Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bygningskunst (hertil Tavlerne »Bygningskunst« I-XII), Arkitektur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Hamburg). Men Sydtyskland holdt dog fast ved
den ital. Baroks Kirkeskema og drev
Jesuiterkirkernes pralende Pomp ud til den yderste
Grænse. I Sydtyskland gjorde de vildeste
Barokformer sig mere end andet Steds gældende i
Yderarkitekturen.
Spanien bevarede en vis Selvstændighed
baade over for ital. og fr. Barok og dyrkede en
fantastisk, halvgotisk Kirkedekoration
(Churriguera). Da Rusland under Peter den Store
blev en europ. Stormagt, lededes ogsaa dets B.
ind i de almeneuropæiske Baner, og dets ny
Hovedstad udstyredes med pragtfulde, men ret
parvenuagtige Barok- og Rokokobygninger.
Større kunstnerisk Værd har ubetinget
Skandinaviens Arkitektur i 18. Aarh. I Sverige
udfoldedes der under Storhedstiden en betydelig
Byggevirksomhed, og i Slutn. af 17. Aarh.
opførte den ældre Tessin en Række Adelsslotte,
medens den yngre Tessin efter Aar 1700 gik i
ital.-palladiansk Retning, hvorpaa hans Hovedværk,
Slottet i Sthlm (XII, 3), er et storslaaet
Eksempel. Beskednere, men fint og smagfuldt
formede Danmarks B. sig under
Enevoldsbarokken; fra nederlandsk Klassicisme og
meget maadeholden ital. Senbarok gik Thurah og
især Eigtved over til fr. Rokoko, ypperligt
repræsenteret ved Amalienborg (X, 1). Og selv om
den franske Rokoko ikke trængte igennem i alle
Lande, ikke formaaede at besejre Englands
Palladianisme og kun delvis optoges i Italien,
er der særlig her i Danmark Grund til at
fremhæve, at 18. Aarh.’s Stilformer formaaede at
gennemsyre ikke blot den kirkelige og
fyrstelige, men ogsaa den borgerlige Bygningskunst,
saa at selv det beskedneste Købstadhus kan
virke sundt og kraftigt ved gode, velovervejede
Forhold. (Litt.: Gurlitt, »Geschichte des
Barockstils und des Klassicismus in Belgien,
Holland, Frankreich, England« [Stuttgart 1888];
Gurlitt, »Geschichte des B. und des Rokoko
in Deutschland«; Kloeppel, »Fridericianischer
Barock« [Leipzig 1908]; Schubert,
»Geschichte des Barocks in Spanien« [Esslingen 1908];
Klopfer, »Von Palladio bis Schinkel«
[Esslingen 1912]).
Nyklassicismen og 19. Aarh. Under
Senrenaissancen og Barokken mærkes, som
allerede nævnt, i Arkitekturen en stadig Tvedragt
mellem de to Retninger, den
klassisk-palladianske og fritskabende-michelangeloske. Efter 18.
Aarh.’s Midte gav Videnskaben den første
mægtige Vaaben i Hænder. 1748 genopdagedes
Pompeji, og snart fulgte en Række
Arkitektpublikationer af andre antikke Monumenter, 1753 Wood’s
Tegninger fra Palmyra, 1758 Leroy’s Værk om
gr. Bygninger, 1764 Soufflot’s Opmaalinger af
de doriske Templer i Pæstum, 1762 ff. Stuart’s
og Revett’s Gengivelser af Athens
Oldtidsarkitektur, 1764 Robert Adam’s Spalatopalads.
Samtidig (1754, 1764) skrev Winckelmann sine
begejstrede Indlæg for den ægte gr. Kunst. Endnu
kunde man kun i de groveste Træk skelne
Antikkens forsk. Perioder, og hele Antikken kom til
at staa for Datiden som Idealet, hvid og
farveløs, rolig og formfast. Men i Modsætning til
Renaissancen stræbte Nyklassicismen tilbage til
Grækenlands Kunst som den ægte Kilde, den
Romerne og endnu mere Renaissance og Barok
havde plumret.
I allerførste Omgang blev de rom. Forbilleder
dog de afgørende. Den akademiske Retning i
Frankrig havde jo ingen Sinde sluppet dem
og behøvede nu kun at gøre faa Skridt for at
stryge Rokokoen af sig. Det skete allerede
under l’ancien Régime; 1757 begyndte Soufflot
Bygningen af Panthéon i Paris, den mægtige
Korskuppelkirke med dens rom.-korinthiske Søjler,
og i lgn. Retning arbejdede Gabriel, Petit
Trianons Arkitekt, Louis og Jardin, der virkede i
Danmark 1754—71. Men trods de ny Signaler
tog disse Kunstnere i Arv efter Rokokoen en
sirlig og yndefuld Elegance, der gerne pryder
Bygningerne med Medailloner, Vaser, Balustre
og svage Lisener og i det hele svarer til
Kunsthaandværkets samtidige Louis-XVI-Stil med
dens legende Brug af Antikkens Guirlander.
Revolutionen gav de klassiske Idealer et mægtigt
Stød fremad, og medens de republikanske
Patrioter citerede Oldtidsforfatterne og følte sig
som rom. Borgere, vendte Smagen sig mere og
mere bort fra Louis-XVI-Stilen og begejstredes
for Antikkens enkle skarpe Former. Først
under Napoleon fik B. imidlertid atter større
Opgaver, og for Kejsertiden passede de rom.
Cæsarers Arkitektur bedst; Percier og Fontaine
satte Empirestilen i System ved deres
Billedværker, og de saavel som andre af Napoleon’s
Arkitekter (Vignon, Brongniart, Chalgrin)
leverede i deres Bygninger til Dels rene Kopier
af rom. Værker; i Paris efterligner
Carousselporten Septimius Severus-Buen, Vendômesøjlen
Trajansøjlen, og Madeleine-Kirken (VIII, 1)
byggedes efter Kejserens Befaling som et Ærestempel,
der lige saa godt kunde være viet Juppiter
Capitolinus, medens Børsen kopierer
Vespasiantemplet; betydeligst og selvstændigst er Chalgrin’s
Arc de l’Étoile. I England var Skridtet fra
den strenge palladianske Retning til
Nyklassicismen næsten endnu mindre end i Frankrig
(Dance, Adam), men ogsaa her fik den ny
Retning maaske sin største Styrke i
Kunstindustrien, og gr. Smag præger først c. 1820 større
londonske Bygninger som Inwood’s
Pancratiuskirke med dens Erechteionmotiver og Smirke’s
British Museum, paa en Tid, da Nyklassicismen
ikke længere var eneherskende. I Sverige
betegner den gustavianske Stil Nyklassicismens
Gennembrud, delvis baaret af Kong Gustaf III’s
personlige Forkærlighed for det klassiske
(Adelcrantz). I Danmark naaede Jardin’s Elev
Harsdorff (d. 1797) forbavsende langt i
Forstaaelsen af hellenske Former, medens hans
Efterfølger C. F. Hansen foretrak rom. og
palladianske Motiver (X, 2). Knap saa tidlig, men
dog ogsaa før Aarhundredskiftet, begyndte man
i Tyskland at gaa i gr. Retning; efter mere
famlende Forsøg som Brandenburger-Thor i
Berlin (Langhans, 1789) fulgte den dygtige C. F.
Schinkel i Berlin med Hovedvagten (1816),
senere Schauspielhaus og Neues Museum, og Leo
v. Klenze i München med Glyptoteket (1816),
Valhalla og »Propylæerne«.
Saa megen Smag og Dygtighed, de korrekte
Nyklassikere end kunde vise, saa rene, smukke
og værdige deres Bygværker kan være,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
