Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bygningskunst (hertil Tavlerne »Bygningskunst« I-XII), Arkitektur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
andre Rum gjordes mindre, og Fløjene deltes
ved Længdeskillerum, saa at der dannedes
Korridorer, der ligesom tidligere Italiens aabne
Loggiaer skabte en let Forbindelse mellem
Palæets enkelte Værelser. Endnu Ludvig XIV
lagde mere Vægt paa det majestætiske end paa
det behagelige, men da det stive Ceremoniel
løsnedes under Regenttiden og under Ludvig
XV, blev la Commodité sideordnet med
Régularité og Symétrie. Tendensen fik Udtryk i
Ornamentikkens Udvikling fra Barokacanthus
gennem Baandacanthus til Rokokoværk og i
Formningen af Interiørernes vægfaste Udstyr, de fint
profilerede Paneler, de lette, lyse og dog svage
Farver og de hvide Stuklofter; men det
raffineret elegante kom ogsaa frem i Helheden og i
det Ydre. Med Fastholdelse af Barokkens
Motiver og med Respekt for Akademiets klassiske
Lærdomme gjordes alt lettere og mindre
vægtigt; selv toskanske Søjler ell. Bossering fik ikke
Lov til at virke kraftigt, Barokkens voldsomme
Forkrøpninger mildnedes, og særlig
ejendommelige for 18. Aarh.’s Barok er de svagt
tilbagespringende, firkantede Murblendinger og de
ligesaa svagt fremtrædende Lisener, der næsten
umærkeligt indrammer Vinduerne. Søjler, Piller,
Halvsøjler, Vægpiller og Lisener bruges sammen
med rundbuede, fladbuede ell. vandret afsluttede
Vinduer og med Frontoner, Attikaer og alm.
Gesimser til at skabe rytmisk Afveksling i Facaden
og til at fremhæve Midtrisalitten og de to
svagere Siderisalitter fremfor de mellemfaldende
Partier; det er, som om Tidens Rangvæsen har
vundet Indpas i B. Men trods den rige
Afveksling fik ingen Enkelthed Lov til at gøre sig
gældende paa Bekostning af den sluttede
Helhedsvirkning. Selv hvor Risalitterne følger
bugtede Planlinier, synes Bygningerne kun elegante,
aldrig pralende, og den usymmetriske
Rokokoornamentik virker som et pikant Krydderi paa
Regelretheden og de vel afvejede Forhold. Den
fr. Rokokoarkitektur har som Barokkens sidste
Skud mistet Grundstammens Vælde og Kraft,
men bevaret den fornemme Helhed og tilføjet
et raffineret Koketteri, som ganske stemmer med
Tidens Selskabsmoder.
Regenttidens mest fremragende Arkitekter var
de Cotte og Oppenord, den yderligst gaaende
Rokokomester Meissonier. Men det er betegnende,
at denne, en født Italiener, ikke helt slog
igennem, og at Akademilæreren Boffrand, der
skjulte Rokokointeriørerne bag akademiske Facader,
fik større Indflydelse paa den fr. Udvikling.
Solkongens Hof blev det straalende Forbillede
for Europas Enevoldsregenter, og ikke mindst
fandt Ludvig XIV talrige Efterlignere i
Tyskland med dets mange større og mindre
Stater. Fr. Slotsanlæg gjorde sig derfor snart
gældende, men de specifik fr. Stilnuancer mødtes
og blandedes dels med ital., dels med
klassisknederlandske Kompositioner, saa at Tysklands
Enevoldsbarok paa sin Vis blev lige saa rig og
afvekslende som tysk Renaissance. I Berlin, der
nu, c. 1700, for første Gang gjorde sig
gældende som Kunststad, byggedes Tøjhuset
vistnok efter en fr. Tegning, men dekoreredes af
Schlüter. Den berømte Billedhugger-Arkitekt har
ogsaa Part i det kgl. Slot, hvis mest barokke
Dele skyldes ham, medens andre, mere
palladianske Partier er tegnede af Svenskeren von
Göthe. Samtidigt virkede i Franken
Dientzenhofer, i Wien Fischer v. Erlach og Hildebrandt,
i München ital. Arkitekter og i Dresden, under
August den Stærke, Pöppelmann, der ligeledes
var stærkt paavirket af ital. Barok og i
Zwingerfløjene, der er tænkt som Udbygninger til et
aldrig udført Slot, forstod at give den vildeste
Retning et ejendommeligt Præg, der endogsaa
overtrumfer Belgiens Jesuiterkirker (VII, 3). Men
samme Mand kunde senere bygge det jap. Palæ
i mere fr.-klassisk Aand, og et Stykke ind i 18.
Aarh. mærkedes Frankrigs Overmagt stedse
stærkere, især i Sydøsttyskland, hvor Kurfyrsten
af Bayern indkaldte Franskmanden Cuvilliés,
medens Neumann (Bruchsal, Würzburg) sluttede
sig nøje til fr. Forbilleder, og endelig bragte
Frederik II af Preussen den fr. Rokoko til Sejr
ed Knobeldorff’s Bygninger i Potsdam. Men i
formfuldendt Finhed naaede den tyske Rokoko
dog aldrig den fr.; den var og blev mere
svulstig-barok, og som Arv fra den tyske
Renaissance beholdt den en udpræget Tilbøjelighed til
ornamental Overlæsselse. Størst Selvstændighed
viste de tyske Arkitekter sikkert i den kirkelige
Arkitektur; der gjordes interessante Forsøg paa
at bryde ny Baner for Løsningen af den
protestantiske Prædikekirkes Problemer (Bähr’s
Frauenkirke i Dresden, Sonnin’s Michaeliskirke
 |
| Fig. 27. Tværsnit af fransk Rokoko-Palæ. Efter Oppenord. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
