Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bygningskunst (hertil Tavlerne »Bygningskunst« I-XII), Arkitektur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
stærkt fra England (Domkirkerne i Trondhjem
[XI, Fig. 2] og Stavanger).
Den fr. Gotiks Indflydelse bredte sig med
Korsfarerne til Cypern og spores selv i det
hellige Land. Den blev stærk i Spanien, hvor
Hovedværkerne er Katedraler i Burgos, Toledo,
Gerona, Barcelona og Sevilla, den sidstnævnte i
Fladeareal Kristenhedens største; henimod 1500
udvikles af den blomstrende Sengotik
(Florido-Stil) den udpræget sp. Plataresk-Stil, hvori
mauriske Tendenser væves sammen med ny ital.
Renaissanceornamenter paa den got.
Grundstamme. I Portugal kaldes de tilsvarende
Stilformer efter Kong Emanuel den Store. Det
Land, der stod selvstændigst over for den fr.
Gotik, var Italien, som viste sig
uimodtagelig for en Række af Stilens mest betegnende fr.
Træk, som Stræbepiller, Stræbebuer, Taarne og
Spir. De ital. Ejendommeligheder udvikles især
i Tiggermunkekirkerne, mindst Moderkirken S.
Francesco i Assisi, mere de florentinske
Værker fra Tiden 1250—1350. S. Trinitá, S. Maria
Novella og S. Croce, hvor de T-formede
Tværskibe, de vidtspændende Arkadebuer og de store
Vægflader trods gotiserende Piller, trods Ribber
og Krydshvælv (der dog kan erstattes med
Træloft), frembringer en enkel, storslaaet og bred
Rumvirkning, der næsten er mere klassisk end
gotisk. Pragtfuldere er Domkirkerne i Orvieto
og Siena, men her virker de vertikale got.
Facader, som om de ikke hørte med til de
horisontalt farvestribede Langsider, og med
Domkirken i Firenze (efter 1296, Arnolfo di
Cambio) sejrer den ital. Aand baade i det Indre
og i det Ydre; den enligtstaaende Campanile
blev fuldendt 1358, Kuppelkoret først i 15. Aarh.
Norditalien viste sig noget mere got., men den
ekstreme Gotik modvirkedes af Teglstenen, og
et Hovedværk som S. Petronio i Bologna er nær
i Slægt med Florentinerdomen. Til Opførelsen
af den pragtfulde Domkirke i Milano (begyndt
1388) maatte man fl. Gange indkalde tyske
Bygmestre, og her krydsedes i 15. Aarh. Tysk og
Italiensk paa ejendommelig Maade. Med lgn.
Variationer udformedes Profanarkitekturen i
Venedigs elegante, ukonstruktive Paladser
(Dogepaladsets ældste Facade 1310—40), i Sienas
Raadhus og især i de florentinske Bygværker
med deres Borgpræg og deres Rustikafacader
(Raadhus c. 1300, IV, Fig. 3); Loggia dei Lanzi
i Firenze svarer nærmest til Domkirken og
foregriber i mangt og meget Renaissancen, som
i Mellemitalien gør sig stærkt gældende i
Trecentos Prydværk. (Litt.: Dehio & Bezold,
»Kirchliche Baukunst« II; Corroyer,
L’architecture gothique [Paris 1891]; Martin,
L’art gothique en France I [Paris 1913]; Prior,
History of gothic art in England [London 1900];
E. Hänel, »Spätgotik und Renaiss.« [1899]; K.
Gerstenberg, »Wesen der deutsch.
Sondergotik« [1914]; Hartung, »Ziele und
Ergebnisse der italien. Gotik« [Berlin 1912]).
Renaissancen
og dens Efterfølgere.
Italiens Renaissance og Barok.
Renaissancestilens Forudsætninger maa søges i
Italiens hist. og aandelige Forhold. Her følte
man sig i Slægt med det gl. Rom, begejstredes
for dets Storhed og studerede dets Litt.
Humanismens Oldtidsstudium banede Vej for
Kunsten, og Bygmestrene, som for deres Øjne
havde de rom. Ruiner, forstod snart at omsætte
den litterære Begejstring i Arkitektur. Flere
Gange i det foregaaende er nævnt
Protorenaissance-Strømninger, og som en saadan kan i
Virkeligheden 14. Aarh.’s ital. Gotik
karakteriseres, baade p. Gr. a. dens Helhedsvirkninger
og ikke mindre p. Gr. a. de antikiserende
Detailler. Men det store, afgørende Gennembrud
kom først i Aarene nærmest efter 1400. Firenze
blev da Italiens aandelige Hovedstad og ledende
Kunstby og Florentineren Filippo Brunellesco
den første store Renaissancesarkitekt. At man
saaledes kan nævne et enkelt Navn, er
betegnende for Tidens individualistiske Aandsretning,
der hævede Kunstnerens Selvfølelse, mindedes
de enkelte Arkitekter og skrev deres Biografier;
medens Flertallet af Oldtidens og Middelalderens
Bygmestre staar for os navnløse ell. uden
Særpræg, møder vi i 15. Aarh. for første Gang klart
tegnede Personligheder.
Ungrenaissance (Quattrocento). —
Brunellesco (d. 1446) er en saadan Mand.
Fodfæste har han i den ital. Trecento-Gotik, som
mærkes baade i Florentinerdomens dristigt
konstruerede Kuppel og i Brunellesco’s florentinske
Paladsfacader, der holder fast ved Rustikaen.
Men selv i disse uddybede Brunellesco de givne
Motiver, gjorde dem vægtigere og kraftigere
(Palazzo Pittis ældste Dele) og betonede Antikkens
vandrette Led i Modsætning til den got.
Vertikalisme. Søjlearkader brugte han i sit
Gennembrudsværk, det florentinske Hittebørnshospital
(begyndt 1419), og for sine Kirkeplaner valgte han
enten et Basilikasystem (S. Lorenzo, S. Spirito)
med stærke Reminiscenser af toskansk
Protorenaissance ell. et antikt Centralsystem (Capella
Pazzi og det gl. Sakristi ved S. Lorenzo) (V, 1).
I disse Værker brød han skarpt og brat med
Gotikken og førte sine Ungdomsstudier af
klassisk Arkitektur ud i Livet; Enkelthederne fejedes
rene for Trecentos rige Prydværk; ethvert
Ornament banlystes, naar det ikke kunde tjene til
at fremhæve Logikken og Harmonien;
Hovedvægten lagdes paa de fine og gode Proportioner,
paa den nøje Afvejning af Bygningens enkelte
Dele, der tilsammen danner et behersket, noget
nøgternt, men rytmisk vekslende Hele, Grundtræk
i Brunellesco’s Virksomhed, som snart blev den
florentinske Arkitektverdens Fælleseje. I St f.
Gotikken sattes en ny romersk Stil. Romersk
Murteknik, romersk Massevirkning, store Murflader
med horisontale Led og rundbuede ell.
retvinklede Aabninger, flade Kassettelofter,
Tøndehvælv, Spejlhvælv ell. Kupler traadte i St f. det
samtidige Nordeuropas sengotiske
Bravurteknik. Især sværmede man for den kuplede
Centralbygning, der blev Renaissancens Idealtype,
tiltalende ved Grundplanens klare Logik og ved
den imponerende Rumvirkning, som man kendte
fra Roms Pantheon. Kompositionerne nærmede
sig efterhaanden mere de klassiske Forbilleder;
man lærte sig Skridt for Skridt at komponere
antikke Portaler og Vinduesindfatninger og at
stokværkdele en Facade med Arkader, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
