Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Børn (jur.). Ordet Børn betegner (I) et Slægtskabsforhold (modsat Forældre), (II) et Alderstrin (modsat Voksne)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Barnet, naar den er indgaaet uden Forældrenes
Samtykke. — Dette udtrykkes saaledes, at B.
er umyndige i personlige Forhold. — Paa den
anden Side er de Aftaler, Forældrene slutter om
deres B.’s Arbejdskraft, forbindende ogsaa for
Børnene selv, ja, de kan endogsaa binde
Børnene nogen Tid efter Forældremagtens Ophør.
Hvor Forældrene har fæstet en Søn (ell. Datter)
bort som Tyende, kan han saaledes ikke forlade
Tjenesten den Dag, han fylder 18 Aar; men
efter at være fyldt 18 Aar kan han altid sige
op med sædvanligt Varsel til den første alm.
Skiftedag, selv om Forældrene havde aftalt et
længere Opsigelsesvarsel. En Lærekontrakt kan
binde et Barn længere, dog aldrig mere end 5
Aar og heller aldrig længere end, til Lærlingen
fylder 20 Aar (Lærlingel. § 3).
I ingen af de ovenn. Henseender behøver
Forældrene at tage Hensyn til Barnets Ønsker.
Allerede i D. L. 3—16—1 er det dog foreskrevet,
at Forældre ikke kan gifte deres Datter bort
uden »hendes Ja og Villie«; m. H. t. Indgaaelse
af Ægteskab viser Forældremyndigheden sig kun
i, at Børnene skal have Forældrenes Samtykke
dertil. I enkelte andre Retninger faar B. en vis
Selvbestemmelsesret, naar de fylder 15 Aar
(se ndf. 2).
Forældremagten kan og maa Forældre i Alm.
selv haandhæve ved Magt. Børnenes Ulydighed
er ikke mere en Forbrydelse, der paadrager
offentlig Straf; men Forældrene har Ret til at
tildele Børnene legemlig Revselse, der dog ikke
maa være en Mishandling (se Strfl.’s § 202, jfr
203 samt L. 1. Apr. 1911 §§ 1 og 2). Løber et
Barn bort, kan Forældrene hente det tilbage med
Magt og om fornødent faa Politiets Bistand
dertil; hvis Barnet er optaget af Fremmede, maa
Forældrene dog enten anlægge Sag ell. (hvad
der er det simpleste) lade Fogden tage Barnet
fra de paagældende. Disse kan eventuelt
straffes efter Strfl.’s § 213 (Unddragelse af B. under
15 Aar ved List ell. Magt) ell. § 175 (Bortførelse
af en Kvinde under 18 Aar) ell. efter
Børnelovens §§ 41—42.
Værgeraadet har iflg. »Børneloven« en vis
Myndighed til at gribe ind i Forældremagtens
Udøvelse ved Advarsler og Paalæg, eventuelt
ved Beskikkelse af en Tilsynsværge. I
graverende Tilfælde kan Børnene helt tages fra
Forældrene (se ndf. 3 og Tvangsopdragelse).
Hvor Forældremagten haves af Barnets Værge,
staar denne under Pupilautoriteternes Tilsyn.
2) Forældremagtens Varighed.
Forældremagten ophører, naar Vedk. fylder 18
Aar, og for unge Kvinder tillige, naar de
indgaar Ægteskab. Den gifte Kvinde er derfor
personlig myndig, selv om hun er under 18 Aar.
Naar unge Mennesker er anbragte paa Statens
Opdragelsesanstalter for særlig vanskelige Børn
ell. i øvrigt i Anledning af Lovovertrædelser i
St f. at tiltales til Straf er undergivne særligt
Tilsyn (jfr C. ndf.), kan disse
Opdragelsesforanstaltninger dog udstrækkes ud over det 18. Aar
(højst c. 3 Aar længere). Til Indgaaelse af
Ægteskab kræves Forældrenes Samtykke, lige
til man bliver fuldmyndig. Paa den anden Side
ophører Forældrenes Myndighed i visse
Retninger allerede, inden Barnet fylder 18 Aar.
Saaledes bortfalder Myndigheden i religiøs
Henseende med det fyldte 15. Aar (til Dels maaske
endog før); dog kan Personer mellem 15 og 18
Aar ikke uden Forældrenes Samtykke
udmelde sig af Folkekirken ell. bestemme, at deres
Lig skal brændes ell. begraves uden
Medvirkning af Folkekirkens Præster. — Af
Forældrenes Pligter ophører navnlig
Undervisningspligten allerede før det 18. Aar (se Skolepligt).
3) Hvem har Forældremagten? I
første Linie Forældrene. Dette vil nærmere sige,
at Forældremagten over B. uden for Ægteskab
tilkommer Moderen og efter hendes Død i Alm.
Værgen (se ovf. I. B. 3). Hvad Ægtebørn
angaar, maa der skelnes mellem forsk. Tilfælde:
Saa længe begge Forældrene lever sammen, har
de begge Andel i Forældremagten; men
Moderens Forældremagt er kun af ringe Bet., da
Faderens Villie er den afgørende i Tilfælde af
Uenighed. Faderen kan endogsaa paa egen
Haand anbringe Børnene uden for Hjemmet. —
M. H. t. Barnets religiøse Opdragelse staar
Moderen dog paa lige Fod med Faderen (se ovf. 1),
og hendes Samtykke udkræves, hvis Barnet vil
indgaa Ægteskab, og i enkelte andre Tilfælde.
— Hvis en af Ægtefællerne ulovligt forlader
den anden, har denne Ret til Børnene. Hvor
Forældrenes Samliv er ophævet af andre
Grunde, kan ingen alm. Regel opstilles. Spørgsmaalet
om Retten til Børnene maa eventuelt afgøres
ad Rettens Vej. Opnaar Forældrene
Separations- eller Skilsmissebevilling, afgøres det samtidig,
hvem der skal have Børnene; hvis den ene
Part alene bærer Skylden, plejer den anden at
faa Børnene. I Tilfælde af Skilsmisse ved Dom
har den Uskyldige Ret til Børnene, i alt Fald
hvis Skilsmissegrunden er Ægteskabsbrud. Paa
disse Punkter tager vor nugældende Ret
aabenbart for lidt Hensyn til Barnets Tarv; dette vil
derimod bliver det afgørende efter de ovenfor
omtalte skandinaviske Lovudkast. Hvis en af
Forældrene dør, har den Efterlevende
Forældremagten og beholder den, selv om han (hun)
gifter sig igen; men hvis Forældrene var skilte
forinden, er det meget tvivlsomt, om den
Efterlevende kan gøre Krav paa Forældremagten,
hvor denne ved Skilsmissen var tillagt den
anden. Antages det ikke, maa Forældremagten
tilkomme Barnets Værge, der ogsaa har den, hvor
begge Forældre er døde.
Adoption (s. d.) bevirker, at
Adoptivforældrene faar Forældremyndigheden. Men ogsaa ved
privat Aftale antages det (med tvivlsom Føje),
at Forældremagten kan overdrages til andre
med bindende Virkning; Forældrene kan dog
ikke være afskaarne fra at fordre Barnet
tilbage, hvis det lider Nød ell. i øvrigt behandles
i Strid med afgørende Forudsætninger ved
Aftalen. Forældrene kan ogsaa overlade andre en
Del af deres Myndighed, som det sker, naar
Barnet er i Pleje (se Plejebørn), i Lære ell.
i Tjeneste. — I samme Omfang som
Myndigheden gaar over til de Paagældende, vil de faa
de til Forældremagten knyttede Pligter, og
Forældrene vil blive fri for dem i tilsvarende Grad.
Det maa dog mærkes, at Forsørgelsespligten
altid paahviler de naturlige Forældre; thi den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
