1591) og blev
her af sin Elev overgivet i Inkvisitionens
Hænder (1592). B., der ikke selv opfattede sit Brud
med Katolicismen som absolut, sank sammen
over for Inkvisitorerne og lovede at underkaste
sig. Men fra Venezia blev han udleveret til den
rom. Inkvisition og sad i Fængsel i Rom i 6
Aar, uden at det vides, hvad der er sket med
ham i den Tid. Vi kender kun Processens
Afslutning, og her staar B. som en Helt for den
fri Forsken. Han vægrede sig nu ved at kalde
noget tilbage og led standhaftig Døden paa
Baalet paa Campo di Fiore. Paa samme Plads
blev et Mindesmærke for ham afsløret under
Stor Højtidelighed 9. Juli 1889. — B. er
Renaissancens største Filosof. Eftervirkningen af
den antikke Tænkning, Konsekvenserne af den
kopernikanske Hypotese og den kraftige
Følelse af Liv og Selvstændighed, som rørte sig i
Tiden, virkede sammen til at frembringe en
ejendommelig Tankebygning, der indeholder
Spirer, som senere Tænkere (Spinoza, Leibniz)
har udført videre. Ideen om Verdens
Uendelighed, der hos ham var en Konsekvens af, at
Jorden ikke længere kunde staa som Universets
Midtpunkt, grunder han dels paa
erkendelsesteoretiske Beviser (al Stedbestemmelses og
Bevægelses Relativitet, hvoraf følger, at der stadig
maa være noget længere ude, hvor vi saa tænker
os hen), dels paa religionsfilosofiske Beviser
(Guddommens Uendelighed, der medfører, at
dens Værk ogsaa maa være uendeligt). Men paa
samme Tid har han en Forstaaelse af, at kun
langvarige Iagttagelser kan føre til sikker
Erkendelse. Det var netop hans Stræben at bane
Vejen for en fri Erfaringsvidenskab. En
Hovedtanke i hans Verdensanskuelse er, at een
Substans rører sig i alt og under alle
Modsætninger og Forskelligheder. I et af sine seneste Skr
opfatter han den materielle Natur som
bestaaende af Atomer (Minima ell. Monader), som
dens første Elementer, uden at han dog har
opgivet sin Lære om den ene Substans. I etisk
Henseende betoner han især den uendelige
Stræben efter et ophøjet Ideal, der aldrig kan
formes udtømmende i nogen Handling (især i
Dialogen »om de heroiske Affekter«). —
Originaludgaverne af hans Skr er meget sjældne.
De ital. er med en biografisk Indledning udgivne
af Wagner (2 Bd, Leipzig 1830), bedste Udg.
af P. Lagarde, Opere italiane di G. B. (2
Bd, Göttingen 1888—89); de lat. af
Fiorentino, Bruni Nolani opera latine conscripta
(Neapel 1880—86) og Tocco, Le opere latine
di G. B.
(Firenze 1889); sidstnævnte udgav
tillige Le opere inedite di G. B. (Firenze 1891).
(Litt.: Ch. Bartholmèz, G. B. [Paris
1846—47, 2 Bd]; D. Berti, Vita di G. B.
[Turin 1868, ny Udg. 1889]; Høffding, »Den
nyere Filosofis Historie«, 1. Del [1894]; Mc
Gutyre
, G. B. [London 1903]; Dilthey,
»Gesammelte Schriften. Zweiter Band« [Berlin
1914]).
H. Høffding.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:02:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/4/0145.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free