Print (PDF) - On this page / på denna sida - byzantinske Rige (østromerske Rige, græske Kejserdømme)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rigets Hovedfjender, havde allerede Anastasios I befæstet Hovedstaden ved en 50 km lang Mur fra Propontis til Sortehavet; Justinian styrkede Grænsen ved en Række Fæstninger langs Donau og S. derfor. Hans Feltherre Belisar gjorde Ende paa Vandalerriget i Afrika (533-34), og efter næsten 20 Aars Kampe lykkedes det at vinde Italien fra Østgoterne (553); ogsaa fra Vestgoterne i Spanien toges en Række Søstæder. Mindre heldig var Justinian over for Persernes krigerske Konge Kosru I Nuschirwan, men den endelige Fred 561 opretholdt dog den tidligere Østgrænse. I det Indre gennemførtes Enevælden og Religionsenheden fuldstændig; Konsulatet blev ophævet 541, Filosofskolen i Athen blev lukket 529, og de sidste Tilhængere af Platonismen og Hedenskabet blev tvungne til at udvandre; den strengeste Ortodoksi herskede. Paa Partikampene i selve Hovedstaden toges med kraftig Haand, og den saakaldte Nika-Opstand (s. d.) blev knust i Blod af Belisar's Tropper. Rigets Enhed fremmedes ved den store Lovsamling Codex Justinianeus (529), hvortil sluttede sig Fortolkningerne (Pandekter ell. Digester) og en Lærebog (Institutionerne) samt de siden fremkomne Forordninger (Novellae). Af Justinian's Landevindinger gik Byerne i Spanien delvis tabt allerede inden hans Død, og under hans Brodersøn, Justinus II (565-78), erobrede Longobarderne Italien 568, medens Perserkrigen begyndte paa ny, saaledes at Kejseren blev tvunget til at tage Livvagtens Anfører, den dygtige Tiberius, til Medregent. Han kæmpede ogsaa heldig mod Perserne og efterfulgtes af sin Svigersøn, Maurikios (582-602), der blev afsat af Hæren, som indsatte Fokas til Kejser (602-10). Denne befæstede sit Herredømme med endeløs Grusomhed, indtil den ægyptiske Statholders Søn, Heraklios, til sidst rejste Opstand imod ham og fik ham dræbt. Under Heraklios (610-41) begyndte ny Kampe mod Perserne, og disse trængte endog frem lige til Bosporos; Kejseren købte dem bort og nyttede den derved vundne Tid saa godt, at han kunde trænge langt ind i Perserriget og tvinge dettes Konge til en Fred, hvorved han tilbagegav alle sine Erobringer (628). Kort efter fik B. dog i Araberne endnu farligere Fjender, og allerede i Heraklios' Tid erobrede disse baade Syrien (633-40) og Ægypten (639-42); inden Aarh.'s Udgang havde alle B.'s øvrige Besiddelser i Nordafrika samme Skæbne (Karthago 698). Heraklios fulgtes paa Tronen af sin Søn Konstantin III, der dog døde s. A. og efterfulgtes af sin Søn Konstans II (641-68), hvis Grusomhed var saadan, at han til sidst maatte forlade Konstantinopel og tage Ophold i Syrakus, hvor han blev myrdet. Under hans Søn, Konstantin IV Pogonatos ɔ: den Skæggede (668-85), naaede Araberne allerede frem til selve Konstantinopel, og Hovedstaden blev kun reddet ved Anvendelse af den gr. Ild. Konstantin's Søn, Justinian II, regerede saa grusomt, at han til sidst blev afsat, fik sin Næse afhugget (deraf hans Tilnavn Rhinotmetos) og blev fordrevet; i 10 Aar var han borte fra Konstantinopel, og i denne Tid regerede Leontios (695-98) og Tiberius III (698-705); men derefter førtes Justinian tilbage af en bulg. Hær og regerede endnu 6 Aar med en Grusomhed uden Mage, indtil han blev myrdet 711. Derefter fulgte hurtig skiftende Kejsere (Philippicus 711-13, Anastasios II 713-16, Theodosius III 716-17). Med Leo III Isaurieren (717-41) kom en ny Herskerslægt paa Tronen, der atter bragte Glans over B. Allerede tidligere havde Dogmestridigheder ofte spillet en Hovedrolle i Rigets Historie; nu rettede Leo (726) et Forbud mod den afguderiske Dyrkelse af Billeder og rejste derved Billedstriden, der delte hele Folket i to Partier, Billedtjenerne (Ikonolatrer) og Billedstormerne (Ikonoklaster). Kejserens Angreb paa Billederne gjaldt vel nok saa meget Præstestandens stedse voksende Magt over Folket; den første Følge var dog, at Riget mistede Ravenna og Eksarkatet, hvis Indbyggere foretrak at underkaste sig Longobarderne fremfor at opgive deres hellige Billeder. Leo's Søn Konstantin V (741-75) fortsatte Faderens Kamp mod Kirkebillederne, hvorfor han fik Tilnavnet Kopronymos (Besudleren), o>g krigede ligesom han ogsaa heldig mod Araberne og Bulgarerne. Efter hans Søn Leo IV (775-80) regerede dennes Enke, Irene, som Formynder for sin Søn Konstantin VI Porfyrogennetos; paa den anden »Synode i Nikæa (787) indførtes Billeddyrkelsen atter. Snart efter at Konstantin var blevet myndig, blev han blindet paa Moderens Befaling (797), og hun regerede nu i sit eget Navn, prist af de kirkelige Forfattere, indtil hun 802 blev styrtet af Storskatmesteren Nikeforos, der 811 faldt mod Bulgarerne. Efter Michael I Rhangabes' svage Regering fulgte Leo V Armenieren (813-20), der slog Bulgarerne, som var trængte frem lige til selve Konstantinopel, og tvang dem til en 30-aarig Fred; han optog ogsaa Isauriernes Billedkamp og ophævede den sidste Nikæa-Beslutning, men blev snart efter ryddet af Vejen af Præstestanden. Under Michael II den Stammende (820-29) satte Saracenerne sig fast paa Kreta og erobrede Sicilien (827), og ny Tab led Riget under hans Søn Theofilos (829-42), som derimod gjorde sig fortjent ved at beskytte Videnskaben. Efter hans Død fulgte hans Søn Michael III (842-67), for hvem først hans Moder, Theodora, siden hendes Broder Bardas førte Regeringen; af disse bragte Theodora Billedstriden til endelig Afslutning ved at vende tilbage til Irene's Standpunkt. Farerne udefra øgedes stedse; Araberne trængte langt frem i Lilleasien, og en ny Fjende fik Riget i Russerne, hvis Flaade 865 ankrede i Konstantinopels Havn, men her blev ødelagt af en opkommende Storm. Michael blev myrdet af sin Yndling Basilius, med hvem det makedoniske Dynasti kom til Magten for omtr. to Aarh. Basilius I (867-86) styrede med Kraft baade i det Indre og Ydre og lod udarbejde en ny Lovsamling, Basilikerne, der fuldendtes under hans Søn Leo VI (886-911). Denne, hvis Kærlighed til Videnskaben skaffede ham Tilnavnet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
