Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bulgarien fra 1878 til 1908 et halvsuverænt Fyrstendømme, fra 1908 et suverænt Kongerige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Porten stadfæstet Fyrste. Den S. f. B. liggende
Landsdel Østrumelien skulde være autonom og
have en kristen Guvernør.
Den endnu ikke konstituerede bulg. Stat var
midlertidig okkuperet af Russerne, og den russ.
Generalguvernør Fyrst Dondukov-Korsakov lod
sammenkalde en grundlovgivende Forsamling,
der vedtog en fri Forfatning, for en stor Del
efter belg. Mønster. 29. Apr 1879 valgte
Nationalforsamlingen i Trnovo Fyrst Alexander af
Battenberg, en Nevø af Zar Alexander II, til
Fyrste af B. under Navnet Alexander I.
I Juli ankom denne til B.’s Hovedstad og
Residens Sofia. Parlamentet paatvang ham snart
et liberalt Ministerium, som optraadte stærkt
antirussisk under Slagordet »B. for Bulgarerne«.
Der indtraadte et politisk Kaos, som
foranledigede Fyrsten til med Ruslands Samtykke 9.
Maj 1881 at tiltage sig absolut Magt. Han
optraadte med saa megen Kraft, at Sobranjen
virkelig gik med til at suspendere Forfatningen og
overdrage Fyrsten absolut Myndighed for syv
Aar. Men hermed blev Russerne Landets egl.
Herrer, de russ. Generaler Skobelev og
Kaulbars førte Styret, og Alexander blev
efterhaanden saa betænkelig ved Situationen, at han
aabnede Forhandlinger med Partiførerne og fik
dannet en Koalition af alle Partier paa Basis
af Forfatningens Genindførelse, hvilken fandt
Sted ved en Proklamation (Septbr 1883).
Alexander kom derved i dyb Unaade i Rusland. I
Østrumelien fandt 1885 et Oprør Sted under
Ledelse af en tidligere Faarehyrde; Oprørerne
proklamerede Tilslutning til B., og da Tyrkerne
havde undladt at sende Tropper ind i
Østrumelien, gennemførtes Revolutionen let, og Fyrst
Alexander drog i Triumf ind i Philippopel.
Stormagterne protesterede mod dette Brud paa
Berlin-Traktaten — kun England stillede sig
velvilligt til B. — og Rusland opfordrede Porten
til at tage Østrumelien tilbage. Serbien, der
haabede under disse Forhold at kunne erhverve
Gammel-Serbien fra sin Nabo, begyndte Krig
med B., og Rusland trak pludselig alle sine
Officerer hjem fra B. og lod de uøvede bulg.
Tropper klare Situationen. Men Alexander slog
hurtigt Serberne ved Slivnitza og Tsaribrod og
overskred den serb. Grænse, og Krigen sluttede
14 Dage efter dens Udbrud, idet Serbien ved
Østerrigs Intervention gik ud af den med
uformindsket Omraade (Freden i Bukarest, Marts
1886). Ved Konventionen i Top-Khane (April
1886) blev Fyrst Alexander af Sultanen
anerkendt som Generalguvernør over Østrumelien.
B. og Østrumelien blev bragt i nøje
administrativ Forbindelse med hinanden. Alexander’s
Held vakte øget Uvillie i Rusland, og paa
russisk Anstiftelse kom en
Sammensværgelse af Officerer og Politikere, deriblandt
Premierminister Karavelov i Stand. 21. Aug.
1886 blev Fyrsten overrumplet om Natten,
maatte, truet paa Livet, underskrive sin
Tronfrasigelse og sendtes saa som Fange til Rusland.
Voldsdaaden vakte alm. Forbitrelse i B.;
Kammerpræsidenten Stambulov iværksatte en
Modrevolution og styrtede den provisoriske
Regering, og Fyrst Alexander, som var blevet sat
paa fri Fod af Russerne, vendte tilbage.
Fyrsten begik nu en besynderlig politisk Fejl, idet
han overlod det til Ruslands Zar at afgøre, om
han skulde tage Kronen igen ell. ej, og
saaledes ignorerede Tyrkiets Suverænitet og
styrkede Ruslands Krav paa Indflydelsen i B. Da
Zarens Svar var afvisende, maatte Alexander
opgive Spillet. 8. Septbr abdicerede han paa ny
og forlod Landet.
Et Regentskab, hvis mest fremtrædende
Medlem var Stambulov, førte nu Regeringen under
stadig Kamp med den russ. Indflydelse. Den
i Trnovo samlede »Store Sobranje« tilbød
Kronen til Prins Ferdinand af
Sachsen-Koburg-Gotha, efter først at have faaet Afslag fra
Prins Valdemar af Danmark. Han modtog
Valget og overtog Regeringen i Trnovo 14. Aug.
1887. Han havde at kæmpe med Ruslands
Fjendskab, og Tyrkiet nægtede at anerkende ham.
Stambulov blev Premierminister og styrede,
støttet paa et solidt Flertal i Sobranjen, med
haard Haand og med gode Resultater. Et
Indfald i Landet under Ledelse af en russ. Kaptajn
blev slaaet tilbage, den hellige Synodes
Biskopper, der nægtede at anerkende Fyrst Ferdinand,
blev fjernede fra Sofia, en
Militærsammensværgelse under Major Panitza blev knust. Et
Mordattentat rettedes mod Stambulov, men det blev
en anden Minister, der faldt som Offer derfor.
Imidlertid bragte Stambulov et udmærket
Forhold til Veje mellem Bulgarien og Rumænien og
forbedrede ligeledes i høj Grad Forholdet til
Tyrkiet. 1893 ægtede Fyrst Ferdinand
Prinsesse Marie-Louise af
Bourbon-Parma, og da dennes Familie krævede, at
Brylluppet skulde finde Sted efter rom.-kat. Ritus,
gik Stambulov, der indsaa Vigtigheden af at
sikre Landet et Dynasti, med til det upopulære
Skridt at faa ændret Forfatningens
Bestemmelse om, at Tronarvingen skulde tilhøre den
ortodokse Kirke. Fødslen af en Tronarving bidrog
til at fæstne Fyrstens Stilling og gjorde ham
mindre afhængig af den kraftige
Premierminister, hvem han personlig ikke yndede.
1894 lod Fyrst Ferdinand Stambulov falde
og tog et Kabinet Stoilov, der ved sin
politiske Karakter var et Udtryk for Fyrstens
Ønske om at komme til Forsoning med
Rusland. Nyvalgene til Sobranjen viste, at denne
Politik havde Støtte i Folket. Zar Alexander
III’s Død 1894 jævnede Vejen for Udsoningen,
som besegledes ved Tronfølgeren, Prins
Boris’ Overgang til den ortodokse Kirke 1896.
Denne Reaktion mod det Stambulov’ske
Regimente førte en Mængde Flygtninge tilbage til B.,
og de Officerer, der som Deltagere i Fyrst
Alexander’s Bortførelse var flygtede til Rusland, blev
benaadede. Imidlertid var Stambulov Juli 1895
blevet myrdet paa aaben Gade. Undersøgelsen i
Anledning af Mordet førtes med en Slaphed,
som udsatte Regeringen og Fyrsten for skarp
Kritik i Udlandet. Af tre Anklagede blev den
ene frikendt, de to andre idømte tre Aars
Fængsel; den, der havde begaaet Mordet, blev først
7 Aar senere dømt til Døden.
Med Opgivelsen af Stambulovismen blev
Forholdet til Porten mindre godt, og den tyrk.
Regering betonede lejlighedsvis skarpt Sultanens
Overhøjhed over B. En russ. Plan om at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
