Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Buddhisme (ell. Buddhaisme) er den af Buddha grundlagte Religion, et ateistisk-pessimistisk Læresystem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Skoler for Hīna-yāna, og begge Retningers Skr
er optagne i de kin. og tibetanske
Oversættelser. — I Nepal maa B. meget tidlig være
udbredt (Beretninger haves først fra 7. Aarh.),
men efter at den blev trængt tilbage af de
brahmanske Gurkha’er, er Munkevæsenet der
kun en tom Ceremoni, og Præsterne er gifte
Lægfolk; en Mængde buddhistisk Sanskrit-Litt.
er bevaret der. — I Kina blev B. officielt
indført 61 e. Kr. af Kejser Ming-ti, og i Slutn.
af 4. Aarh. bragtes den til Korea og derfra i
6. Aarh. til Japan, men Foisterne (Fo
er den kin. Benævnelse for Buddha) synes
overalt, trods deres temmelig alm. Udbredelse rundt
om i Folkets brede Lag og trods gentagen
Beskyttelse fra Statens Side, at være et blot taalt
privat Selskab. Om Buddhismen hos
Tibetanerne, Kalmukker og Mongoler,
se Lamaisme (jfr tibetansk Sprog og
Litt.). — Fra fromme buddhistiske kin.
Pilegrimme, som besøgte de sydlige Lande for at
se B.’s hellige Steder og hente buddhistiske
Bøger, nemlig Fa-Hien (Beg. af 5. Aarh.) og
Hiuen-Tsang (i 7. Aarh.), haves udførlige
Rejseberetninger, af hvilke vi faar en Mængde
yderst nøjagtige topografiske og hist.
Oplysninger. Paa de Tider var Hīna-yāna’s
Tilhængere endnu Flertallet, og B. havde da sin højeste
Blomstring i Indien. Allerede fra c. 800 e. Kr.
begynder den at aftage, ikke ved en voldelig
Udryddelse ell. Forfølgelse, der ikke godt kan
tænkes i et saa tolerant Land som Indien, men
den formaaede ikke i Længden at tilfredsstille
Folkets Trang til Religion i Konkurrencen med
de nyere ind. teistiske Retninger; hertil kom
saa ogsaa Muhammedanismens Fremstød, og B.
forsvandt faktisk næsten helt c. 1600 i selve
Indien. Paa Ceylon derimod havde
imidlertid siden Açoka’s Tid den sydlige B.
(Pāli-Kanon) sin faste Borg og har efter adskillige
dogmatiske Stridigheder i det første Aartusinde
konstitueret sig som en fast Enhed (særlig fra
12. Aarh. under Parākramabāhu I). Men
Munkeordenen har efterhaanden mistet meget af sin
Indflydelse og svinder stadig ind, B. holdes
egl. kun i Ære af de mere dannede og Folk
af ægte gl singhalesisk Race. Den sydlige B.’s
Historie er overleveret i to poetiske
Pāli-Krøniker: Dīpavaṃsa og Mahāvaṃsa fra
4. og 5. Aarh. e. Kr., begge standsende i 4. Aarh.
Sidstnævnte blev imidlertid fortsat i
Middelalderen til c. 1200. I 5. Aarh. blev Ceylon
besøgt af den kin. Pilegrim Fa-Hien, og
Buddhagosha (s. d.) kom til Øen. Hans
Virksomhed har givet den sydlige B. et mægtigt
Opsving; fra Ceylon drog han til Birma, hvor
B. blev indført og derfra forplantedes til Siam i
7. Aarh. Til andre Dele af Bagindien kom
B. fra Kina, medens den fra det ind. Fastland
(Kalinga) bragtes til Java, hvor mægtige
Bygningsværker (f. Eks. Boro-Budor) minder om
dens Blomstring; den udbredtes herfra til
Sumatra og Bali, men alle disse Lande hører
nærmest til Mahā-yāna.
Den buddhistiske Mission, der fra Açoka’s
Tid havde taget Fart baade i Syden og Norden
indtil op i det indre Asien, gik allerede i
Middelalderen efterhaanden i Staa. Det er først i
den sidste Menneskealder, efter at europæisk
Civilisation er blevet mere kendt i Østen, og
man der har faaet Øjnene op for den Interesse,
hvormed den europ. Videnskab har omfattet
B.’s gl. Litt., at man i den sydlige Buddhismes
Lande har begyndt at røre paa sig og drive
Propaganda for B. i Europa, Amerika og ikke
mindst i Japan, idet man søger at give den
en renere og oprindeligere Skikkelse.
Virksomheden udgaar fra Selskaber som
Mahābodhi-Society (1891) paa Ceylon, Society for
Promoting Buddhism i Mandalay (1900),
International Buddhist Society i
Rangoon (1903), International young
men’s Association of Japan (1902) o. fl.,
og man virker gennem Missionærer og
Udsendelse af populære Skr og talrige Tidsskr, som
udsendes over den civiliserede Verden. Ikke
mindre har man rettet Opmærksomheden paa
selve B.’s Moderland Indien, hvor der nu er
ikke faa Buddhister (over 10 Mill.).
(Litteraturen om B. er lige saa
uoverskuelig som selve den buddhistiske
Original-Litt. Som en let tilgængelig og bekvem
Oversigt kan især anbefales: R. Pischel, »Leben
u. Lehre des Buddha« [i »Aus Natur u.
Geisteswelt«, 109] [Leipzig 1906], hvis klare og kritiske
Fremstilling er ledsaget af en passende
righoldig Litteraturfortegnelse, der her kan suppleres
med flg.: E. Lehmann, »Buddha« [2. Udg. Kbhvn
1915; tysk Udg. Tübingen 1911]; B. H.
Hodgson, Essays on the Languages, Litterature and
Religion of Nepal and Tibet [London 1874];
Rājendralāla Mitra, The Sanskrit
Buddhist Litterature of Nepāl [Kalkutta 1882];
Taranātha’s »Geschichte des Buddhismus in
Indien aus dem Tibetanischen von
Schiefner« [Petrograd 1869]; Rockhill, The Life
of Buddha and the early History of his Order,
derived from Tibetan works [London 1884]; S.
Beal, A Catena of Buddhist Scriptures from
the Chinese, og B. in China [London 1870 og
1884]; Edkins, Chinese B. [London 1880];
Fujishima, Le B. japonais [Paris 1889];
Arthur Pfungst, »Aus der indischen
Kulturwelt« [Stuttgart 1904]; R. Falke, »Der
Buddhismus in unserm modernen deutschen
Geistesleben« [Halle 1903]; A. Grünwedel,
»Buddhistische Kunst in Indien« [2. Oplag
Berlin 1900, engelsk Oversættelse, London
1901] og »Buddhistische Studien. Glasuren aus
Pagan« [Berlin 1897]; A. Foucher, Les
basreliefs Gréco-bouddhiques du Gandhara &
Iconographie Bouddhique [Bibl. de l’école des
hautes études vol. XIII]. — Af den buddhistiske
Litt.’s Historie [Pāli- og Sanskrit-Kilderne]
haves nu en udførlig Fremstilling hos M.
Winternitz, »Geschichte der Indischen Litteratur«
II Bd, 1. Afd. [Leipzig 1913]. Studiet af
Pāli-Kilderne, der især knytter sig til de danske
Pionerer i Forskningen, V. Fausbøll og V.
Trenckner [s. d.], fortsættes med en stor
Udgiver- og Oversættelses-Litt. [Journal &
Publications of the Pāli Text Society, London
1882, ff. og spredt i Sacred Books of the East,
senere ogsaa i Tyskland] [jfr »Orientalische
Bibliographie«]. Antologier i Oversættelse
haves, foruden den ypperlige af H. C. Warren,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
