Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Camôes (ogsaa undertiden skrevet »Camoens«), Luiz Vaz de, Portugals navnkundigste Digter, (1524/5-1580)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Efter Catherina’s Død 1556 stod han en Tid i
Kærlighedsforhold til en indfødt Pige. En Satire
(Disparates na India) over Koloniernes Ledelse
og det hele Liv, som førtes der, indbragte ham
meget Fjendskab hos de Mægtige. En Gang var
han i Gældsfængsel, en anden Gang sad han i
Arrest for Misligheder i sine Regnskaber (han
havde faaet et Embede som Provedor môr dos
defunctos e ausentes, en Art Overformynder),
— dog frikendtes han endelig. Sygdom døjede
han meget af, og paa en Sejlads fra Macao til
Goa led han Skibbrud ved Floden Mecom’s
Munding og maatte svømme i Land med
Manuskriptet til det Digterværk, som skulde gøre
ham udødelig. Især under sit tre Aars Ophold
i Mozambique, paa Hjemvejen til Fædrelandet,
var han i den Grad blevet forarmet og elendig,
at han knapt havde noget at spise, og
Hjemrejsen maatte nogle Venner betale for ham,
deriblandt Historikeren og Digteren Diogo de
Couto og Lyrikeren Heitor de Silveira, en gl
Krigskammerat, hvem han havde den Sorg at
miste, kort forinden hans Skib naaede Lissabon
7. Apr. 1570. Staden var Aaret før blevet
hærget af Pesten; men sin Moder traf C. endnu i
Live, og 1572 fik han udg. sit store Epos, Os
Lusiadas, som han tilegnede den unge Kong
Sebastião. Derimod blev Samlingen af hans
lyriske og andre Digtninge, som han havde
forberedt til Udgivelse, frastjaalet ham. Kongen
skænkede ham en Pension, der imidlertid ikke
var synderlig stor, og hvis Udbetaling endda
forsinkedes under deres Hænder, som havde
med disse Sager at gøre. Historien om C.’s
indiske Slave, der tiggede for sin Herre, er dog
Opspind. Litterære Rivaler og Sygdom
forbitrede ogsaa hans sidste Dage, som han tilbragte
i sin Moders Hus; men hvad der fuldstændig
knækkede hans Livskraft, var det ulykkelige
Udfald af Sebastião’s Tog til Afrika 1578. Siden
Efterretningen om Portugisernes Nederlag ved
Alcázar-Kebir kom til Portugal, laa han omtr.
bestandig til Sengs. Hans Haab om Bevarelsen
af Landets Selvstændighed glippede, og medens
Filip II af Spaniens Tropper 1580 rykkede mod
Lissabon for at gøre Ende paa det nationale
Kongedømme, døde C. 10. Juni, efter kort før
at have skrevet til Francisco de Almeida; »jeg
dør da i det mindste med mit Fædreland«. C.
var, som man ser, en ægte Renaissanceskikkelse,
en urolig, men rig Aand med stærke Følelser
og et stort Fond af Livskraft. Hvad der især
har vundet ham hans Landsmænds Hjerter,
er hans brændende Fædrelandskærlighed, den
Hjemve, der har givet sig Luft i mange af hans
Digte, den i næsten hele hans Liv nærede Trang
til at hædre Portugal paa uforgængelig Vis, der
udtaler sig gennem det Værk, han selv
befragtede som sit Hovedværk, og som ogsaa er det.
Hans Grav ødelagdes ved det store Jordskælv
1755, men der er 1867 rejst ham et Monument
i Lissabon; der holdtes en stor Mindefest for
ham 1880, og hans Navn er endnu Portugiserne
saa kært som nogen Sinde.
Til sit store nationalhistoriske Heltedigt fik C.
Ideen ved at læse João de Barros’ hist.
Skildring af Portugisernes Heltegerninger i Asien;
det hedder sig, at han læste Beg. af denne i
Fængslet i Lissabon. Han udarbejdede det
efterhaanden under Opholdet i Indien, medens han
omtumledes af Skæbnen, gav det den sidste
Affiling efter Hjemkomsten og udgav det, efter
at det til Slutn. lykkelig havde passeret
Censurens Skær, 1572 i Lissabon (i eet Bd). Det
bestaar af 10 Sange, og Versemaalet er Ottave
Rime ligesom i Italienernes episke Poesi. Til
Forbillede har Digteren udvalgt sig Vergil, og
den antikke Gudeverden spiller en stor Rolle i
C.’s Strofer ved Siden af kristelige
Forestillinger; men der er tillige noget ejendommelig
personligt og storslaaet alvorligt i Digtet, som har
gjort sit til, at det egl. aldrig er blevet folkelig
Læsning, men til Gengæld har vundet de
fornemmere Aander for sig (en af de første var
Torquato Tasso) og erhvervet et Verdensry,
som hviler paa, at det tilfredsstiller strenge
æstetiske Krav. Versene er helt igennem
overordentlig skønt formede, Diktionen pragtfuld,
og Billeder og Beskrivelser er ofte af en
sjælden gribende Sandhed. Det er urigtigt at kalde
Digtet Lusiaden, i Lighed med Iliaden o. l.; thi
Navnet Os Lusiadas betyder Efterkommerne af
Sagnhelten Lusus, d. v. s. det samme som
Lusitanerne, Portugiserne: hele Folkets Bedrifter
er nemlig Emnet, men især de portug.
Opdagelser og Landvindinger i det fjerne Øst og
Syd, til Dels knyttede til Vasco da Gama’s Navn.
Af de senere Udgaver kan mærkes den med
Faria y Souza’s Kommentar (1639),
Souza-Botelho’s Pragtudgave (1817 og 1819),
Reinhardstöttner’s (1875), A. Coelho’s (1880). Paa Tysk
er Os Lusiadas bl. a. oversat af Storck (1883),
paa Dansk af H. V. Lundbye (1828—30,
temmelig prosaisk). — C.’s mindre Digtninge
foreligger hidtil kun i temmelig ukritiske Udgaver.
Nu er der halvsyvende Hundrede Digte, der
gaar under C.’s Navn; men der er Grund til at
antage, at hvert fjerde af dem er uægte, og
adskillige er ham endda helt uværdige. Sikkert
er det imidlertid, at C. var en stor Lyriker, at
hans formelle Fortrin er beundringsværdige, og
at han har udtrykt erotiske Følelser saavel som
Patriotisme, Hjemve og Tungsind med en
Inderlighed og Kraft, der næppe forfejler sin
Virkning paa nogen, der har Sans for Poesi. C.
har dels benyttet de ital. lyriske Metra, som
Boscán indførte i den pyrenæiske Halvøs Litt.,
dels holdt sig til det gammeldags
Redondilha-Vers. I sin Ungdom (før 1549) digtede han tre
Skuespil, nemlig Filodemo, El-Rei Seleuco og
Os Anfitriões, livlige, temmelig korte Stykker, i
en Blanding af Prosa og Vers og med et vist
folkeligt Anstrøg. Bedst er det sidste, en
Efterligning af Plautus’ Amphitruo. C.’s Digtninge
er alle oversatte paa Tysk af W. Storck
(»Sämmtliche Gedichte«, 6 Bd, 1880—83). Blandt
Udgaverne af hans samlede Værker i Originalsproget
mærkes Juromenha’s (1860—69, 6 Bd) og Th.
Braga’s (1874, 3 Bd). (Litt.: Th. Braga,
Historia de C. [Porto 1873—75, 3 Bd); F. J.
Meier, »L. V. de C.« [i »Hist. Arkiv«, 1875,
II]; Th. Braga, Bibliographia Camoneana
[Lissabon 1880]; W. Storck, »Luiz de C.’s
Leben« [Paderborn 1890]; Th. Braga, C. e o
sentimento nacional [1891]; Oliveira
Martins, C., os Lusiadas e a Renascença [Porto
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
