Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bygningskunst (hertil Tavlerne »Bygningskunst« I-XII), Arkitektur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
rummede selve deres Tendens dog store Farer;
deres Arkitektur blev farveløs, uden Hensyn til
Materialet, og hvad værre var, det ideelt gr.
System, der ikke en Gang passede i det nordiske
Klima, maatte ofte blive en velproportioneret,
symmetrisk Attrap, som ikke stemmede med
Bygningens Brug og Indre; i de værste Tilfælde
havnede man i Absurditeter som at gemme de
virkelige Indgange under store, unyttige
Fritrapper, at maskere Etagerne af Hensyn til de
antikke Søjler og at putte et helt Stokværk ind
bag en Gesims. Slige Urimeligheder kommer vel
allerstærkest frem i nyklassiske
Epigonbygninger, men selv de dygtigste og bedste lærte
Bygmestre og Haandværkere den farlige Evne at
kunne kopiere en svunden Tids Stil slavisk og
med Opgivelse af den bedste Del af deres egen
Skaberevne. Naar Nyklassicismen blev den
sidste Stil, der prægede en hel Tids
Frembringelser, hænger det sikkert sammen med, at denne
ny Færdighed hurtig bar Frugt.
Romantisk Arkitektur. — I
England var den nationale Sengotik aldrig rigtig
død; en Mand som Wreen kunde kopiere got.
Kirketaarne og forsøge at restaurere
middelalderlige Kirker; allerede før 1750 byggedes
enkelte Herregaarde som Ridderborge. Dette blev
almindeligere efter 1800, da Wyatt arbejdede
som Restaurator; man følte Gotikken som
hjemlig eng., den sejrede i den kirkelige Arkitektur
under Ledelse af Pugin, der ogsaa har Part i
Barry’s Parlamentsbygning (VIII, 2). Den nygot.
Tradition fortsattes og uddybedes af senere
Arkitekter (Scott, Street, Butterfield, Sedding) helt
op gennem 19. Aarh. Paa Fastlandet gjorde lgn.
Stemninger sig gældende; de føles i
Tysklands litterære Sturm- und Drang-Periode, men
først med Romantikkens Middelalderbegejstring
fik de arkitektonisk Liv. Schinkel selv havde
allerede i sine Læreaar tumlet med got. Planer,
men atter ladet dem falde til Fordel for
Antikken, og som moden Mand byggede han virkelig
c. 1830 en got. Kirke. Ogsaa i Tyskland optoges
Gotikken af hist. nationale Aarsager; man
filosoferede over Gotikkens Oprindelse, og medens
mange ansaa den for en national-tysk Stil,
lagdes Grunden til Forskningen af Middelalderens
Arkitektur. 1841 tog man fat paa Fuldførelsen
af Kölner-Domen, o. m. a. middelalderlige
Bygninger restaureredes, ogsaa romanske, idet
andre Arkitekter foretrak oldkristelige ell.
romanske Motiver (Fr. Gärtner i München). Paa en
protestantisk Kirkekonference 1861 vedtoges det
dog at give den »saakaldte germanske (gotiske)
Stil« Fortrinet, medens Ungewitter udgav sine
got. Mønsterbøger. Med langt mere Berettigelse
kunde Frankrig i Gotikken se sin nationale
Stil, og fransk var da ogsaa den dygtigste og
højest begavede af alle Nygotikerne,
Viollet-le-Duc, der virkede baade som selvstændig
Arkitekt, som Restaurator (Ste. Chapelle,
Nôtre-Dame, Pierrefonds) og som arkitekturhistorisk
Forf. Gennemsnitstalenterne havde vanskeligt
ved at frigøre sig for »Empiren«; under deres
Hænder blev Gotikken overalt tør og kedelig;
Helhederne strengt symmetriske, Detaillerne
klassisk ensartede; man kunde oversætte dens
Former til Støbejern, og medens Maskinerne
gav det gl. Haandværk Ulivssaar, blev
Nygotikken i mange Tilfælde kun en blodløs
Tegnebrætsarkitektur. Og dog var selv de dygtigste saa
sikre i deres Sag, at de i god Tro forgreb sig
paa middelalderlige Kirker, »rensede« dem for
alle senere Tilføjelser og stundom rettede de gl.
Arbejder efter deres egen Lineal.
Eklektisk Stilkopiering. —
Nygotikken naaede ingen Sinde at blive
eneherskende, men blev snart en »Maskinstil« mellem
mange andre. Endnu inden Nyklassicismens
Udløbere (Biedermeyer-Stil) havde tabt
Herredømmet over Husbygning og Industri, dukkede ny
Stilkopieringer op. En Rokokoretning gjorde sig
vel kun gældende i Haandværket, men i B.
fremkom som nævnt oldkristelige og romanske
Motiver, og hertil føjedes naturligt ital.
Renaissancekompositioner, der tidlig fandt en dygtig
Forkæmper i den ogsaa litterært arbejdende G.
Semper (VIII, 3, Hofteatret i Dresden 1838; senere
i Zürich). Fra ital. gled man snart over til
hjemlig Renaissance. Under det andet Kejserdømme
i Frankrig blev saaledes fr. Motiver flittigt
udnyttede (Tilbygningerne til Louvre) og mødtes
med akademisk, klassisk og ital. Tradition
(Garnier’s Opera). I Tyskland gav den nationale
Vækkelse og Rigets Samling Stødet til en livlig
Brug af tysk Renaissance. I Danmark
efterlignedes Christian IV’s Stil; i Holland den
nederlandske Renaissance (Cujper’s Rigsmuseum i
Amsterdam 1871). Da samtidig Nyklassicismen
levede videre (Theofilus Hansen i Wien), da
snart alle andre Stilnuancer kopieredes,
florentinsk og veneziansk Renaissance, nordisk
Murstensgotik og maurisk Arkitektur, og da endelig
Barokken ogsaa begyndte at gøre sig stærkere
gældende i de moderne Storstæders store
Byggeforetagender, f. Eks. i Poelart’s mægtige
Justitspalads i Bryssel 1866, kunde en enkelt Gade
blive et Mønsterkort paa Alverdens Arkitektur.
Endnu i 1880’erne gik man i det hele og store
ud fra den Grundsætning, at Nutiden ikke
evnede at skabe sin egen Stil, men blot at vælge
mellem de gamle, og alt for ofte tog man
Efterligningen ganske bogstavelig, kopierede
Slotsfacader i Lejekaserner med Stuebutikker,
byggede Smaavillaer i stor Palæ- ell. Borgmaner og
prydede Jernbanebroer med got.
Fæstningstaarne. Med et nyt Materiale som Støbejernet
vidste man kun daarligt Raad; enkelte
Arkitekter som Baltard og Labrouste forstod vel at
behandle det med Dygtighed, men ellers
udnyttedes det mest af Mænd uden for Arkitektfaget
(Gartneren Paxton’s Krystalpalads i London
1851, Eiffeltaarnet 1889). Dog maa det erindres,
at Bedømmelsen af en saa nærliggende Periode
let bliver uretfærdig, og sikkert har
Kopieringen sine gode Sider. Arkitekter, der er
fortrolige med mange Stilarter, vinder
Forudsætninger for at vælge den, der bedst udtrykker den
givne Opgaves kirkelige ell. verdslige Karakter.
Naar den ene Stilart saa hurtigt har fortrængt
den anden, at ingen fik Tid til at fæstne sig,
er Aarsagen ikke blot Nyhedsjagt ell.
kunstnerisk Usikkerhed, men ogsaa den, at den
kunsthistoriske Videnskab samtidig gjorde saa store
Fremskridt i Forstaaelsen af Fortidens Stilarter,
at Efterligningerne hurtig føltes mangelfulde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
