Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Böhmen (tsch. Cechy) (se Kortet »Østerrig«), Kongerige og Kronland under det østerr.-ung. Monarki
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
der havde ægtet en Datter af Venceslaus II.
Henrik favoriserede i saa høj Grad de tyske
Kolonister, at den bøhmiske Adel forjog ham
1310 og valgte i Stedet Johan af Luxembourg,
Kejser Henrik VII’s Søn, som var gift med en yngre
Datter af Venceslaus II. Dermed kom det
luxembourgske Dynasti paa Tronen i B.
Kong Johan tilbragte sin meste Regeringstid
uden for B., men erhvervede dog for B.
Oberlausitz, Eger og Schlesien; han faldt som
Frankrigs Allierede i Slaget ved Crécy (1346) og
efterfulgtes af sin ældste Søn Karl, der samme Aar
var blevet valgt til tysk Kejser (Karl IV), og
som var en af de betydeligste Herskere, B. har
haft. Karl bragte Fred til Veje i det af Parti- og
Slægtskampe plagede B.; han søgte ogsaa at
regulere Landets indviklede og ofte
modstridende Love, hvilket dog mislykkedes p. Gr. a.
Adelens Modstand. Sin Yndlingsby Prag udvidede
og forskønnede han og oprettede her et Univ.
Han fremmede Bjergværksdrift, Agerbrug og
Handel, saa at Prag blev en af de vigtigste
Handelsstæder i Mellemeuropa. Karl efterfulgtes i
B. (1378) af sin Søn Venceslaus IV, der var svag
af Karakter og ubeslutsom, og som blev
indviklet i alvorlige Stridigheder med Ærkebispen af
Prag (hvilket førte til Mordet paa den berømte
Johan af Nepomuk), med Adelen og med sin
egen Slægt. Under disse urolige politiske
Forhold tog den religiøse og nationale Bevægelse
Fart, der allerede var begyndt under Karl IV’s
Regering, og som i Johan Hus fik sin
fornemste Fører. Kong Venceslaus og endnu mere
hans Dronning Sophia var en Tid gunstig stemt
for Utraquisterne (saaledes kaldtes det
protestantiske Parti, fordi det krævede, at den hellige
Nadver skulde gives Menigheden i begge
Former). Da Hus var blevet dømt og brændt i
Konstanz (1415), søgte den tsch. Adel at faa
Kongen til at være deres Leder mod den kat. Kirke;
han afslog dog denne Opfordring og søgte,
skræmt af sin Broder Kejser Sigismund, at
standse den religiøse Bevægelse. 30. Juli 1419
stormede Hussitterne under Ledelse af Johan
Zižka Raadhuset i Prag; ved Efterretningen
herom fik Venceslaus Apopleksi af Vrede og
døde 16. Aug. af et nyt Anfald. Hans Død gav
Signalet til endnu alvorligere Uroligheder.
Kejser Sigismund, der arvede Tronen i B. efter
Venceslaus, samlede en stor Hær mod
Bøhmerne, og Pave Martin V proklamerede et
Korstog imod dem. Baade det første Felttog (1420)
og de flg. mislykkedes dog for Sigismund og de
tyske Fyrster (se Hussitterkrige);
Hussitterne havde i Johan Zižka en genial
Hærfører, der opfandt ny strategiske Metoder, som
i Forbindelse med en udstrakt Brug af
Ildvaaben gav Hussitterne Sejr over de sværtvæbnede
tyske Hære. Indre Splid mellem forsk.
bøhmiske Partier banede omsider Vejen for en
Undertvingelse af Landet. I Slaget ved Lipan (30.
Maj 1434) blev det yderliggaaende hussittiske
Parti Taboritterne slaaet af Adelspartiets Hær,
og Bøhmerne anerkendte nu Sigismund som
deres retmæssige Konge, efter at han (1436) havde
indrømmet Hussitterne Religionsfrihed ved at
antage de saakaldte Baseler Kompaktater (se
Basel Koncil). De vigtigste Følger af den
blodige og langvarige Krig var dog en stærk
Tilbagetrængen af Tyskheden i B. og Svækkelse
af Kronens Magt. Allerede 1437 døde Sigismund.
Han efterfulgtes af sin Svigersøn Albrecht af
Østerrig, som døde 1439. Landet var nu i lang
Tid uden ordentlig Regering, medens forsk.
adelige Partier kæmpede om Magten. Omsider
opnaaede en af Partiførerne, Georg
Podiebrad, en Rigsforstanders Post (1451); da
Albrecht’s Søn Ladislaus, der var født efter
Faderens Død, blev kronet som B.’s Konge 1453,
beholdt Georg Podiebrad dog sin Plads i
Spidsen for Forvaltningen og blev, da Ladislaus 1457
pludselig døde, valgt af Stænderne til B.’s
Konge, hvilket betragtedes som en afgjort Sejr for
det bøhmiske nationale Parti. De første Aar af
Kong Georg’s Regering var lykkelige; han og
Karl IV er de Herskere, som Bøhmerne med
Forkærlighed mindes. Snart kom han dog i
Strid med den kat. Del af Adelen, 1466 blev
han banlyst af Paven, og hans tidligere
Allierede Matthias Corvinus af Ungarn erklærede
ham Krig og lod sig endog som Leder for det
kat. Parti udraabe til Konge af B. (1469), skønt
Georg gentagne Gange sejrede over ham. Efter
Georg’s Død (1471) søgte det kat. Parti at
opretholde Matthias’ Krav paa B.’s Trone; men
det nationale antiklerikale Parti sejrede atter,
idet den polske Prins Vladislav, hvem Georg
selv havde udset til sin Efterfølger, blev valgt
til Konge. Vladislav II’s Regering betegner en
overordentlig Stigning af Adelens Magt paa
Bekostning af saavel Kongemagten som Borgeres
og Bønders Rettigheder. Livegenskabet
indførtes 1487, og senere udelukkedes Borgerne fra
Stænderforsamlingen, som derefter kun bestod
af Herrerne og Ridderne. Samtidig vedvarede
Kampen mellem de religiøse Partier, og
Vladislav, der fra 1490 ogsaa var Konge af Ungarn,
opholdt sig mest der og forstod ikke at forlige
de Stridende. Først efter hans Død (1516)
afsluttede Stænderne et Forlig paa det saakaldte
Skt Venceslaus-Møde (1517), hvor Borgerne sikrede
sig deres Ret til lokalt Selvstyre og atter fik
Adgang til Stænderforsamlingen. Vladislav’s
unge Søn, Ludvig, fik kun ringe Indflydelse paa
de bøhmiske Forhold; han opholdt sig mest i
Ungarn, hvor han ogsaa var Konge, og faldt i
Slaget ved Mohács mod Tyrkerne (29. Aug. 1526).
B., som paa den Tid var naaet ud i næsten
fuldkomment Anarki, fik nu en kraftig Hersker
i Ærkehertug Ferdinand af Østerrig,
af Huset Habsburg, der valgtes til Konge af
Stænderne, fordi han som Kong Ludvig’s
Svoger kunde gøre Arvekrav gældende baade paa
Ungarn og B. Han begyndte straks at arbejde
paa at indskrænke Stændernes Privilegier, og det
lykkedes ham bl. a. at faa indført Arveret til
Tronen. Hans kat. Sindelag bragte ham i skarp
Modsætning til det store protestantiske Flertal i B.;
og under den schmalkaldiske Krig nægtede
Stænderne ikke blot at stille Tropper til Hjælp
for Ferdinand’s Broder, Kejser Karl V, men
forberedte endog en væbnet Modstand mod
Kongen. Efter det schmalkaldiske Forbunds
Nederlag ved Mühlberg (1547) faldt Bøhmerne dog til
Føje, næsten uden Modstand, og paa »den
blodige Landdag« (22. Aug. 1547) gennemførtes en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
