Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Cantu, Cesare, ital. Historiker og Forf., (1807-1895) - cantus (lat., ital. canto), Sang, Melodi, betegner i et Musikstykke den væsentligst fremtrædende Melodi, melodiførende Stemme - cantus firmus (lat., »den faste Sang«, fr. chant donné), opr. Melodien i den gregorianske Kirke- ell. Koralsang - Cantzler, - 1) Axel Leopold, sv. Billedhugger og Landskabsmaler, (1832-1875) - 2) Broderen Johan Oskar C., (1844- ) - canule (canula, et Rør), se Kanyle. - Canulejus, Gajus, Folketribun, stillede 445 f. Kr. det Forslag, at Ægteskab mellem Patricier og Plebejer skulde være tilladt - Canus (Cano), Melchior, rom.-katolsk Dogmatiker,(1509-1560) - Canusium, se Canosa di Puglia. - Canuti, Domenico Maria, ital. Maler fra Bologna (1620-84) - Canutillos kaldes paa de sydamer. Findesteder de til kostbare Smykkesten anvendelige Smaragder. - Canvassing, eng. Betegnelse for den Stemmehvervning ved Parlamentsvalg, som sker ved særlige, lejede Kræfter - Canzone (ital.), Betegnelsen for en metrisk Form, der opr. hører hjemme i den provencalske Digtekunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Retninger fortrinlige Arbejde, der foruden paa den
politiske Historie ogsaa lægger en Hovedvægt
paa Fortidens Litt. og Kultur, skaffede sin Forf.
økonomisk Uafhængighed (Honoraret skal have
udgjort over 300000 Lire) og er blevet oversat
paa adskillige Sprog, ogsaa paa Dansk, i en
dog meget fri og stærkt forkortet Bearbejdelse
ved Holm og Weilbach (1871—78, 7 Bd);
Værket er skrevet ud fra et udpræget kat.
Standpunkt. Mindre godt optaget blev Storia degli
Italiani (1854, 6 Bd), hvori C. som sit politiske
Ideal fremstillede et ital. Statsforbund: under
Pavens og Østerrigs Ledelse. Siden skrev han
andre populære hist. Skr, og fortræffelige og vidt
udbredte Skr for Ungdommen.
Kr. E.
cantus (lat., ital. canto), Sang, Melodi,
betegner i et flerstemmigt Musikstykke den
væsentligst fremtrædende Melodi, den
melodiførende Stemme, som oftest Sopranen
(discantus). Ganske vist lagde Kontrapunktisterne
i 15.—16. Aarh. Melodien, Hovedstemmen i
Tenoren, der fik tildelt c. firmus (s. d.), det fra
den gregorianske Kirkesang laante Tema, mod
hvilken de øvrige Stemmer udførte figurerede
Kontrapunkter; men af disse var dog igen
Sopranen den Stemme, der traadte stærkest frem
som melodiførende. Tilmed var Tenorens
Noder ofte af saa lang Varighed, at der ikke
længere kunde være Tale om Melodi. — c.
planus (lige Sang, ital. c. piano, fr. plain-chant),
Betegnelse for den gregorianske unisone
Kirkesang, fordi den skred frem i lige lange
Nodeværdier, i Modsætning til c. figuralis, ell.
mensuralis, hvis Noder havde ulige Tidsværdi.
S. L.
cantus firmus (lat., »den faste Sang«, fr.
chant donné), opr. en Betegnelse for Melodien
i den gregorianske Kirke- ell. Koralsang,
senere Benævnelsen for enhver Melodi, der
lægges til Grund for en kontrapunktisk
Udarbejdelse. Pave Gregor den Store havde c. 600
samlet de ældre Kirkesange, renset dem og
forøget dem med ny og endelig optegnet dem,
ordnede efter Kirkeaarets forsk. Dage i en
Antifonar (s. d.). Denne autentiske Antifonar, der
blev anbragt i en Kæde ved Alteret i
Peterskirken, betragtedes som den usvigelige
Rettesnor for den rom. Kirkes Sang, og de deri
indeholdte Melodier skulde for alle Tider være
faste og uforanderlige, hvorfor man kaldte hver
enkelt af dem c. f. Senere optog
Kontrapunktikerne Melodier af denne gregorianske
Samling som Udgangspunkt for deres
kontrapunktiske Musikstykker, og da man senere ogsaa
benyttede andre, vilkaarlige Melodier, overførte
man det vante Navn c. f. ogsaa paa disse.
Øvelser i Kontrapunkt foretages over en
saadan c. f., der anbringes snart i den ene, snart
i den anden Stemme.
S. L.
Cantzler [↱kantslər], 1) Axel Leopold,
sv. Billedhugger og Landskabsmaler, f. 19. Juni
1832 i Sthlm, d. 30. Juni 1875. C. har særlig
vundet Navn som Billedhugger, saaledes med
Værker som »Kraka« (1855) og særlig
Marmorstatuen »Erigone« (udstillet i Sthlm’s
Nationalmus.) 1863. Sin Uddannelse havde han faaet
paa Sthlm’s Akademi for de fri Kunster samt
ved Studieophold i Italien. Senere kastede C.
sig over Landskabskunsten og malede en
Række Landskaber af akademisk Præg, for en stor
Del fra ital. Egne, saaledes i Sthlm’s
Nationalmuseum »Landskab fra Sabinerbjergene« (1863).
— 2) Broderen Johan Oskar C., f. 1844 i
Stlhm, har udført en Del Portrætter, ogsaa
Genrebilleder.
A. Hk.
canule [ka↱nyl] (canula, et Rør), se Kanyle.
Canulejus [-↱læ-], Gajus, rom. Folketribun,
stillede 445 f. Kr. det Forslag, at Ægteskab
mellem Patricier og Plebejer skulde være
tilladt, medens andre Tribuner samtidig foreslog,
at Konsulerne ogsaa kunde vælges bl.
Plebejerne. Det første blev vedtaget efter en heftig
Kamp, og det besluttedes tillige, i St f.
Konsuler, at vælge Krigstribuner med
Konsulmyndighed, til hvilket Embede ogsaa Plebejerne
fik Adgang; herved opnaaede Patricierne, at i
det mindste selve Konsulstillingen blev deres
Stand forbeholdt. Først henved 80 Aar senere
aabnede de Liciniske Love (s. d.) Plebejerne
Adgang til Konsulværdigheden.
Kr. E.
Canus (Cano), Melchior, rom.-katolsk
Dogmatiker, f. 1509 i Tarancon ved Toledo, d.
1560. C. traadte ind i Dominikanerordenen i
Salamanca, hvor han efter tilendebragte
Studier blev Prof. i Teologi; han var til Stede paa
Kirkeforsamlingen i Trient. Han bekæmpede
Jesuiterordenen, i hvilken han saa en Forløber
for Antikrist, og forsvarede Kongens Ret til
at føre Krig ogsaa mod Paven. C. er en Type
paa den Skolastik, der ved at modtage
Paavirkning fra den begyndende Empiri dræber
sig selv. Hans Loci theologici udkom 1562 i
Salamanca, hvorpaa fulgte mindst 27 Opl.
L. M.
Canusium, se Canosa di Puglia.
Canuti, Domenico Maria, ital. Maler
fra Bologna (1620—84), Elev af G. Reni, hvis
Værker han ofte kopierede til Fuldkommenhed,
og hvis Kunstretning han ganske fulgte. Han
har naaet de smukkeste Resultater i sine
bravurmæssig udførte Fresker med de dristig
gennemførte Forkortninger, saaledes de store
Fresker i S. Michele’s Bibliotek (Bologna),
Arbejderne i Palazzo Pepoli i Bologna, i Mantova’s
hertugelige Palads, i Palazzo Colonna i Rom
etc. I Pinakoteket i Bologna (i hvilken By han
ledede en søgt Malerskole indtil Afrejsen til
Rom) findes hans »Den hellige Benedikts Død«.
A. Hk.
Canutillos [-↱tiljås] kaldes paa de sydamer.
Findesteder de til kostbare Smykkesten
anvendelige Smaragder.
(N. V. U.). O. B. B.
Canvassing [↱känväsiŋ], eng. Betegnelse for
den Stemmehvervning ved Parlamentsvalg, som
sker ved særlige, lejede Kræfter. De Mænd,
som gør Tjeneste herved, er ved Lov
udelukkede fra selv at afgive Stemme.
E. E.
Canzone [kan↱tsone] (ital.), Betegnelsen for
en metrisk Form, der opr. hører hjemme i den
provençalske Digtekunst. Versemaalet er
væsentlig jambisk; Digtet er delt i Strofer, hvis
Versliniers Antal ikke er bestemt, men dog ens
i alle Stroferne; Verslinierne er oftest ulige
lange og rimer indbyrdes i ikke strengt
lovbunden Orden (opr. i alt Fald); til Slutn. danner
nogle faa Linier en lille Strofe, der kaldes
Congedo (Farvel til Digtet, der gaar ud i Verden)
og undertiden indeholder en Dedikation.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
