Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bøgh, Carl Henrik, dansk Dyrmaler, (1827-1893) - Bøgh, Erik, dansk Forf.,(1822-1899)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bondemand og hans Fedesvin. B., der 1873 fik
Titel af Prof., hørte i en Aarrække til de meget
populære danske Malere, navnlig i Kraft af sin
Sans for let overskuelig Komposition, sit muntre
lille Fortællertalent, sin lyse Farve og sit flotte
maleriske Foredrag.
S. M.
Bøgh, Erik, dansk Forf., f. i Kbhvn 17.
Juni 1822, d. smst. 17. Aug. 1899. Største Delen
af sine Barndomsaar tilbragte han i et fattigt
Skolelærerhjem paa Landet og fik ikke andre
Kundskaber
end dem, han
tilfældigt
kunde tilegne sig
paa egen
Haand; efter
sin Konfirmation
kom han i Huset hos
en Provst, hos
hvem han gjorde
Tjeneste som
Huslærer og
Skriver,
modtog nogen
Undervisning af
Principalen og
læste, hvad
han kunde faa
fat paa i
dennes Bogsamling. 17 Aar gammel blev han
Seminarist paa Jonstrup, afgik derfra to Aar senere
med god Eksamen, var saa 1 1/2 Aar Huslærer
paa Landet og blev 1843 Skolelærer og
Kirkesanger i Fuglebjerg. Men han kunde ikke
forliges med Præsten der og tog 1845 sin Afsked
for at prøve at komme frem ad andre Veje. Af
Vers havde han allerede som næppe Voksen
skrevet en Mængde; dem saa han nu igennem,
brændte de fleste, men gemte dog nogle, som
han senere hen med Rette fandt gode nok til at
optages i hans samlede Digte. Paa sin poetiske
Evne turde han imidlertid ikke bygge sin
Fremtid; snarere troede han sig bestemt til at være
Skuespiller, og han lod sig da knytte til en
dansk Trup og drog 1844 med denne paa
Rundrejse i Sverige. Det viste sig dog snart, at hans
sceniske Evner ikke var betydelige, og at han
heller ikke var kommet i godt Selskab. Truppen
maatte opgive sin Virksomhed og B. søge
andet Erhverv. Han slog sig da uden nogen
foregaaende Uddannelse i Faget paa at tegne
Portrætter og havde saa godt Held dermed, at
han i næsten 4 Aar kunde leve ret godt som
omrejsende Tegner i Sverige og Norge. Da han
1848 under et Ophold i Kria saa, hvor ringe
Krav man dengang deroppe stillede til
underholdende Lejlighedsskuespil, vaagnede hans
Lyst til at forsøge sig som Forf. paa ny; han
skrev og fik opført 4 Sangspil, hvoraf i alt Fald
eet, »Nytaarsaften 1848—49«, gjorde Lykke, og
efter at være vendt tilbage til Kbhvn, fortsatte
han ad samme Vej. Paa Kasino, det Teater,
han ogsaa i den flg. Tid viede sine bedste
Kræfter, modtoges allerede hans første lille Stykke,
»Ægtemandens Repræsentant«, med Bifald, og
med det næste, »Nytaarsnat 1850«, vakte han en
Opmærksomhed, hvortil man ikke længe havde
set noget tilsvarende, hvilket ikke mindre
skyldtes den Kraft og det Lune, hvormed de
nationale Strenge var anslaaede, end Skuespillets
klogt og vittigt gennemførte Dialog og de
kvikke Viser. Og saa kom der ret Fart i hans
Produktion. 1850—60 leverede han til Kasino
omtrent 50 Stykker, af hvilke ganske vist de fleste
var Bearbejdelser, men disse var alle meget
fri, ofte endog i en saadan Grad, at kun et
ganske spinkelt Skelet var af fremmed
Oprindelse, medens saa godt som hele Dialogen og
de mange Viser og kombinerede Sangnumre
skyldtes B. Selv isatte han Stykkerne i Scene
med saa megen Dygtighed, at dette gav
Anledning til, at Pladsen som Kasinos artistiske
Direktør 1855 blev ham tilbudt; han beklædte
den til 1860 og leverede i denne Periode en
væsentlig Del af Repertoiret, i sin sidste Sæson
Sangspillet »Grevinden og hendes
Søskendebarn«, en efter et fr. Motiv tildannet blodig
Satire paa Grevinde Danner; det vakte
overordentligt Røre og blev ved den Styrke, hvormed
det paavirkede Folkestemningen, vistnok ikke
helt uden vidererækkende Bet. Efter at have
fratraadt Stillingen som Teaterdirektør
overtog B. Redaktionen af »Folkets Avis«, som det
straks lykkedes ham at skaffe stor Udbredelse,
mest ved de Artikler, han selv skrev over
Emner af højst forsk. Art; han var ensidig
»Højremand«, og navnlig paa de kbhvnske Læsekredse
øvede hans besk vittige, polemiserende
Smaastykker uimodstaaelig Tiltrækning. I sin
vidtløftige Feuilletonrække »Dit og Dat« nedskrev
han i underholdende Form, hvad der faldt ham
ind vedrørende Litt. og Kunst, Tidens
Personligheder, Døgnets Tildragelser, sin Opfattelse af de
mangfoldigste Emner fra alle mulige Omraader,
enten han forstod sig paa dem ell. ej — det
hele, hvad en senere Tid har kaldt Causerier
ell. Kronikker. Et rigt Udvalg af disse Sager blev
senere optrykt som »Udvalgte Feuilletoner«;
ikke lidet heraf har endnu Interesse, ikke mindst
som tids- og kulturhistoriske Afspejlinger,
mindre maaske af Kendsgerninger end af Periodens
»offentlige Mening«. 1877 gik B. fra »Folkets Avis«
over til »Dagens Nyheder«, hvorved han
virkede og fortsatte med sine Feoiilletoner til 1885;
med sin øvrige Forfattervirksomhed vedblev han
til ikke længe før sin Død.
Mellem sin Tids danske Forfattere indtog B.
en ejendommelig Plads; den Retning, hvori hans
Personlighed voksede frit og hvori hans
Virksomhed kom til at blomstre, beror ikke alene
paa hans Karakter, paa Arten af hans
Naturbegavelse og hans store Arbejdsenergi, men
ogsaa paa hans Udvikling som Autodidakt. Sin
Dannelse, sine i fl. Henseender ikke ringe
Kundskaber skaffede han sig næsten helt paa egen
Haand; i Sammenhæng hermed blev hans
Kultur mangelfuld, hans Syn paa Livsfænomenerne
ensidigt, væsentlig set smaaligt. En
Grundmangel hos ham, den, at han savnede Evne til
at begejstres, ell. blot at føle uselvisk Varme
ved noget, bundede vel delvis i Bitterhed over,
at han, som ikke akademisk uddannet, stadig af
sine studerede Uvenner blev haanet som
Seminarist, et Drilleri, han fristedes til at
 |
| E. Bøgh |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
