Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bygningskunst (hertil Tavlerne »Bygningskunst« I-XII), Arkitektur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Restaureringerne, der efterhaanden er blevne
bedre og forsigtigere, har lært Arkitekterne at
fordybe sig i Fortidens Konstruktion og
Teknik, og medens Forskningen mere og mere
nøgternt udredede de hist. Traade, opstod der
efterhaanden en dybere Ærbødighed for Fortidens
B. og en Erkendelse af vor egen Underlegenhed.
Man lærte ikke blot at beundre de store og
berømte Værker, men man opdagede
efterhaanden ogsaa den jævnere Gennemsnitsarkitektur,
der uden at glimre ell. betage dog er naturligt
afpasset efter de enkelte Egnes Materialer og
Klima. Fra en skematisk Skal synes man atter
at være paa Vej mod en kunstnerisk Kerne.
De sidste Aartiers Stilblanding
og Nyforsøg. — Spirerne til den ny, friere
Retning skød først frem i England, hvor Ruskin
i sine Skr havde prædiket det ideale
Haandværks Evangelium, og hvor Will. Morris fra 1861
stræbte at føre Teorierne ud i Livet. Begejstret
for Gotikken, afskyede han Antikken og endnu
mere Renaissancen, men vigtigere var hans
Forsøg paa selvstændigt at omsætte Naturmotiver
til Ornamentik og hans maalbevidste Dyrkelse
af Haandens Arbejde over for Maskinerne. I god
Overensstemmelse med eng. Traditioner kom det
moderne eng. Kunsthaandværk til at lægge
Hovedvægten paa Hensigtsmæssighed og
Behagelighed, det sundt tektoniske sejrede over de
paahængte og kopierede Ornamenter. Og selv
om Retningen overvejende tog fat paa
kunstindustrielle Opgaver, prægede den de eng.
Enkelthjem og derefter ogsaa Arkitekturen. Morris
viste Vejen, da han 1859 lod Webb bygge sit
røde Hus, og snart rejstes en Mængde Villaer
og Byhuse i Tilslutning til jævne eng.
Forbilleder, i verdslig got. Aand komponerede indefra
udefter, malerisk usymmetriske og hyggelige
(Norman Shaw’s Villakoloni Bedford Park). En
lgn. angelsaksisk Udvikling er foregaaet i
Amerika, indledet af Richardson (d. 1886). Gradvis
og naturlig frigører man sig for den slaviske
Afhængighed af de hist. Stilarter og vover
Tilløb til en helt ny Stil. Men denne blev dog først
Program, da Englands »Studiostil« 1890—1900
omplantedes til Fastlandet; Saglighed, Hensyn
til Materiale og Opgave bliver Slagord, og
Ornamentikken skal formes ud fra Konstruktionen.
I Tyskland havde den lidet produktive K. Schäfer
banet Vejen for disse Teorier, som A. Messel
førte ud i Livet ved Bygningen af sine
berlinske Varehuse (1897, 1904), der med fri
Benyttelse af got. Virkemidler løser den moderne
Forretningsejendoms Problem. Endnu videre
naar Belgieren Henry van de Velde, der siden
1900 har arbejdet i Tyskland, og de af ham
paavirkede yngre Kunstnere, især Medlemmerne
af Darmstadter Kunstnerkolonien (Olbrich,
Behrens, Huber) samt O. Wagner i Wien. Men i det
bevidste villede Forsøg paa at skabe vor egen
Tids Stil synes Frelsen dog ikke at kunne
findes. Trods alle smukke Teorier har man ikke
undgaaet en kunstlet Linieføring og en elegant,
men bizar Ornamentik; trods al tilstræbt
Selvstændighed klinger baade Gotik og Rokoko
igennem det allermoderneste, og i sin Stræben
efter at frigøre sig for Europas hist. Stilarter har
man modtaget Impulser baade fra Oldtidens og
Nutidens Orient. Endnu er det moderne saa nyt,
at det vanskelig lader sig bedømme. Men meget
tyder paa, at det ikke vil vinde nogen
absolut Sejr, end ikke i Tyskland-Østerrig, hvor
»Jugendstilen« dog har naaet videre Udbredelse
og Systematisering end i andre Lande.
Eklektismen lever videre, omend dens Udtryksformer
er ændrede. Hvad der er vundet i de seneste
Aartier sammenlignet med den foregaaende
Periode, er i første Række den selvstændigere og
friere Stilling overfor Fortidens Stilarter, som
man nu ikke længere kræver slavisk kopierede,
men gerne blander, naar det blot gøres med
Smag. Dernæst Respekt for Materialernes Krav
og for den kunstneriske og haandværksmæssige
Bearbejdning af alle Detailler, og endelig
Kærligheden til den hjemlige Arkitektur, Studiet af
Landenes egne gl. Bygninger, de smaa ikke
mindre end de store. Disse Bestræbelser er
tydelige, i al Fald i alle nordeuropæiske Landes
Arkitektur, ikke mindst i Skandinavien (Martin
Nyrop, G. Munthe, Boberg, Sonck, X—XII), og
medens Barokken omvurderes, optages den mere
og mere bl. de Stilarter, der tjener os til Lære og
Spore, og bidrager til at skærpe Sansen for
Bygningernes Helhedsvirkning, der en Tid ikke holdt
Trit med Interessen for Enkelthederne. Lykkes
det at tilpasse disse forsk. Impulser efter de
moderne Opgaver, varsler B.’s genvaagnende
Popularitet ny Fremgang og Blomstring. (Litt.:
M. Schmid, »Kunstgeschichte des XIX Jahrh.«
I—II [Leipzig 1904—06]; Benoît, L’art
français sous la Révolution et l’Empire [Paris 1897];
Tipping, The english Homes [London 1907];
H. Muthesius, »Englische Baukunst«
[1900—02]; »Das englische Haus« [1908] samt i norsk
Overs. »Stilarkitektur og B.« [1909]; Graef,
»Neubauten in Nordamerika« [1908];
Scheffler, »Moderne Baukunst« [Leipzig 1908];
Strzygowski, »Bildende Kunst der
Gegenwart« [Leipzig 1907]).
Middelalderlig og nyere
Bygningskunst uden for Europa.
I den muhammedanske Verden har der
udviklet sig en selvstændig Bygningskunst, som
trods hist. og geogr. Berøringspunkter med
europ. Arkitektur dog ikke kan ordnes ind i
dennes Udvikling.
Nyperserne. Delvis hviler den
muhammedanske B. paa orientalsk Tradition, og et af
Bindeleddene mellem den og Orientens Oldtid
dannes af de to Folkeslag, som en Tid var
Romervældens eneste farlige Modstandere,
Partherne og efter dem Nyperserne, hvis
Rige stiftedes 226 e. Kr. Til Partherkongernes,
Arsakidernes, Bygninger kender vi kun lidet,
men dem kan rimeligvis tilskrives Slottet i
Hatra (Nordmesopotamien), der sammen med
sentklassiske Detailler forener en ejendommelig
Opstalt; Hovedbygningen bestaar af en Række
fortil aabne, tøndehvælvede Rum, saa gamle, at
de maaske kan have haft Bet. for selve den
rom. Udvikling. Nypersernes Konger,
Sassaniderne, som bevidst søgte tilbage til den
oldpersiske Tradition, byggede efter mesopotamisk
Skik Mure af lufttørrede Tegl, og i
Konstruktionen af Tøndehvælv og Kupler var de
dygtige og selvstændige. Baade til Hvælv og Kupler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
