Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - capriccio (ital., fr. Caprice, »Lune«), betegner som Navn paa et Musikstykke ikke nogen bestemt, fast afgrænset Form - capriccioso, mus. Foredrags-betegnelse: med spøgefuldt, kækt Foredrag. - Capricornkanalen, et bredt, N. f. Stenbukkens Vendekreds liggende og derefter opkaldt Stræde paa Østkysten af Australien - Capricornus (lat.), astron., se Stenbukken. - Caprificus, se Ficus. - Caprifoliaceæ, se Gedebladfamilien. - Caprifolium, se Lonicera. - Caprimulgus, se Natravne. - Caprino, C. Veronese, By i Norditalien, Prov. Verona, ligger 21 km V. f. Bergamo - capriole, se Skoleridning. - Caprivi, Georg Leo v., egl. C. de Caprara de Montecuculi, tysk General og Statsmand, (1831-1899) - Capsella, se Hyrdetaske. - Capsicum L., Slægt af Natskyggefam., en- ell. fleraarige Urter med parvis staaende Blade og enlige Blomster
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
pikante Vendinger er fremherskende, c.
forekommer ogsaa som Betegnelse for en Slags
Øvelsestykke, Etuder, i hvilke enkelte
vanskelige Nodefigurer ell. Passager optræder i
mange forskelligartede Gentagelser. A capriccio
d. s. s. ad libitum (s. d.).
S. L.
capriccioso [kapri↱t.∫oso], mus.
Foredragsbetegnelse: med spøgefuldt, kækt Foredrag.
Capricornkanalen, et bredt, N. f.
Stenbukkens Vendekreds liggende og derefter opkaldt
Stræde paa Østkysten af Australien, mellem den
af mange smaa Øer og Rev bestaaende
Capricorngruppe og den sydlige Del af det store
Barriererev.
M. V.
Capricornus (lat.), astron., se Stenbukken.
Caprificus, se Ficus.
Caprifoliaceæ, se Gedebladfamilien.
Caprifolium, se Lonicera.
Caprimulgus, se Natravne.
Caprino, C. Veronese, By i Norditalien,
Prov. Verona, ligger 21 km V. f. Bergamo ved
Banelinien Verona—C. samt i Nærheden af
Garda-Søens østlige Bred. (1911) 17398 Indb.
C. staar i Ry for sine Trøfler.
H. P. S.
capriole [fr. ka↱priål, da. -pri↱o´l], se
Skoleridning.
Caprivi, Georg Leo v., egl. C. de
Caprara de Montecuculi, tysk General og
Statsmand, f. 24. Febr 1831 i Berlin, af en opr.
ital. Slægt, som i 18. Aarh. var kommet til
Nordtyskland,
d. 6. Febr 1899.
Han blev 1850
Officer og 1861
Kaptajn i
Generalstaben,
gjorde 1866
som Major
Tjeneste i
Prins
Friedrich Karl’s
Stab og var
1870 Oberst og
Stabschef for
det 10.
Hærkorps, først i
Kampene
omkring Metz,
senere i
Felttoget ved Loire.
Han havde
væsentlig Del i, at det nævnte Hærkorps 16. Aug.
rykkede frem og ved sit Angreb hindrede den
fr. Hærs Tilbagegang til Verdun. 1872 blev C.
ansat i Krigsministeriet, 1877 Generalmajor og
Decbr 1882 Generalløjtnant og Kommandant i
Metz. Men allerede Marts 1883 blev han kaldt
tilbage til Berlin for at overtage
Marineministeriet med Viceadmirals Titel. I denne
Stilling lagde C. særlig Vægt paa at udvikle
Torpedovæsnet i Modsætning til Bygningen af store
Skibe, samt paa at fremme en hurtig
Udrustning af Flaaden og Lethed i dens Manøvrering.
Efter 5 Aars Tjeneste ved Flaaden blev C. Juni
1888 General for 10. Hærkorps, det samme,
hvis Stabschef han havde været i Krigen
1870—71. Dog heller ikke i denne Stilling forblev
han længe; thi med Bismarck’s Afgang 20.
Marts 1890 blev C. udnævnt til tysk Rigskansler
og preuss. Førsteminister; den sidste Stilling
afgav C. dog allerede Marts 1892 til Grev Botho
Eulenburg. Udnævnelsen vakte alm.
Forbavselse, thi han havde jo ingen Sinde spillet
nogen politisk Rolle. Vistnok havde han som
Marineminister vist megen Dygtighed i den
parlamentariske Forhandling og vundet Yndest selv
hos Oppositionens Medlemmer. Ogsaa fortaltes
det, at Bismarck 1878 efter en Sammenkomst
med C., havde udtalt, at han nu havde set sin
Efterfølger. Mærkværdigt nok var der i C.’s
Udseende ikke ringe Lighed med Bismarck’s.
Allerede ved sin første Optræden i det preuss.
Underhus antydede C., at Bismarck’s overlegne
Personlighed havde øvet et Tryk baade paa de
andre Ministre og paa
Folkerepræsentationerne, hvilket nu vilde ophøre, og i Virkeligheden
indtraadte der baade større Selvstændighed for
de enkelte Fagministre og større Frihed for
Rigsdagen og de politiske Partier, medens
Rigskanslerens personlige Regimente hørte op.
Ligeledes blev det strenge Forvaltningssystem
mildnet: Undtagelsesloven mod Socialisterne blev
ikke fornyet, Pastvangen i Elsass ophævedes,
og fl. nationale Indrømmelser gjordes
Polakkerne. For at opnaa endelig Forsoning med den
kat. Kirke udbetalte C. 1891 de 16 Mill. Rm.,
som den preuss. Regering under Kulturkampen
havde inddraget af de ulydige Biskoppers og
Præsters Lønninger. Ligeledes udrededes siden
1892 Renterne af Welferfondet til Hertugen af
Cumberland. Et afgørende Brud med Bismarck’s
økonomiske System gennemførte C. ved at
afslutte Handelspagter først med Østerrig og
Italien, Decbr 1891, senere med andre Magter,
1894 endog med Rusland, men vakte derved
Agrarernes bitre Uvillie imod sig. C. var
endvidere ivrig for Udvidelsen af Tysklands
Kolonier i Afrika og sluttede 1890 en Aftale med
England om Grænserne i Østafrika, hvorved
desuden Helgoland vandtes for Tyskland. Han
udvirkede 1893 en væsentlig Forøgelse af den
tyske Hærstyrke, men købte den til de gamle
Officerers Forargelse med Tjenestetidens
Nedsættelse. Ved Siden heraf fik han
Tremagtsforbundet fæstnet og knyttede fl. Lande i
venskabeligt Forhold dertil. Han viste saaledes,
at han ejede baade store diplomatiske Evner
og megen parlamentarisk Dygtighed. Alligevel
blev han 26. Oktbr 1894 fjernet fra Styrelsen
lige saa uventet, som han i sin Tid var blevet
kaldet dertil, og det uagtet han kort forinden
havde sejret over sin Medbejler til Kejserens
Yndest, Grev Eulenburg, i Spørgsmaalet om ny
strenge Forholdsregler mod
»Omvæltningspartierne« (d. v. s. Fremskridtspartiet og
Socialdemokraterne). Til Løn for Handelspagternes
Gennemførelse var han Decbr 1891 blevet
ophøjet til Greve. (Litt.: Max
Schneidewin, »Das polit. System des Grafen C.« [1894]),
E. E.
 |
| G. L. v. Caprivi. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
