Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bygningskunst (hertil Tavlerne »Bygningskunst« I-XII), Arkitektur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Taggavlene kan vise krummede Spær, der
danner Spidsbuer ligesom i gammelengelske
Bøndergaarde, ell. fladereliggende, lige Spær, der
minder om det gr. Tempeltag; stundom
gengives endogsaa Vindskederne ell. Hornene over
Mønningen. Til yderligere Stadfæstelse af
Stenhuggernes Nøjagtighed finder vi endnu i de
samme Egne lgn. Træhuse; Forbilledet har levet
endnu til vore Dage. Næppe noget andet Sted
vinder vi et saadant Indblik i Oldtids
Tømmerhaandværk, og særlig kaster disse Klippefacader
Lys over den gr. B.’s Forhistorie, selv om de
næppe er af højere Alder end de ældre gr.
Bygninger.
Alle de hidtil nævnte Folkeslag blev til Slut
undertvungne af Perserne, det sidste store
orientalske Herskerfolk, og det er da naturligt,
at Perserne lærte meget af de Besejrede.
Allerede »Kyros’ Grav« i Pasargadæ viser
Blandingen; det lille Stenhus med det flade, om
Lilleasien mindende Tag hviler paa en høj
Sokkel med 6 Trin ell. m. a. O. en Slags
Trinpyramide, der tidligere har været omgivet af
en Gaard med Søjlegange. Selve Kyros’ Palads
er forsvundet, men hans Efterfølgeres store
Bygværker, især i Persepolis, er bedre bevarede.
Den pers. B. var i udpræget Grad en Hofkunst,
og dens eklektiske Retning fornægter sig næppe
paa noget Hovedpunkt. I Planerne er der et
»nordisk« Træk; de enkelte Rum ligger ikke
sammenbyggede som i Ægypten og Assyrien,
men adskilte. Arv fra Babylon er Ler- ell.
Teglmurene, der i Persien gerne beklædes med
Kalksten, medens Artaxerxes’ Palads i Susa
dog udmærkede sig ved sine glaserede
Brændtlersrelieffer (nu i Louvre). Ægyptiske er bl. a.
Hulgesimserne over Dørene, og ægypt. virker
desuden Forkærligheden for Søjleskovene. Men
ejendommeligt er det, at Søjlerne ogsaa gør sig
gældende i det Ydre, og at en enkelt
Pragtbygning, Xerxessalen i Persepolis, sikkert
aldrig har haft Ydervægge, men har været en
aaben Søjlehal. Ogsaa Søjleformen er ny, slank
og himmelstræbende, med tyndt, ofte hulriflet
Skaft og stærkt sammensat Kapitæl, bestaaende
af en hængende og en stigende Bladkrans,
hvorover stundom en firkantet Stamme smykket med
Volutter ell. med sammensmeltede Forkroppe
af liggende Tyre ell. andre Dyr, som paa deres
Rygge bærer en firkantet, tømmeragtig Abacus.
I denne Motivsammenhobning viser nogle af
Formerne tilbage til Træarkitektur, og Søjlerne har
da ogsaa baaret Bjælkelofter. Slankheden og
Bladkransene leder Tanken hen paa det
æoliske Kapitæl, og mange Enkeltheder
(Søjlernes Rifling, Bjælkeværkets Form) peger ogsaa
mod Grækenland. Trods Persernes selvstændige
og gode arkitektoniske Tanker, trods de høje
Terrasser og Fritrapper, trods den efter
Oldtidsforhold mærkværdigt udformede
Vinduesarkitektur, er den pers. B. i ikke ringe Grad
paavirket af græsk-ionisk Kunst. (Litt.:
Perrot & Chipiez,
Histoire de l’art dans
l’antiquité II—V [1884—90];
Sarzec, Découvertes
en Chaldée. Publiés par
les soins de L. Heuzey
[1887—96]; Layard,
Monuments of Nineve
[1849—53]; Botta &
Flandin, Monuments
de Ninive [1849—53]; V.
Place, Ninive et Assyrie
I—III [1857]; M. E.
Renan, Mission en Phénicie
[1864]; Benndorf &
Niemann, »Reisen in
Lykien und Karien« [1884];
Dieulafoy, L’art
antique de la Perse, I—V
[1884—89] og L’acropole
de Suse [1890]).
Europas klassiske Kunst.
Kretisk-mykenæisk Arkitektur.
Ældre og for B.’s senere Udvikling
betydningsfuldere end disse yngre orientalske Oldtidsfolk
er den Kultur, som i andet Aartusinde f. Kr.,
altsaa endnu i Bronzealderen, blomstrede
omkring det ægæiske Hav, og som sædvanligt faar
Navn efter det første betydelige Fundsted,
Mykenæ (Schliemann’s Udgravninger), men sikkert
har haft sit egl. Hjem paa Kreta, hvis Ruiner
især er blevne kendte gennem Englænderen A.
Evan’s Undersøgelser. Paavirkning fra
Ægypten er kendelig, men Kreta-Kunsten blev saa
selvstændig, at den kunde virke tilbage paa
ægypt. Dekoration og Figurkunst. For den
ægæiske Arkitektur spillede Templerne ingen Rolle;
de største og mærkeligste Ruiner er Paladser,
hvori der kun fandtes Smaakapeller. Berømtest
er Slottet i Knossos paa Kreta, hvortil den gr.
Tradition henlægger Minos’ Hjem. I
Overensstemmelse med Sagnene om Labyrinten er
Paladsplanen saare kompliceret; en rektangulær
Centralgaard omgives af Propylæer og en
Mængde firkantede Smaakamre ordnede om
smalle Galerigange samt større Sale. Opr. har
der været 2—3 Stokværk; der er anselige
Levninger af Stentrapper, hvis lige Løb har været
støttede af Søjler, og hertil kommer endda et
underjordisk Kloaksystem. Et Vidnesbyrd om
den fredelige høje Kultur er ogsaa den
fuldstændige Mangel paa Forsvarsværker.
Murværket er som i andre ægæiske Bygninger af
 |
| Fig. 7. Enkeltheder fra Persepolis. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
