Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind IV: Bridge—Cikader / 570 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Carducci, Giosué, ital. Digter, (1835-1907) - Carducho (Carducci, Carduccio), - 1) Bartolommeo, ital. Maler fra Firenze, (1560-1608) - 2) Vicente (Vincencio) fra Firenze (1578-1638) - Carduelis, se Stillids. - Carduus, se Tidsel. - Cardwell, Edward, eng. Statsmand, (1813-1886)

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Strofer personlige Sorger og Forhaabninger.
Hans første Samling Juvenilia (1850—60) er
litterær i sine Emner og meget paavirket af
Horats og de gl. Italienere; men allerede Levia
Gravia
(1861—71) er langt
mere
personlig. 1865
udslyngede han
under
Pseudonymet Enotrio
Romano et
Digt betitlet
Inno a Satana,
til
Fornægtelsens og
derigennem Fremskridtets
Aand, et
Angreb mod
Præsternes
Religion og den
asketiske
Middelalder og
samtidig en
Hymne til Kærligheden og Vinen som Livets
Symbol. Digtet, som vakte stor Begejstring og stor
Forargelse, danner en Overgang til Samlingen
Giambi et epodi (1867—79), særlig politiske og
satiriske Digte, hvor han er paavirket af
fremmede moderne Digtere, især Hugo og Heine.
Med Intermezzo, af stærkt personligt Indhold,
dannes Overgangen til Rime nuove (1861—87)
og Odi barbare (1877, 1882 og 1883). I disse
sidste besynger han atter Hellas og Rom, den
Verden, der legemliggjorde hans Ideal af
Skønhed og Heltemod (den hedenske Oldtid som
Modsætning til den asketiske Middelalder). Han,
der som Indledning til Rime nuove havde sunget
Rimets Pris, anvender her med stort Held de
antikke urimede Verseformer, ogsaa i Digte af
helt moderne Indhold (f. Eks. Alla stazione in
una mattina d’autunno). Med disse
Digtsamlinger havde C. naaet sit Højdepunkt; han var
tiljublet af alle, ogsaa af sine tidligere
Modstandere. Bl. hans sidste Digte kan nævnes
Mesterværker som Jauffré Rudel, il Piemonte o. fl.,
men sin største Tid helligede han nu litterære
Studier, som han stadig havde dyrket. »Den
varme flammende Patriot var samtidig en
flittig og arbejdsom Litterat, Oprøreren en
ærværdig Prof. Løveungen forvandlede sig til
Tider til »Biblioteksrotte«. Man skylder ham
udmærkede Udg. af gl. ital. Digtere (Poliziano,
Parini, Lorenzo de’ Medici, etc.) og af tidligere
uudgivne Tekster. De første virkelige Arbejder
om den gl. ital. Folkepoesi og om de ital.
Folkesange skyldes ham. Han har skrevet
fortrinlige Essays og Bøger over Emner af Italiens
Litteraturhistorie. Bozzetti critici (1874), Studii
letterarii (1876), Conversazioni critiche (1884),
Studii su G. Parini (1903) etc. Hans Opere er
udkomne samlede i Bologna (20 Bd,
1889—1909); et Udvalg af hans Digte, oversat paa
Tysk af B. Jacobsen med Indledning af Karl
Hillebrand, udkom i Leipzig 1880. Faa
Maaneder før sin Død fik han overrakt Nobelprisen
i Litteratur. (Litt.: G. Chiarini, Memorie
della vita di G. C. raccolte da un amico, 2. Udg.
[1908]; Benedetto Croce, Studi sul C. i
La Critica [1910]; i samme Bd findes en
udførlig C.-Bibliografi).
E. M-r.

G. Carducci

Carducho [kar↱duko] (Carducci,
Carduccio), 1) Bartolommeo, ital. Maler
fra Firenze, f. 1560, d. 1608 i Spanien, hvortil
han drog med sin Lærer, F. Zuccaro, under
hvem han havde arbejdet i Rom. C. fik megen
Indflydelse i sit ny Fædreland, arbejdede i
Escorial og udplantede Datidens florentinske
Kunstretning paa sp. Grund. Til hans dygtigste
Arbejder hører »Nedtageisen fra Korset« i San
Felipe el Real i Madrid, »Den hellige
Franciscus’ Stigmatisation« og »Kongernes
Tilbedelse« i Alkazar i Segovia. Den Skole, han
dannede i Spanien, blev fortsat og videre udviklet
af hans Broder og Elev 2) Vicente
(Vincencio) fra Firenze (1578—1638), der 1609 arvede
Broderens Stilling som sp. Hofmaler, et meget
produktivt Talent, hvis Navn særlig er knyttet
til de 55, i Løbet af 1626—30 udførte,
legendariske Fremstillinger af den hellige Bruno’s
og Karteuserordenens Liv, malede for Klosteret
El Paular (i Madrids Nationalmus. m. m.) samt
de 3 Slagbilleder i Prado: »Slaget ved Fleurus«,
»Konstanz undsættes 1633« og »Spanierne
indtager Rheinifelden«. Arbejder af den meget
ferme Kunstner findes bl. a. ogsaa i Museo del
Pardo i Toledo og i Slottet Buen Retiro. C.
skrev godt om Kunst (Dialogos de la pintura
etc. [1633; ny Udg. 1865]).
A. Hk.

Carduelis, se Stillids.

Carduus, se Tidsel.

Cardwell [↱ka._ədwe£], Edward, eng.
Statsmand, f. 24. Juli 1813, d. 15. Febr 1886. Søn
af en Købmand i Liverpool, blev 1838 indskrevet
bl. Sagførerne i London, men slog efter R. Peel’s
Opfordring ind paa den politiske Løbebane og
valgtes 1842 til Underhuset. Allerede 1845 blev
han Statskammersekretær og var en af Peel’s
Hjælpere ved den store Toldreform, ligesom
han senere regnedes bl. de ypperste Peelitter.
Han udgav ogsaa 1856—57 Memoirs of Sir
Robert Peel (2 Bd). Da han 1849 stemte for
Navigationsaktens Ophævelse, blev han 1852 ved de
ny Valg vraget i sin Fødeby, som havde valgt
ham 1847, men blev senere valgt i Oxford. Decbr
1852 blev C. Handelsminister, indtil Febr 1855,
og gennemførte den omfattende Lov om
Handelsflaaden (1854). 1859—61 var han
Oversekretær for Irland, derefter i 3 Aar Kansler for
Lancaster, d. v. s. Minister uden Portefeuille,
og endelig 1864—66 Statssekretær for
Kolonierne. Som saadan trak han de eng. Tropper
bort fra Kolonierne, for saa vidt disse ikke
vilde betale deres Underhold, og fremmede
derved baade Koloniernes Selvstyre og Selvforsvar.
Ogsaa forberedte han Dannelsen af Dominion
of Canada. Da det liberale Parti Decbr 1868
igen kom til Roret, blev C. Krigsminister; han
gennemførte streng Sparsommelighed i Hærens
Forvaltning og 1871 vigtige Ændringer i dens
Ordning, bl. a. kortere Tjenestetid og
Afskaffelse af Officerspatenternes Salg. Da han afgik
1874, blev han ophøjet til Peer som Viscount
C. og var siden en af sit Partis Ordførere i

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>