Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bøhmiske Brødre, ogsaa kaldet mähriske Brødre, var et religiøst Samfund, der i 15. Aarh. udviklede sig af Hussitterne - bøhmiske Mellembjerge, se Böhmen. - bøhmisk Granat, d. s. s. Pyrop, se Granat. - bøhmisk Litteratur og Sprog, se tschechisk Litteratur og Sprog. - bøhmisk Topas, se Kvarts, - Böhm von Bawerk. Eugen, østerr. Socialøkonom, (1851-1914) - Bøhn, Albert, norsk Politiker, (1836-1913) - Bøhn, Gudbrand, norsk Violinist, (1839-1906) - Böhtlingk, Otto, russisk (tysk) Sanskritist, (1815-1904)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
snart ind. Brødrene hilste Luther’s Optræden
med Glæde, men deres Forhandlinger med ham
førte ikke til noget; de vilde beholde den kat.
Nadverlære, de 7 Sakramenter og Cølibatet, og
fremfor alt krævede de strengere Kirketugt
end Luther. Senere nærmede de sig dog det
lutherske og end mere det reformerte;
saaledes kunde en Del til Polen udvandrede b. B.
tiltræde den fællesprotestantiske Overenskomst
i Sendomir (1570). I Böhmen fik de fri
Religionsøvelse ved Majestætsbrevet 1609; men i
Trediveaarskrigen blev de næsten knuste. Skønt de i det
Ydre maatte hylde Romerkirken, og mange af
dem maatte gaa i Landflygtighed, forstod
Samfundet dog at hævde sin stille Tilværelse; af
dets Midte fremgik endog en Mand som den
store Pædagog Amos Comenius (d. 1671), der
var deres Biskop, og i 18. Aarh. gav de Stødet
til Dannelsen af Brødremenigheden
(s. d.), i hvilken de saa temmelig gik op. (Litt.:
Gindely, »Geschichte der B. B.« [Prag 1857];
Czerwenka, »Geschichte der evangelischen
Kirche in Böhmen« [Bielefeld 1869]; Palacky,
»Die Beziehungen der Waldenser zu den
ehemaligen Sekten in Böhmen« [Prag 1869]; Goll,
»Quellen und Untersuchungen zur Geschichte der
böhmischen Brüder« [I—II, Prag 1878—82]).
H. O.
bøhmiske Mellembjerge, se Böhmen.
bøhmisk Granat, d. s. s. Pyrop, se Granat.
bøhmisk Litteratur og Sprog, se
tschechisk Litteratur og Sprog.
bøhmisk Topas, se Kvarts.
Böhm von Bawerk [bø.m-], Eugen, østerr.
Socialøkonom, f. i Brünn 12. Febr 1851, d.
i Wien 29. Aug. 1914, Dr. jur. 1875,
Professor i Socialøkonomi i Innsbruck 1881—89,
da han kaldtes til Wien som Ministerialraad
i det østerrigske Finansministerium. 1895 var
han en kort Tid Finansminister, indehavde
paa ny denne Stilling Novbr 1897 til Marts 1898
og for 3. Gang 1900—04, hvorefter han overtog
et Professorat i Socialøkonomi ved Wiens Univ.
Han var derhos en Aarrække Præsident for det
østerr. Videnskabsakademi. B. skrev bl. a.
»Rechte und Verhältnisse vom Standpunkt der
volkswirtschaftlichen Güterlehre« (1881), det
epokegørende Hovedværk »Kapital und
Kapitalzins« (2 Bd, 1884, 1889; 2. Udg. 1900, 1902; eng.
Overs. ved W. Smart 1890—91), den aandfulde
kritiske Studie over den ortodokse Socialisme
»Zum Abschlusz des Marx’schen Systems« (i
»Festgaben für Karl Knies«, 1896) samt som
Opgørelse med hans Kapitalteoris Kritikere »Einige
strittige Fragen der Kapitaltheorie« (1900)
foruden en Del Afh. i Tidsskr og de store Artikler
»Kapital«, »Wert« og »Zins« i »Handwörterbuch
d. Staatswissens.« (3. Udg. 1909—11), i hvilke
han paa en fortræffelig Maade har
sammenfattet Summen af sin Lære om disse Emner.
B. var som Socialøkonom en af de ypperste
Repræsentanter for den saakaldte østerr. Skole.
Hans Ry knytter sig navnlig til det store Værk
om Kapitalen, hvis 1. Bd indeholder en
udtømmende, skarpsindig og højst lærerig kritisk
Redegørelse for alle tidligere Forsøg paa at
forklare Kapitalrentens Opstaaen og Natur,
medens 2. Bd giver en Fremstilling af hans egen
Kapitalteori, som tager til Udgangspunkt, at
Kapitalopsamling og produktiv Anvendelse ell.
Udlaan af Kapital er at opfatte som en
Udveksling ell. et Bytte mellem nærværende Goder
og fremtidige Fornødenheder. Dette
Tidsmellemrum er Kapitalrentens sidste Aarsag. B.’s
vidtrækkende Indflydelse skyldes hans Rigdom
paa ny Synspunkter i Forbindelse med hans
indtrængende Kritik og glimrende konstruktive
Evne. Problemerne faar i hans Fremstilling nyt
Liv, saa meget mere som den udmærker sig
ved sin Gennemsigtighed, Objektivet og
mesterlige Formfuldendthed. B. har derved formaaet
at øve en højst stimulerende Indvirkning paa
Samtidens økonomisk-videnskabelige Diskussion.
(Litt.: S. Margolin, »Kapital und
Kapitalzins. Darstellung und Kritik der B.-B.-schen
Lehre« [1904]; R. Hilferding, »B.’s
Marx-Kritik« [i Marx-Studien, Bd I, 1904]; F.
Lifschitz, »Zur Kritik der B.’schen Werttheorie«
[1908]).
K. V. H.
Bøhn, Albert, norsk Politiker, f. i Nes,
Romerike (Akershus Amt) 19. Juli 1836, d. smst.
30. Apr. 1913, var 1861—1910 Gaardbruger,
1891—1909 Lensmand i sin Hjembygd, hvor han
havde mange Tillidshverv og i 14 Aar var
Herredets Ordfører. B. repræsenterede Akershus
Amt paa Stortingene 1877—79 og 1889—1906,
efter den ny Valgordning Romerikes Kreds
1906—09; i de 2 sidste Perioder var han Lagtingets
Præsident. B. var i Stortinget Medlem af mange
vigtige Komiteer og regnedes bl. Højrepartiets
ledende Mænd.
K. V. H.
Bøhn, Gudbrand, norsk Violinist, f. 10.
Novbr 1839 i Nes paa Romerike, d. 9. Jan. 1906
i Kria, uddannede sig under Prof. Leonard i
Bryssel og Lauterbach i Dresden, slog sig 1865
ned i Kria og fik megen Bet. for norsk Musikliv
som Koncert- og Kammermusikspiller og som
Lærer, ligesom han gentagende koncerterede i
de fleste norske Byer. Et Tilbud om at gaa som
Koncertmester til det filharmoniske Selskab i
Upsala modtog han ikke, men tog Ansættelse
som Koncertmester i Kria Teater,
Musikforeningen og senere i det ny Nationalteater, hvorfra
han tog Afsked Høsten 1900.
I. H.
Böhtlingk [↱bø.tleŋk], Otto, russisk (tysk)
Sanskritist, f. 30. Maj 1815 i Petrograd, d. i
Leipzig 1. Apr. 1904, studerede Arabisk,
Persisk og navnlig Sanskrit i Petrograd, Berlin og
Bonn; virkede 1842—68 ved det kejserlige
Videnskabernes Akademi i Petrograd, flyttede
derpaa til Jena og 1885 til Leipzig. — Værker:
»Pāṇini’s Acht Bücher grammatischer Regelen«
(2 Bd, 1839—40); »Vopadeva’s Grammatik« (1847);
»Kālidāsa’s Sakuntala« (Tekst og Overs., 1842);
»Sanskrit-Chrestomathie« (1845; 2. omarb. Udg.
1877; 3. ved R. Garbe, 1909; »Hemacandra’s
Abhidhānacintāmaṇi« (sammen med A. Rieu,
1847); »Über die Sprache der Jakuten« (Tekst,
Grammatik og Ordbog, 1851); »Indische Sprüche
(2. Opl. i 3 Dele, 1870; et af hans Søster udg.
Udvalg, 1868). Oversættelser: »Mṛichakaṭika oder
das irdene Wägelchen« (1877); »Paninis
Grammatik mit Übersetzung« (1887);
»K’hândogjopanishad«, kritisk udgivet og oversat (1889);
»Bṛhadāranjakopanishad«, Tekst og
Oversættelse (1889); »Daṇḍin’s Poetik«, Tekst og Overs.
(1890); »Über den Accent im Sanskrit« (1843) o.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
