Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bømmelfjorden er den ydre Del af Hardangerfjorden mellem Fastlandet paa den ene Side og en Række Øer paa den anden. - Bømmeløen, en større Ø i Søndre Bergenhus Amt - Bøn er Menneskets direkte Henvendelse til Gud og Paakaldelse af ham som den, af hvem man føler sig afhængig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bømmeløen, en større Ø i Søndre
Bergenhus Amt. Opdagelsen af guldførende
Kvartsgange gav i sin Tid Anledning til store
Spekulationer. Driften viste sig lidet lønnende og er
nu standset.
M. H.
Bøn er Menneskets direkte Henvendelse til
Gud og Paakaldelse af ham som den, af hvem
man føler sig afhængig. Medens Andagten kun
udtrykker en alm. Fornemmelse af Guds
Nærværelse, saa er B. en saadan bestemt Hengivelse
til ham, som viser sig gennem en virkelig
Tiltale. Ligesom Ofret, hvormed B. er nær
beslægtet, har den været at finde overalt, hvor der
har været Religion; men ligesom med Ofret,
saaledes er det ogsaa gaaet med B., at den er
blevet opfattet meget forsk., alt efter den forsk.
Religion, hvortil den har støttet sig. Det er
fornemmelig Forholdet mellem de to Sider af B.,
Begæringen og Tilbedelsen, som er opfattet
paa forsk. Maade. Jo mere den første træder i
Forgrunden, des mere er B. udsat for at faa en
egoistisk Karakter; jo mere den anden Side
trænger sig frem, des mere ideal bliver den.
Men ingen af disse Sider kan falde helt bort;
lige saa vel som den Bedende søger hen til et
Væsen, der staar fuldkomment over ham selv,
lige saa vel er det dog en personlig Hjælp og
Berigelse, han søger. — Paa det mest barnlige
Trin er B. vel nærmest blevet opfattet som et
Middel til at indvirke paa Gud for at faa ham
til at opfylde saadanne rent timelige Ønsker,
som man paa naturlig Maade enten slet ikke
ell. i alt Fald kun vanskelig kunde faa opfyldt.
B. er her eet med en bestemt udvortes
Begæring, hvortil i passende Tilfælde en Taksigelse
slutter sig. Saaledes er Forholdet for det meste
opfattet inden for de hedenske Religioner; B.
ses som en udvortes Præstation, der skal
bortvende Guds Vrede, der forudsættes at staa bag
ved de timelige Onder, som man rammes af;
det kommer da an paa, at der bedes saa længe
og med saa stor Anstrengelse som mulig; thi
derfra henter B. sit Værd. Samtidig med
Kritikken over de gl. Folkereligioner gør der sig
dog især hos Oldtidens Filosofier højere
Forestillinger gældende om B. (saaledes
fornemmelig hos Sokrates); men for det meste bliver
Kritikken helt ødelæggende for det levende
Bønsforhold til Gud, idet det gøres gældende, enten
at det overhovedet ikke er en fornuftig og
forstaaende Magt, som regerer Verden, ell. at
den i alt Fald ikke lader sig paavirke af
personlige Henvendelser fra Menneskets Side. —
Langt højere er Forestillingerne hos Jøderne,
hvor Pagtsforholdet til den personlige Gud
danner den sikre Grund. Særlig i David’s Salmer
findes rige B.; men ogsaa her er der Mangler
til Stede; thi det er især om jordiske Goder, at
der bedes, og da disse i alt Fald betragtes som
Udtryk for Guds Velbehag, er det vanskeligt at
naa et ret aandeligt Forhold til ham ud over
dem. I den senere Jødedom opnaar B. en
overordentlig Bet.; men den bliver tillige reguleret
ved saa mange Forskrifter og Bestemmelser, at
den tit taber sin fri aandelige Karakter; der
indrettes faste Bedetider, og det anses som
Tegn paa særlig Fromhed at holde lange B.
Ogsaa i Muhammedanismen er B. blevet et fast
Led i det daglige religiøse Liv. — Det er først
i Kristendommen, at en ret aandelig Opfattelse
bliver raadende, Matth. 6, 5—15. 7, 7—11, Luk.
11, 1—13. 18, 1—14. Joh. 17. Grundlaget for den
kristne B. er Troen paa, at Gud ved Jesus
Kristus har som en Fader antaget sig det enkelte
Menneske, saa at det paa Forhaand ved sig
som Genstand for hans Omhu og Bevarelse.
Heraf følger, at B. ikke som en særlig
Præstation skal gaa ud paa at fremkalde en
Forandring i Guds Villie; thi den er bestandig god;
men den maa derimod være rettet indad mod
Menneskets egen Villie, og den maa søge at bøje
denne efter, hvad Gud vil. Men hermed er B.’s
Forhold rykket op i en højere aandelig Sfære;
det bliver først og fremmest en Tak, som
udtales gennem B., en saadan, som ikke kan
forstyrres af nogen som helst timelig Modgang,
og det egl. Maal for B.’s Arbejde bliver
Indlevelsen i det aandelige Samfund med Gud, saa
at alt, hvad der sker, kan bæres og forstaas.
Ganske vist er Begæringen om timelige Ting
ikke udelukket; for saa vidt som det enkelte
Menneske kan føle sig overbevist om, at
bestemte ydre Goder vil være til hans sande Gavn,
kan han med fuld Ret bede herom, men kun i
denne betingede Forstand vil en saadan B. være
berettiget. Det er hele denne kristne
Betragtning af B., som er indeholdt i Jesu Fordring
om, at den skal være en B. i Jesu Navn, Joh. 14
og 16. Herved forstaas nemlig, 1) at
Henvendelsen til Gud maa udgaa fra den ved Jesus
Kristus vundne Vished om at have en god og
naadig Fader i Himlen, og 2) at den efter sit
Indhold maa have en saadan Karakter, at Jesus
selv maa tænkes at kunne vedkende sig den.
Det maa vistnok indrømmes, at B. her har
naaet sit Højdepunkt; thi den indeholder paa
een Gang den højeste personlige Hævdelse, som
søges i Forholdet til den højeste Magt, og den
har dog afstrejfet det egoistiske Skær, idet det
er den aandelige Selvhævdelse, som den
udtrykker. Paa denne Maade vil B. ogsaa
kunne hævde sin forstaaelige Plads i det
menneskelige Aandsliv. Uden at der bliver Tale om
en magisk Indvirken paa Gud, kommer B. til
at blive en sædelig-religiøs Handlen fra
Menneskets Side, en saadan, som ikke blot kan
medføre en Forandring i vor Stilling til Gud, men
dermed ogsaa, naar man gaar ud fra et
Vekselvirkningsforhold mellem Gud og Mennesket, i
Guds Stilling til os. Naar der spørges om,
hvorvidt B. kun kan have subjektive ell. ogsaa
tillige objektive Virkninger, da maa det sidste
følgelig fastholdes som rigtigt; hvis der kun
kunde være Tale om subjektive Virkninger,
vilde B. nødvendig blive til et Selvbedrag for den
Bedende; det maa derfor tænkes, at vi virkelig
kan opnaa noget ved B., som vi ikke uden den
ved os selv alene vilde have kunnet opnaa. Men
dermed behøver vi dog ikke at tænke paa
nogen egl. mirakuløs Indgriben fra Guds Side i
den sædvanlige Verdensorden, ja, vi kan vel
næppe tænke paa en saadan i dette Tilfælde,
efterdi Gud som den Alvidende altid maa kunne
sætte sin Villie igennem ved Benyttelsen af de
naturlige Midler; vi kan ikke antage, at Gud
p. Gr. a. en B. skulde kunne bestemme sig til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
