Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bygningskunst (hertil Tavlerne »Bygningskunst« I-XII), Arkitektur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Centralbygning som den gaadefulde, desværre stærkt
ombyggede S. Lorenzo i Milano staar næsten
ensomt. Men i selve det byzantinske Rige blev
Sofiakirken og dens Slægtninge bestemmende for
den flg. Arkitektur, der fik en ny Opblomstring
under det makedoniske Kejserhus (867—1057).
Den mest yndede Kirketype blev det mellem
retvinklede Ydermure indskrevne gr. Kors, med
tøndehvælvede Arme og kuppelkronet
Korsskæring, hvortil føjes en ell. fl. Apsider samt
Forhal. I mindre Kirker erstattes de svære
Kuppelpiller hyppigt af Søjler, og Yderarkitekturen
blev i Tidens Løb sirligere. Ikke blot øgedes
jævnligt Kuplernes Tal, som normalt blev fem
(fire Kupler over Vinklerne mellem
Korsarmene), men de hævedes paa taarnagtige
Underbygninger (Tambourer), der omgaves med
Halvsøjlearkader, hvis Buer danner Krans om
Kuppelfoden. Vinduerne blev slanke, ofte
grupperede, og ikke blot Lisener og Arkader, men
ogsaa vekslende Farvestriber af Brudsten og
Teglsten, dels i de vandrette Skifter og dels i
Rundbuerne, deler og opliver Murfladerne. Slige Træk
forekommer hyppigst i gr. og lilleasiatiske
Bygninger og holdt sig til det byzantinske Riges
endelige Fald. De fik i romansk Tid stor Bet.
for Italien, hvor S. Marco i Venezia (begyndt
1043) ogsaa har byzantiniserende Plan; de har
Slægtninge i Armenien, og den byzantinske
Kirketype danner Grundstammen i den russ.
Arkitektur, hvor den mødes med orientalske
Elementer, idet »Femkuppelsystemet« forenes med
Kølbuer, løgformede Kupler, Guld og brogede
Farver til Russernes nationale B. (Litt.:
Dehio & Bezold, »Die kirchliche Baukunst des
Abendlandes« I [Stuttgart 1892] ff.;
Holtzinger, »Altchristliche und Byzantinische
Baukunst« [Stuttgart 1899]; Vogue, Syrie Centrale
[Paris 1865—77]; Butler, Coptic Churches of
Egypt. I—II [Oxford 1884]; Strzygowski,
»Orient oder Rom« [Leipzig 1901] og »Kleinasien,
ein Neuland der Kunstgeschichte« [Leipzig 1903];
Choisy, L’art de bâtir chez les Byzantins
[Paris 1882]; Gurlitt, »Baukunst
Konstantinopels« [Berlin 1912]).
Den ældre Middelalder (romansk
Stil). Hverken Kelterne, Germanerne ell.
Nordboerne kendte før Romertiden nogen
Stenarkitektur, og hvad de selv i Aarhundrederne
nærmest efter Romerrigets Fald kan have bygget
af kunstfærdige Træbygninger, er næsten
sporløst gaaet til Grunde. Først med
Kristendommens Sejr lærte de efterhaanden den romerske
Murteknik, og det er en simpel Følge af dette
hist. Forhold, at Ord som Mur, Kalk, Kvader,
Tegl og det svensk-tyske Fenster alle er af lat.
Rod. Basilika-Typen blev Grundlaget for
Middelalderens Kirker, men saaledes, at der ved
Siden af den vestromerske Paavirkning ogsaa
virker orientalske Impulser fra Byzans og
endnu mere maaske fra det fjerneste Østen,
Syrien og Ægypten.
Tidligst optoges Stenarkitekturen af de
germanske Folkeslag, som trængte ind paa
Romerrigets gl. Grund og snart latiniseredes, og som
mellem deres ny Undersaatter talte lat.
Bygmestre og Haandværkere. Det gælder
Longobarderne, hvis ejendommelige
Fletværksornamenter ogsaa i lange Tider efter deres
Herredømmes Undergang mærkes i norditaliensk
Ornamentik, det gælder Vestgoterne i Spanien, og
paa en noget anden Maade gælder det de
keltiske Irer, hvis ejendommelige, primitivt
virkende Kirker (ofte kun med et eneste Rum og
med fritstillet, rundt, foroven spidsende Taarn)
indtager en Særstilling; de ældste irske
Bygværker er vanskelige at tidsfæste, men det kan
vistnok fastslaas, at Munkesamfundene har lært
deres Kunst, førend de hedenske Angelsaksere
fordrev dem fra den rom. Del af Britannien.
I anden Omgang gælder det samme de senere
Erobrerfolk, Angelsakserne og Frankerne.
Allerede under Merovingerne (6.—7. Aarh.)
udfoldedes der i Frankrig en betydningsfuld
Byggevirksomhed, der f. Eks. ved jævnlig Brug af
den korsformede Basilika type foregreb den
senere Udvikling, men især er Karolingerkunsten
(c. 800) berømt; under den mægtige Kejser Karl
den Store, der baade af politiske og kulturelle
Grunde beundrede det antikke Rom, møder vi
den første, bevidste Pleje af antikke
Kunstformer, en Protorenaissance, der især gør sig
gældende i Detaillerne. Hans Paladskapeller var
gerne Oktogoner, saaledes den berømte
Domkirke i Aachen, der minder noget om S. Vitale
i Ravenna, men snarere er paavirket fra
Orienten, og hvis Galerisøjler er hentede i Roms
Ruiner. Almindeligere var dog basilikalignende
Anlæg, f. Eks. Einhardtskirken i Steinbach.
I den flg., urolige Tid fandt Kultur og Kunst
Fristeder i Klostrene, om hvis Bygninger den
samtidige Plantegning fra Skt Gallen giver en
Forestilling, og da de politiske Forhold paa ny
bedrede sig ved Aar 1000, vedblev de gejstlige
Opgaver at være de vigtigste. Den verdslige
Stenarkitektur indskrænkede sig væsentlig til
de befæstede Borge (se Borg), og kun
Kejserpaladser, Klostre og enkelte Byhuse fik
mere kultiverede Former. Men til Gengæld
trivedes den kirkelige B.; Gejstlighedens aandelige
Magt og Troen paa Kirkebyggeriets
Fortjenstfuldhed stod urokkelig fast. Mellem Hytterne
paa Landet rejstes Tusinder og atter Tusinder
af smaa Sognekirker; Bisper og Klosterprælater
opførte Hundreder og atter Hundreder af
Storkirker, og da Byerne voksede op, kom
Borgerne med i Kappestriden, saa at Kirketaarnene
overalt hævede sig over de lave Købstadhuse.
Begejstringen kunde blive saa stor, at de
Troende spændte sig selv for de Kærrer, der bragte
Sten til Bygværket, og ofte maatte ældre Anlæg
vige for nyere og større, en medvirkende
Aarsag til, at Kirker fra Tiden før Aar 1000 er
sjældnere næsten i alle Lande. I denne Byggeperiode
(11.—12. Aarh.) udvikledes den romanske
Stil, saaledes kaldet i 19. Aarh. i Analogi med
Betegnelsen for de Folkesprog, der har udviklet
sig af Latinen.
De talløse Smaakirker, der ofte kun bestaar
af Kor og Skib, er ikke saaledes studerede, at
de kan skildres i kort Oversigt, men de er
sikkert overalt forenklede Reduktioner af de store
Domkirker og Klosterkirker, som viste Vejen for
Udviklingen og maa lægges til Grund for en
Skildring af det romanske Kirkesystem. Dets
Grundlag er som nævnt Basilikaen, men med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
