Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bygningskunst (hertil Tavlerne »Bygningskunst« I-XII), Arkitektur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Søjlesale, som Romerne overtog, førte de videre, dels
ved at reducere Søjlerækkerne til to, saa at Planen
kunde faa Længdeakse, dels ved at tilføje en
Dommertribune, en halvrund Udbygning ell.
Indbygning, Apsis, en Bygningsform, der paa
klassisk Jord vistnok først er brugt i Alexandrias
Havegrotter og derfra overført til Termer,
Nymfæer og til Paladsernes Spisesale, og som nu
overalt fik Indpas baade i Dekoration og i
Storarkitekturen. Med Apsiderne vandt ogsaa
Halvkuplerne Borgerret. Paa Hadrian’s Tid
(117—38) findes Apsidekupler ikke blot i hans Villa
i Tivoli, men de vinder ogsaa Indpas i en
Tempelbygning som Roma-Venus-Templet, og
medens der af Rundbygninger tidligere især var
bygget mindre Monumenter og Smaatempler,
rejste Hadrian sit vældige Gravmæle, det
senere Engelsborg, og ombyggede Pantheon,
med sin Helkuppel spændt over det
cirkelformede Rum, der ene modtager sit
Lys gennem Kuppeltoppen. Disse
Hvælvkonstruktioner betinges af tekniske Fremskridt;
Romerne brugte en fortræffelig Kalkmørtel, og
til naturlige Brudsten som Peperin, Travertin
og Marmor føjede de den brændte Lersten, der
var en Sjældenhed paa Vitruv’s Tid, men som
fik alm. Anvendelse i den mellemste Kejsertid.
Kun sjældent viste den sig i det Ydre, og da
efterlignede Romerne endogsaa korinthiske
Kapitæler i Murstensskifter; den danner
Bygningernes Kerne og betinger i Virkeligheden deres
Opstalt, men i Alm. maskeres det ny Materiale
med Puds ell. Marmor, saa at det først kommer
til Syne i de plyndrede Ruiner. Ogsaa selve
Hvælvingsmasserne gemmes bag Dekorationer,
idet de gl. Tempellofters konstruktive
Bjælkekasetter overføres som Prydværk til Kupler og
Hvælv. I det hele var den hellenistiske
Tradition endnu paa Hadrian’s Tid stærk og
livskraftig; man tilstræbte endogsaa at udrense de
overlæssede Detailler og at forme
Enkelthederne simplere og ædlere, men dette Forsøg blev
dog kun et lille Intermezzo. Snart tog
Dekorationen igen Overhaand. Broget Marmor og
Mosaik blev mere yndet end nogen Sinde før;
den gl. Forstaaelse af Søjleordenerne svandt
mere og mere; Søjleskafterne deltes i Bælter,
profileredes som Kandelabre ell. snoedes. Der
er i det hele i den sentromerske Kejserkunst
adskilligt, der minder om Barokken: frie,
maleriske Kompositioner, brudte, forkrøppede
Gesimser og Gavle o. s. v., Tendenser, der
særligt hører hjemme i Nordafrika og i Syrien,
og hvis berømteste Repræsentanter er
Rundtemplet i Baalbek og de i Klipperne mejslede
Gravfacader i Petra. Men selv om ogsaa den
storslaaede Rumkomposition er et »barokt« Træk,
former Udviklingen sig dog helt anderledes.
I Løbet af 3. Aarh. mærker man stedse
kendeligere et kunstnerisk Forfald; det gaar tilbage
med Figurkunsten, og Detaillernes Udførelse
bliver sløjere og sløjere; til sidst begynder man
at røve af ældre Bygninger og pynte sig med
disse laante Fjer (Konstantin’s Triumfbue i
Rom). Denne Tilbagegang hænger utvivlsomt
sammen med Romerrigets politiske og kulturelle
Forfald, men nyere Kunsthistorikere hævder
sikkert med Rette, at Tilbagegangen ogsaa staar
i Forbindelse med et ændret kunstnerisk Syn;
det er Afstandsvirkning, Masse og Rum, som nu
interesserer. Den senere Kejsertid har da
ogsaa frembragt følgerige arkitektoniske
Nyskabninger og draget de sidste Konsekvenser af den
hellenistiske Udvikling; den har knæsat det
rundbuede Vindue og den direkte Forening af Søjler
og Rundbuer, dels i dekorative Blendarkader,
dels i større Format i søjlebaarne
Arkaderækker, som de f. Eks. findes i Ruinerne af
Diocletian’s vældige Palads i Spalato. Selve Roms
Storværker (Caracalla’s og Diocletian’s
Termer, Maxentius’ Basilika) viser Hvælvingernes
videre Udvikling, Kombinationen af de forsk.
Hvælvingsformer og Indførelsen af Grat- eller
Krydshvælvene, der tillod at overdække et
kvadratisk Rum saaledes, at Hvælvingstrykket
samledes paa enkelte Murpiller; den sidste Form
er ypperligt udnyttet i Maxentiusbasilikaen (II, Fig.
3), hvor Midtskibet havde 3 Krydshvælv,
Sideskibene tværstillede Tøndehvælv. I Rigets østlige
Egne, hvor Ruinstæderne Palmyra og Baalbek er
særlig berømte, naaede man endogsaa at kunne
overhvælve polygonale og kvadratiske Rum med
Kupler ved Hjælp af særlige
Hjørnekonstruktioner, Tromper (udkragende Bueslag) ell.
sfæriske Trekanter, Pendentifs. Men ogsaa i
 |
| Fig. 9. Pantheon i Rom. Snit. |
|
| Fig. 10. Pantheon i Rom. Plan. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
