Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brændemærkning (Indbrænding med et glødende Jern af et Tegn paa et ell. andet Sted paa Forbryderens Legeme) - Brændende Kærlighed, se Lychnis. - Brændenælde, se Nælde. - Brænder er den Del paa Lamper og Kogeapparater, hvor Forbrændingen foregaar (se Lamper og Kulgas). - Brænderi, se Alkohol. - Brændeskærm, se Cnidium. - Brændetegn er i Huden indbrændte Mærker paa Heste. - Brændevin (Fabrikationen), se Alkohol. - Brændevin (kulturhist.) - Brændevinsbeskatning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
der altid var infamerende, tjente — som
naturligt var — tillige som Genkendelsestegn for det
Tilfælde, at den Paagældende igen forsaa sig.
B. er nu helt afskaffet, saavel i Danmark (siden
1840) som i Norge, og kendes selvfølgelig heller
ikke mere i andre civiliserede Lande.
A. Gl.
Brændende Kærlighed, se Lychnis.
Brændenælde, se Nælde.
Brænder er den Del paa Lamper og
Kogeapparater, hvor Forbrændingen foregaar (se
Lamper og Kulgas).
Brænderi, se Alkohol.
Brændeskærm, se Cnidium.
Brændetegn er i Huden indbrændte Mærker
ell. Bogstaver, hvormed f. Eks. Stutterier,
Hesteavlsforeninger og mil. Afdelinger forsyner deres
Heste.
(C. G. B.). O. P.
Brændevin (Fabrikationen), se
Alkohol.
Brændevin (kulturhist.) nævnes ofte
i »Henrick Smids 3. Urtegaard« (Kbhvn 1555)
som Bestanddel af Medikamenter, der er gode
for »Pokker, Poplesi, Onde Øjne, Hjertens Ve«
m. m. 50 Aar senere blev den brugt ublandet,
og da var den et alm. Husraad. »Om nogen vil
vorde skøn«, hedder det i »En fornemme
Madammes Kogebog« (Kbhvn 1626), »han toe sig
udi B. Om et Menneske mister Mælet ved
Døden, da giv ham B. i Munden, fluks kommer
han til at tale. Hvo Orm haver i Øret, han
lade en Taar deri, saa dør han«. Et Minde om
B.’s Rolle som Medicin er Ordet Dram, der
kommer af gr. Drachme = et Kvintin i
Apotekervægt. Samtidig havde man begyndt at faa
Smag for B., saa Herremanden paa den fynske
Tangegaard 1553—59 kunde to Gange lade købe
henh. for 2 og 4 Skilling, at traktere »en god
Mand« med. I Inventarer fra 17. Aarh. nævnes
ofte smaa B.’s-Skaale af Sølv ell. Tin. Ved
højtidelige Lejligheder spiste man B., der blev
hældt paa kogte Kringler, som gik rundt i en
Skaal, hvoraf hver tog en Skefuld. Denne Skik
bevaredes i adskillige sv. Egne til vore Dage; i
Østjylland gik man over til at dyppe Grød i B.
Da de staaende Hære i Beg. af 17. Aarh. blev
oprettede, og udisciplinerede Soldater laa
indkvarterede i Landsbyerne, fremstod rundtom
Smugkroer, hvor B. for det meste blev betalt
med Tyvekoster. Senere brændtes der B. i
Bøndergaardene, først for alles Øjne, saa i Smug;
forfulgt ved Lov indrettede man hemmelige
Gemmesteder for Brændevinstøjet. Omkr. 1800
begyndte Kaffepunch at blive alm., og særlig
ved Gilder gik Drikkeriet over alle Grænser.
Det skete i vor Tid, i Jylland, at et drukkent
Ligfølge tabte Kisten i Graven, og i Sverige,
at Følget drog til Kirkegaarden og glemte Liget
hjemme. I øvrigt opstod (vistnok i 18. Aarh.)
den Tro, at en Dranker kunde blive saaledes
gennemtrængt af B., at alle Vædsker i hans
Legeme forvandledes til Spiritus. Det hændte,
sagde man, at hans Aande antændtes, og at han
selv kom i Brand. Han udbredte da en
modbydelig Stank, og under uudsigelige Kvaler
fortæredes han i den Grad af Flammerne, at kun
en lille Askehob og nogle Stumper af forkullede
Knogler blev til Rest. Først ved Midten af 19.
Aarh. godtgjorde ansete Videnskabsmænd det
urimelige i denne Formodning. (Litt.: H. F.
Feilberg, »Den fattige Mands Snaps« i »Dania«
V—VI [1898—99]; Samme, »Dansk Bondeliv«
I; R. Mejborg, »Landsbyskomageren Jonas
Stolt’s Optegnelser« [1890]).
(R. M.). J. O.
Brændevinsbeskatning. En særlig
Beskatning af den ved Destillation udvundne Alkohol
(Brændevin) finder Sted i saa at sige alle
civiliserede Stater, og jævnsides med den
stærke Vækst i disses finansielle Behov i moderne
Tid foregaar der en stadig mere intensiv
Udnyttelse af denne Skattekilde.
Brændevinsafgifterne, der udredes af Producenterne ell. de
Handlende, kan være tænkt som en egl.
Næringsskat og saaledes delvis sigte imod at
formindske Fortjenesten ved Fremstilling af ell.
Handel med Brændevin, men er dog i Alm.
bestemt til at overvæltes paa Forbrugerne og
søger i saa Fald i Lighed med de øvrige
Forbrugsskatter sin teoretiske Begrundelse deri, at
der forud for et Forbrug normalt er gaaet en
Indtægt, saaledes at det i Virkeligheden er
denne, der rammes. Det er jo nemlig af
Indtægterne, at de egl. Skatter til syvende og sidst
skal udredes, og det gælder her om at indrette
Skattesystemet saaledes, at Indtægterne belastes
tilpas ligeligt. For Forbrugsbeskatningens Vedk.
vil dette sige, at man bør stræbe hen til at
vælge saadanne Artikler, som nogenlunde
forholdsmæssigt indgaar i alles Forbrug og
saaledes altsaa ogsaa beslaglægger nogenlunde den
samme Andel af de forsk. Samfundsklassers
Indtægt. Dette forudsætter imidlertid Kundskab om,
hvorledes de forsk. Samfundsklasser faktisk
anvender deres Indtægter, hvilket endnu kun delvis
haves, og desuden fører ogsaa finansielle
Hensyn ofte til at foretrække saadanne Artikler,
som, fordi de forbruges af den alm. Befolkning,
kan give det Offentlige betydelige Indtægter.
Dette sidste gælder ogsaa for en
Brændevinsskat, men netop derfor maa man rent
skatteteoretisk betragte en saadan med
Betænkelighed. Naturligvis vil man i nogen Grad kunne
fjerne denne ved at inddrage ogsaa de øvrige
Arter af spirituøse Drikkevarer (Vin, Øl m. v.)
under Beskatningen, men selv en saadan alt
omfattende Alkoholbeskatning vil dog altid
komme til at tynge forholdsvis haardest paa de
brede Befolkningslag. Ganske vist maa
spirituøse Drikkevarer opfattes som en Slags Luksus,
et Forbrug, der er overflødigt, ja, i hvert Fald
i mange Tilfælde, endogsaa skadeligt, men saa
længe dette Forbrug nu engang eksisterer, kan
det i denne Sammenhæng lidet nytte at
fremhæve dets Undværlighed, og naar Udgiften
hertil desuden faktisk beslaglægger en forholdsvis
større Del af Indtægten for de Ubemidlede end
for de mere Velhavende, forbliver en B., hvad
der nu end kan tale herfor, skatteteoretisk et
ret angribeligt Middel til Indtægtserhvervelse
for det Offentlige. Og ikke blot vil en B.
gennemsnitlig taget hvile ulige paa de forsk.
Samfundsklasser, men den vil ogsaa i det enkelte ramme
ret tilfældigt, eftersom jo Forbruget af Spiritus
har en saa udpræget individuel Karakter. Paa
den anden Side maa det naturligvis ikke
overses, at en B., som den indirekte Skat den er,
ikke føles saa tungt, som man muligt kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
