Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind IV: Bridge—Cikader / 546 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Canteleu, By i det nordvestlige Frankrig, Dept Seine-Inférieure, ligger 6 km V. f. Rouen - Cantemir, Demetriu, moldauisk Fyrste og Historieskriver (1673-1723 - Cantenac, se Bordeauxvine. - Cante Perdrix, en meget fin Rødvin fra Provence. - Canter betyder i Væddeløbssproget en jævn, rolig Galop - Canterbury, By i det sydøstlige England, Kentshire, 89 km SØ. f. London - Canterbury tales, se Chaucer. - Canth, Minna (Vilhelmina), finsk Digterinde, (1844- )

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Cantemir, Demetriu, moldauisk
Fyrste og Historieskriver (1673—1723), tilbragte
en Del af sin Ungdom i Konstantinopel, levede
den sidste Del af sit Liv i Rusland, hvor han
stod i Gunst hos Peter den Store. Hans
Hovedværker er »Moldau-Valakkernes Krønike«,
»Moldaus Beskrivelse« og »Det ottomanske
Riges Historie«, alle skrevne paa Latin (det
første, dog senere oversat af ham selv paa
Rumænsk i et mærkeligt maniereret Sprog).
K. S.-J.

Cantenac [kã↱tnak], se Bordeauxvine.

Cante Perdrix [↱kã.t-pær↱dri], en meget fin
Rødvin fra Provence.

Canter [↱käntə] betyder i Væddeløbssproget
en jævn, rolig Galop. Preliminary C.
kaldes den lille Galop, som man i Reglen lader
Hesten gaa, umiddelbart forinden Løbet paa
Vejen til Startningsstedet, for at forberede dens
Lunger og Lemmer til den Kraftanstrengelse,
der fordres af disse under Løbet.
(C. G. B.). O. P.

Canterbury [↱käntəbər_i], By i det sydøstlige
England, Kentshire, 89 km SØ. f. London ved
South-Eastern & Chatham-Jernbanen, ligger
malerisk ved begge Bredder af Stour, som kort
ndf. Staden bliver sejlbar. (1911) 24628 Indb. C.
er en gammeldags By med trange Gader og
Gavlbygninger med høje Tage og Træbalkoner;
Spadserestien Dane John er anlagt paa en Del
af de gl. Byvolde; af Byportene er kun
Westgate, fra Richard II’s Tid, tilbage. Af de mange
Kirker er den ældste St Martins med den
Døbefont, hvor Kong Ethelbert efter Sagnet blev
døbt, men den prægtigste er Domkirken, hvis
Kryptkirke er fra 1070, medens Overkirken
skriver sig fra Tiden 1174—1517; Koret er den
ældste eng. Bygning i Spidsbuestil; det Indre
indeholder gl. værdifulde Glasmalerier og
mange hist. Minder. C. er Sædet for den eng.
Kirkes fornemste Ærkebiskop, som kroner Kongen
og er Rigets første Peer; i Reglen residerer
han dog i Lambeth Palace i London. C. har
Bryggerier, Garverier og Teglværker samt en
betydelig Handel med Agerbrugsprodukter.
Byen styres af en Borgemester, 6 Oldermænd
og et Byraad paa 18 Medlemmer. — C., der
af Angelsakserne kaldtes Cantwaraburh,
»Kent-Mændenes By«, var allerede i Romertiden
en blomstrende By, kendt under Navnet
Durovernum. Den var Hovedstad i Kong
Ethelbert’s Rige, og Angelsaksernes Missionær
Augustinus var den første Ærkebiskop i C.
(597—605). 1283—1885 sendte C. to Medlemmer til
Parlamentet, derefter kun eet. I 17. Aarh.
indvandrede et stort Antal Valloner til C. p. Gr. a.
religiøse Forfølgelser, og grundlagde her en
betydelig Silkeindustri.
G. Ht.

Canterbury Katedral.

Canterbury tales [↱käntəbər_i-↱te_i£z], se
Chaucer.

Canth [kant], Minna (Vilhelmina),
finsk Digterinde, f. 19. Marts 1844 i Tammerfors,
hvor Faderen, G. W. Johansson, ligesom
Moderen af Almueslægt, var Opsynsmand ved
Bomuldsfabrikken, d. 12. Maj 1897 i Kuopio. 1852
flyttede Familien til Kuopio, hvor Faderen
aabnede et Udsalg for ovenn. Fabriks Produkter.
C. gik her i en sv. Pigeskole, men da Landets
første finske Seminarium aabnedes 1863 i
Jyväskylä med Uno Cygnæus som Forstander, gik
hun ind der som Elev. 1865 giftede hun sig med
Læreren i Naturkundskab ved Seminariet. J. F.
C. og afstod, ikke uden indre Kamp, fra
fortsatte Studier. Da Lektor C. i nogle Aar i
1870’erne var Redaktør af et Par stedlige Blade,
skrev C. deri Artikler imod Brændevinen og
for en forbedret Skoleundervisning for Piger.
Ved hendes Uforfærdethed og Gaaen løs paa
Sagen blev disse Artikler snart et alm.
Diskussionsemne; Meningerne delte sig for og imod
baade i hendes egen By og viden om i hele
Landet. Ved en af Nationalteatrets
Provinsturnéer fik C. Lejlighed til at se dets
Opvisninger, og hendes Lyst til at digte for Scenen
vaagnede. Hun tog lige straks fat og skrev sit
første Drama »Indbrudstyveriet«, som 1882 blev
opført paa og prisbelønnet af det finske
Nationalteater. Medens hun var beskæftiget med
dette Arbejde, døde hendes Mand 1879. Hun
flyttede med sine 7 Børn til Kuopio og overtog der
Faderens Forretning. Hverken Sorg ell.
økonomisk Bekymring kunde fortage hendes Lyst
til litterær Virksomhed. 1883 udkom »Paa
Roinila Gaard«, som blev opført og prisbelønnet
af det finske Litteraturselskab. Derefter fulgte
i hastig Rækkefølge: Dramaet »Arbejderens
Hustru« (1885), Novellerne »Hanna« og »Fattigt
Folk« (1886), »Blindskær« (1887), Dramaet »Den
haarde Skæbnes Børn« (1888) o. a. Det var
altsammen Folkelivsskildringer, hvori C. viste sig
at være en Mester i at tage Almuetyper paa
Kornet. Fra »Arbejderens Hustru« og fremefter
er disse Værker stærkt tendentiøse: den
impulsive Digterindes Indlæg i Tidens brændende
Spørgsmaal, især Spørgsmaalene om den
Fattiges og Kvindens, som hun mente, retsløse
Stilling i Samfundet. Senere forlægger hun Milieuet
til Middelstanden og skriver da Dramaerne
»Præstens Familie« (1891) og »Sylvi« (1893) og
to Lystspil, som bruges meget til
Dilettantkomedie. 1895 udkom »Borte hjemmefra« og
»Anna-Liisa«, den sidste et rent Almuedrama
uden Tendens ell. Problem. 1895 blev C.
prisbelønnet af Längman’s-Fondet. C. er den mest
produktive og populære af alle dramatiske
Forf. paa Finsk. Hendes Begavelse vandt udelt
Beundring, men hendes ofte bittert tendentiøse
Tone vakte ikke saa lidt Modsigelse; skarpest
var denne, da »Den haarde Skæbnes Børn« blev

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>