Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brændalder og Højalderer to af Snorre Sturlason meddelte Betegnelser for to gl. (forhistoriske) Tidsrum - Brändberget, højt Punkt i det sv. Landskab Medelpad. - Brænde kaldtes vel opr. kun det Ved, der brugtes som Brændsel - Brændegople, se Gopler. - Brændehaar (bot.), er encellede Børstehaar - Brændejern (ferrum candens) har spillet en stor Rolle i Kirurgieni fordums Dage - Brændematerialier, se Brændsel. - Brændemærkning (Indbrænding med et glødende Jern af et Tegn paa et ell. andet Sted paa Forbryderens Legeme)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Brændalder og Højalder er to af Snorre
Sturlason meddelte Betegnelser for to gl.
(forhistoriske) Tidsrum, der skulde have fulgt efter
hinanden, begge forud for hist. Tid. I meget gl
Tid skulde man have brændt de Døde og rejst
Mindesten for dem, medens man senere i
Norden gravlagde den Døde og kastede en Høj
op over ham, hvilken Skik fortsattes i hist. Tid.
Naar disse Betegnelser endnu ikke sjælden
træffes i folkelig Oplysning, skyldes det maaske den
udbredte Læsning af isl. Sagaer. B. og H. er
dog lidet fyldestgørende, idet de arkæologiske
Fund forlængst har vist, at Skikken at
opkaste Høje over de Døde opkom allerede i
Stenalderen, medens Ligbrænding først blev
kendt i Bronzealderen, og de to Gravskikke
siden til Tider har skiftet, til Tider har været
brugt jævnsides. Om Mindestene (uden Indskrift)
har været rejst i Bronzealderen, er uvist;
fortrinsvis tilhører de sikkert senere Tider (jfr
Bautasten og Helleristninger).
H. A. K.
Brändberget [↱brændbærjət], højt Punkt i
det sv. Landskab Medelpad.
Brænde kaldtes vel opr. kun det Ved, der
brugtes som Brændsel. I Skovbruget er B.
imidlertid efterhaanden blevet næsten enstydigt med
»Favnsat Ved«, selv om dette i højere ell.
ringere Grad bruges som Gavntræ. Da nu
Gavntræ har højere Værdi end Brændetræ, udbydes
mange Skovprodukter under et uheldigt,
nedsættende Navn. Derfor har der ogsaa rejst sig
en Bevægelse for at indskrænke Betegnelsen B.
til kun at gælde det Ved, som ikke er
brugeligt til andet end Brændsel, fordi det er
knastet, uregelmæssigt vokset, smaat ell. angrebet
af Svamp. — Man skelner mellem B.
stablet i Rummeter og lagt i Bunker; det
første sorteres oftest i kløvet B.,
Knuder, Fagot og beskadiget, idet det
sunde Ved, naar Træstykket har over en
vis Tykkelse, kløves i 2 eller flere Stykker,
inden det favnsættes; Knuder er saadanne
Træstykker, som særdeles vanskelig kløves,
og derfor favnsættes omtrent udelte; Fagot
er B. af Træstykker med en Tykkelse fra
10—12 til 17—23 cm, og de kløves kun, naar B.
skal henligge en Tid lang, inden det sælges;
til beskadiget henregnes det, der er angrebet af
Svamp ell. slaaet i Stykker ved Fældningen.
B. i Bunker er oftest de Grene og Stammer,
som er mindre end 10—12 cm tykke, samt
meget krumme Stykker; nogle Steder bruger man
med Fordel at afkviste disse Trædele og skære
dem op til Knippel, som da ogsaa
favnsættes, medens Kvistene bliver liggende paa
Skovbunden. Især af Naaletræ bliver meget
beskadiget Ved lagt i de saakaldte Ros- ell.
Vragbunker; det tilsvarende Sortiment af
sundt Ved, Klodsbunker, der altsaa
indeholder Trædele af samme Tykkelse som Fagot,
og undertiden kløvet B., er vel almindeligvis
Gavntræ, men bruges dog ogsaa nogle Steder
til Brændsel. — B.’s Værdi afhænger vel mest
af Varmeevnen, Brændværdien (se
Brændsel), men ogsaa noget af Antændelsesletheden,
Forbrændingsmaaden og til Dels Veddets
Spaltelighed; B. af Asketræ er saaledes ofte søgt,
fordi det bedre end mange andre Træarter
kan bruges, inden det er helt tørt: der gaar
let Ild i det. I Bagerier bruges Træarter, der
kun giver lidt Røg og Sod; modsat i Røgerier,
som derfor ofte foretrækker beskadiget B. Til
Optændingsbrænde kan kun bruges Træarter,
som er lette at kløve i Smaapinde. — Omtr.
alle de dyrkede Skovtræer leverer noget B.;
men i Danmark er det overvejende Bøgen, i
Norge og Sverige overvejende Naaletræerne,
Rødgran og Skovfyr samt Birken, som forsyner
Befolkningen med B. Til Danmark indføres
megen Birk og Skovfyr som B. fra Sverige. I
Byerne udgør Trævarefabrikkernes Affald en
væsentlig Del af den samlede Mængde B., især til
Optænding; det sælges, i Modsætning til andet
B., ofte efter Vægt, da det næsten altid er tørt.
C. V. P.
Brændegople, se Gopler.
Brændehaar (bot.), er encellede, temmelig
store, spidse ell. med en kugleformet
Opsvulmning endende, kiselinkrusterede og
derfor skøre Børstehaar, som i
Reglen udgaar fra en Ophøjning af
Vævet. I deres Cellesaft findes
ejendommelige Stoffer opløste, som svier,
naar de udgydes paa og i Huden,
hvilket let sker, naar man ublidt
berører den Plante, der bærer slige
Haar. De er ejendommelige for
enkelte Slægter ell. Arter, saasom
Loasa, Wigandia, Nælde,
Jatropha urens o. a. Enkelte tropiske
Arter er meget frygtede for
Giftvirkningen (»Djævelsbladet« i
Indien), og i Reglen vil Planten i
disse Organer have et udmærket Værn
imod større Dyr.
V. A. P.
 |
| Brændehaar af Nælde. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
