Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bygningskunst (hertil Tavlerne »Bygningskunst« I-XII), Arkitektur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ornamentik er gennemsyret af orientalske Motiver,
og andre Prototyper for det ioniske Kapitæl
peger snarere i Retning af, at dets
Kapitælvolutter er en Sammensmeltning af tekn. givet
Form og ornamentalt Prydværk, i ægte græsk
Aand. Det samme gælder andre ioniske
Enkeltheder, af hvilke Tandsnittene hist. set svarer
til de doriske Triglyffer, idet de kun kan
forstaas som Hoveder af tynde, tætliggende
Loftsbjælker, der fra konstruktive er forvandlede til
dekorative (smlg. ovf. S. 315). De to Søjleordener
er parallelle Udviklinger med vidt forsk.
kunstneriske Resultater, der synes bestemte af de
to Folkestammers Karakter, Dorernes mandige
Strenghed og Ionernes Letbevægelighed. Den
elegante ioniske Søjle bærer trods Slankheden
og trods de store Søjleafstande sin Byrde uden
Anstrengelse; den mangler vistnok altid
Entasis, men Skaftet svinger udad ned mod Basis,
og den elastiske Kapitælvolut ejer en særegen,
yndefuld Kraft; allerede Vitruv sammenligner
den doriske Søjle med en rustet Kriger, den
ioniske med en Kvinde, hvis Lokker falder ned
over hendes Skuldre. De ældste ioniske
Templer er desværre stærkt ødelagte, f. Eks. det
vældige Artemistempel i Efesos og Heraion paa
Samos; bedre bevarede er Templer i Milet og
mindre Mindesmærker, som
Nereide-Monumentet i Xanthos; ogsaa fra en senere Tid kender
vi bedst mindre Værker som Athenetemplet i
Priene (c. 350 f. Kr.), maaske i Sammenhæng
med, at det ioniske Kapitæl ikke taaler at ses
fra Siden og derfor voldte Vanskeligheder ved
de store Peripteraltemplers Hjørner.
Da Athen efter Perserkrigene en kort Tid
(450—400) blev Grækenlands ledende Magt,
mødtes de to Stilarter i dette Centrum. Efter
Borgbranden 480 tog man fat paa at genrejse
Akropolis, og her opførtes nu de herligste
Marmortempler, hvis Virkning yderligere fremhæves
ved den livligt vekslende Gruppering, som giver
hver Bygning sin særlige Akse. Først Arkitekten
Iktinos’ doriske Parthenon (70 m langt, 31 m
bredt), der dog er noget paavirket af
Ionismen og trods sine fine Forhold, sine
gennemførte Kurvaturer og Feidias’ herlige Skulpturer
ikke virker saa kraftfuldt som de bedste
gammeldoriske Templer. Derefter Trappeanlægget,
Propylæerne (437—32), hvor Arkitekten Mnesikles
i det Ydre har brugt doriske, i det Indre
ioniske Søjler, dernæst det lille, ioniske
Nike-Apteros og endelig Erechteion, hvor Arbejderne
blev afbrudte hen imod Slutn. af den
peloponnesiske Krig 407, det fineste ioniske Bygværk,
uden Kurvaturer, men udmærket ved sin
afvekslende Plan med to Flankebygninger, af
hvilke den ene er den berømte Karyatidehal,
ved sine fint skulpterede Ornamenter og ved
sine omhyggeligt afvejede Proportioner og
Enkeltheder; ikke blot det ioniske Kapitæl, men
ogsaa Søjlefoden faar her i Athen sin endelige
Form (attisk Base). Samtidig rejste Athenerne
»Theseion«, det bedst bevarede doriske Tempel,
og bl. a. attiske Bygninger kan nævnes
Apollotemplet i Phigaleia, hvor Parthenons Arkitekt i
det Indre brugte ioniske Halvsøjler og et
enkelt korinthisk Kapitæl.
Det korinthiske Kapitæl er en
videre Udvikling af Ionismens plastiske
Ornamentik, hvori de attiske Stenhuggere for første
Gang indførte Akanthusbladet, der vokser op
til at blive et af Arkitekturens vigtigste
Dekorationsmotiver. Kapitælet bestaar af en
Kalk, som omsluttes af bøjelige Akanthusblade,
hvorfra der skyder Hjørnevolutter op under
Abacus med dens skraat afskaarne
Hjørnespidser og dens indadsvungne Sider. Traditionen
nævner som Opfinder en Bronzekunstner, og i
Bronze lader det sig naturligst udforme; men
det overførtes hurtigt til Sten, og det
imødekom Tidens plastiske Trang og lod sig se lige
godt fra alle Sider. Alligevel varede det en
rum Tid, inden det vandt fuld Borgerret; endnu
i 4. Aarh. og langt senere fastholdtes dorisk
og ionisk Stil, og til det korinthiske Kapitæl
svarer ikke nogen selvstændig Orden; det
indordnedes i det givne ioniske System, som det
f. Eks. ses paa det lille Lysikrates-Monument i
Athen, rejst 334 f. Kr., med korinthiske
Halvsøjler.
Ved Siden af Templerne havde allerede den
ældre gr. B. mange andre Opgaver, hvis Natur
overvejende bestemtes ved Stædernes
demokratiske Styresæt, der krævede Bygninger til
offentligt Brug og Folkets Behag, Skatkamre paa
de hellige Steder som Olympia, Delos og Delfi,
Raadhuset (Buleutherion), Musikhuset (Odeion),
Gymnasier, Hippodromer, Søjlegange (Stoa) og
Teatre. I den ældre Grækertid spillede de dog
kun en ringe Rolle i Sammenligning med
Tempelarkitekturen; først med Kulturens stigende
Forfinelse voksede deres Tal og Bet., og de
bidrog da til Dannelsen af ny Bygningstyper.
Det 4. Aarh. udviklede Rundbygningen og
forenede den med Søjlearkitekturen; det gælder
f. Eks. »Musikhuset« i Epidauros og Philippeion
i Olympia samt Gravmonumenter som det
berømte Mausoleum i Halikarnassos, hvor
Søjlerne ligesom det lille Lysikrates-Monument er
hævede op paa en høj Underbygning.
Denne Udvikling mod større Rigdom og
Mangfoldighed fik Fart i den
hellenistiske Periode, under Alexander den Store’s
Efterfølgere, da hellensk Kultur spredtes til
Østens store Riger. Det gjaldt store ny
Bygningsanlæg, hvis Krav maatte sprænge den
gammelgræske Søjlearkitektur, og hvis Pragt ikke
kunde nøjes med den doriske Orden, der dog
kendtes og stadig gjordes slankere. Korinthiske
Søjler viste sig nu i Stortempler (Zeustemplet i
Athen), varieredes (Vindenes Taarn i Athen, c.
100 f. Kr.) og smykkedes med større Pragt.
Høje Underbygninger prydedes med vældige
Relieffer (Zeusalteret i Pergamon), ioniske
Søjler stilledes over doriske (Stoaer i Pergamon og
Athen). Ligesom Detaillerne stundom
orientaliseredes, mødtes Søjlerne med Orientens
Massevirkning, hvorom Søjlerne kun blev et
smykkende, delvis murforstærkende Hylster. Ny
Teknik dukkede op for at løse de ny Opgaver;
Kilestensbuer begyndte saa smaat at gøre sig
gældende, en enkelt Gang forekommer
endogsaa Søjlearkader, og Tøndehvælv af Kilesten
kom hist og her i Brug, i alt Fald i
Underbygninger. Materialerne blev kostbarere,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
