- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind IV: Bridge—Cikader /
330

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bygningskunst (hertil Tavlerne »Bygningskunst« I-XII), Arkitektur

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

enkelt, altbeherskende Stortaarn. Korene
formindskes, Skibene udvides og omskabes til
Hallekirker. Stræbesystemet trækkes inden for
Murene og udnyttes til Kapeller for Købmændenes
og Haandværkernes Altre. Konstruktionerne
fremhæves mere enkelt og tørt end i
Højgotikken; Kapitælerne stryges helt bort, saa at
Ribberne løber ubrudte fra Gulv til Hvælvingstop.
Men Side om Side med denne Nøgternhed
virker saa Haandværkernes Lyst til at løse
vanskelige og kunstige Opgaver. Ribberne krydses
stedse mere indviklet, som Stjernehvælv,
Nethvælv og til sidst i de særeste Slyng. Den
arkitektoniske Dekoration glemmer vel ikke sin
Herkomst, men med Bevarelse af et haardt,
skarpt Arkitekturpræg sammensvejfes den i
vanskeligere og kunstfærdige Ornamenter; i Løbet
af 14. Aarh. forvandlede Spidsbuerne sig jævnligt
til Kølbuer, medens Stavværkets regelmæssige
Cirkelslag og sfæriske Trekanter antog
Kommaform (Fiskeblæreornamenter), og Bladværket
blev knortet og knudret, en Udvikling, der
fortsættes i 15. Aarh. med endnu større Frihed og
Vilkaarlighed; Søjler og Ribber snoes, Fialerne
bøjes og flettes som Grene. — I Middelalderens
sidste Aarh. blomstrer ogsaa den verdslige
Arkitektur, voksende med de Velhavendes Krav til
større Luksus og Velvære. Fyrsterne bygger sig
Slotte, som begynder at miste Fæstningspræget,
Byerne kommunale Bygninger og Borgerhjem;
Bindingsværket faar kunstnerisk Udsmykning.
Og ved Løsningen af de profane Opgaver
udviklede Gotikken ny Egenskaber; ligesom i
Kirkerne slutter det Ydre sig nøje om det Indre,
men da Rummene altid skulde være mange og
forskelligartede, snart Trapper, snart store Sale,
snart Smaastuer, blev de verdslige Bygninger
hyppigt usymmetriske, maleriske og
afvekslende, med Vinduer af mange forsk. Størrelser,
med Karnapper og Smaataarne. De Brud paa
Symmetrien, som allerede kendes fra den
romanske Stils udisciplinerede Prydværk og
fortsattes i den ældre Gotik, og som i det store
fremmedes ved Klippeborgenes uregelrette,
terrainbestemte Anlæg, udfoldede sig nu i en ny,
selvstændig Profanarkitektur af udpræget
nordisk Karakter. Selv paa Kirkerne mærkes disse
Tendenser; Vaabenhuse, Kapeller og Sakristier
rejses, hvor Praksis gør det ønskeligt, og synes
ofte i deres brogede Mangfoldighed at skjule
den symmetriske Grundstamme.

I de enkelte Lande fik Sengotikken i
Modsætning til Højgotikken et vekslende, lokalt Præg.
Frankrig havde vel ikke mange fl. Storkirker
at rejse, men de ældre Bygninger stod hyppigt
ufærdige, og her som andetsteds var
Taarnene sjældent førte helt op til Toppen, saa at
der var nok at gøre med supplerende Arbejder.
Et af de pragtfuldeste got. Taarne knejser over
St Pierre i Caen (1308); af 14. Aarh.’s Værker
kan nævnes St Ouen i Rouen og St Urbain i
Troyes. Nu kom ogsaa Sydfrankrig med i den
got. Udvikling, og det samme gælder Burgund.
Det 15. Aarh.’s rige Sengotik med dens
»flammende« Kommaværk kaldes træffende style
flamboyant
. St Maclou og Palais de Justice i
Rouen (c. 1500) hører til de berømteste
Eksempler; af anden Profanarkitektur kan nævnes
Jacques Cœurs Hus i Bourges. En lgn. Udvikling
gennemgaar de sydlige Nederlande,
der politisk og kulturelt var sammenknyttede
med Burgund, Katedralerne i Bryssel, Malines
og Louvain tilhører 1300’ernes logisk nøgterne
Retning, Antwerpen 1400’ernes Flammestil, hvis
Kniplingsværk dyrkedes med den yderste
Virtuositet. De rige Stæders borgerlige B. fandt
Udtryk i Vagttaarne, Beffrois, i Tøjhaller som
i Ypern (fuldført 1304), i Raadhuse som i
Brügge, Bryssel og allerfinest i Louvain (c. 1450),
England gik mere sine egen Veje, Gotikkens
Stadier kaldes her sædvanlig Early English,
der nærmest svarer til Unggotik, Decorated og
Perpendicular. 1174 byggedes
Canterbury-Katedralens Kor af en fr. Arkitekt, men ældre
Ejendommeligheder som den langstrakte Plan og den
lige Korafslutning fastholdes (f. Eks. i
Salisbury), og ny kommer til, især Hvælv med
Vifteribber samt Trælofter med aabne Tagstole.
Domkirkerne i York, Lichfield, Exeter og Hereford
samt Westminster-Hall (fuldført 1308) tilhører
Decorated-Retningen, der foregriber Fastlandets
Fiskeblærer og Kølbuer. Mere nøgtern er 15.
Aarh.’s Perpendicular, der har faaet Navn efter
det lodrette, lidet ornamenterede Stavværk, og
ynder den lave Tudorbue; de vifteribbede Hvælv
udstyres med hængende Slutsten. De berømteste
Rum fra denne Periode er Kings College i
Cambridge og Henrik VII’s Kapel i Westminster;
mellem de talrige Profanbygninger kan nævnes
en Række Universitetskollegier. Tyskland
sluttede sig i Løbet af 13. Aarh. særlig nøje
til Frankrig; helt got., men endnu selvstændige
er Liebfrauenkirke i Trier, et af de nu sjældne
Centralanlæg, og Elisabetkirken i Marburg
(1235—83). Snart priste man dog Opus
francigenum
, og Vestfronten af Domkirken i
Strassburg samt Domkirkerne i Köln (1248—1322) og
Prag (efter 1344) virker fuldstændig fr. I 14.
Aarh. vandt man atter større Selvstændighed,
Kirkehal-Typen bredte sig igen, især i dens gl.
Hjemland "Westfalen, men ogsaa i Sydtyskland,
og tyske Hyttemesterslægter som Parler og
Roritzer blev ledende. I 15. Aarh. blev
Sengotikken paa een Gang mere nøgtern og mere
sirlig-overlæsset end i Nabolandene (Münsteren
i Ulm); det er næsten kun i Tyskland, at man
lader Ranker erstatte Stavværket og fortolker
Ribberne som af kvistede Grene. C. 1500
byggedes de ejendommeligste Kirker i de saksiske
Bjergværksstæder. En Særstilling indtager
gennem hele Perioden Østersølandene p. Gr. a.
deres baltiske Teglstensarkitektur, der er finest og
sirligst i Brandenburg, kraftigere i Hansestæderne
ved Kysten (IV, Fig. 4) og i Pommern-Preussen,
hvor den præger den tyske Ridderordens
mærkelige, i Planen klosteragtige Slotte.
Munkestenen brugtes ogsaa i Danmark, hvis Gotik
er tung og kraftig, kendetegnet ved de
ejendommelige Trappegavle, en Sammensmeltning
af Gotikkens Stavværk og Borgmurenes Tinder
(IX, Fig. 2). Noget lgn. gælder, men mindre
udpræget, Sverige, hvor Domkirken i Upsala
(efter 1287) trods den brændte Sten og baltisk
Hovedkarakter viser visse fr. Træk, medens
Brigittinerkirken i Vadstena, bygget 1388, er en
Hallekirke af Brudsten. Norge paavirkedes

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:02:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/4/0372.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free