Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Cavour, Camillo Benso di, Greve, ital. Statsmand, (1810-1861)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ophæve Præsteskabets særlige Værneting
(gejstlige Domstole) og Kirkens Asylret, idet han
gjorde gældende, at det var en Fuldbyrdelse af
Grundlovens Bud om alle Statsborgeres Lighed
for Loven. Hans nærmeste Partifæller var dybt
grebne af Præsteskabets Modstand og vilde helst
udsætte Reformen, indtil man kunde opnaa
Overenskomst med Paven; men C. følte sig
overtydet om, at dennes Samtykke aldrig kunde
opnaas godvillig, og fremhævede derimod, at
Kirken altid havde vist sig i Stand til at bøje
sig for fuldbragte Kendsgerninger og derfor nok
vilde finde sig i at give Afkald paa disse
Forrettigheder i Sardinien lige saa vel som i andre
Lande. Allerede tidligere havde han i sit Blad
udtalt sig skarpt imod den klerikale Reaktion
og saaledes afgjort fornægtet det Adelsparti,
hvortil hans Byrd henviste ham. Efter sin
Ungdomsven Santa Rosa’s Død overtog han Oktbr
1850 Handels- og Landbrugsministeriet, samt fik
tillige Krigsflaaden under sig og maa nærmest
regnes som dens Grundlægger; Apr. 1851 blev
han tillige Finansminister. Det fortælles, at
Kong Victor Emanuel advarede de andre
Ministre fra at optage ham, da han efterhaanden
vilde tage alle Portefeuillerne, og
Førsteministeren d’Azeglio udtalte aabent sin Forbavselse
over hans utrolige Arbejdskraft og hans store
Glæde ved at arbejde.
C.’s første Gerning som Minister var at
slutte Handelspagter med alle mulige Magter,
selv med Østerrig, for at kunne gennemføre
Frihandelen gradvis og derved fremtvinge
Virksomhed og Driftighed i St f. den tidligere
Sløvhed og Stillestaaen. I Virkeligheden
udvikledes Sardiniens Industri i faa Aar meget
stærkt. Ligeledes støttede han Afskaffelsen af
Stamhuse og Bygningen af Jernbaner, samt var
altid ivrig for at fremme de andre Ministres
Lovforslag og paaskynde deres Virksomhed, saa
at man allerede opkaldte Ministeriet efter ham.
For at sikre Regeringen et stærkt Flertal
knyttede han nøje Forbindelse med venstre
Centrum under Rattazzi (det saakaldte »Connubio«)
og fik denne valgt til Deputeretkamrets
Formand; men da han havde gjort dette Skridt
paa egen Haand uden de andre Ministres
Samtykke, maatte han Maj 1852 selv fratræde som
Minister.
Han brugte sin Fritid til et Besøg i Paris og
London, blev begge Steder modtaget med stor
Højagtelse og Velvillie, samt forstod særlig at
vinde Napoleon III’s Tillid. Hjemme mærkedes
dog snart Savnet af hans stærke Haand, og kort
efter sin Tilbagekomst blev C. 4. Novbr 1852
Førsteminister med begge sine tidligere
Portefeuiller. Fra denne Stund var han ikke alene
sit Hjemlands første Statsmand, men ogsaa hele
det ital. Folks Leder fremad til borgerlig
Frihed indadtil og Uafhængighed udadtil — hvad
den landflygtige Gioberti allerede 1851 havde
udpeget, ham til. I Aarenes Løb ændredes
Ministeriet fl. Gange, men C. havde stadig
Ledelsen og desuden et Par af de vigtigste Poster;
Jan. 1855 blev han Udenrigsminister og Jan.
1858 tillige Indenrigsminister, medens han
overgav Finanserne til Lanza. Medens man 1851
havde bebrejdet ham at gøre Knæfald for
Østerrig ved sin Handelspagt, fik han allerede 1853
Lejlighed til at vise sine sande Følelser imod
dette Land ved sin Klage over dets
Beslaglæggelse af de lombardiske Flygtninges
Ejendomme; han udvirkede en Bevilling for at raade
Bod paa Skaden og veg ikke tilbage for at
afbryde den diplomatiske Forbindelse. 1854
rettedes et nyt Slag imod Præsteskabet, idet 300
Klostre og alle Domkapitlerne ophævedes, og de
derved indvundne Midler brugtes til at forbedre
den lavere Gejstligheds Kaar. Aaret efter
førtes C. helt ind i »den store Politik«. Da
Østerrig 1854 ikke vilde gaa med til Krig mod
Rusland, bestemte C. sig dertil for sit eget Land,
for saaledes at vinde Vestmagternes Velvillie
og tillige faa godtgjort for Europa, hvor god en
Hær Sardinien havde. Det Forbund, han
derefter sluttede med England og Frankrig, var
— som den preuss. Sendemand Usedom
udtrykte sig — »et Pistolskud affyret for
Østerrigs Øre«, og det hilstes med alm. Tilfredshed
i Italien. Det bragte en vis Oprejsning for
Nederlaget ved Novara og skaffede senere
Sardinien Sæde paa Kongressen i Paris, hvor
Freden sluttedes. Her forstod C. hurtig at hævde
sin Plads, skønt han var Sendemand for en lille
Stat midt imellem Stormagternes fremragende
Sendemænd. Han vandt Ruslands Velvillie ved
sin Hensynsfuldhed over for dets Ønsker og sin
Modstand imod Østerrigs Forslag og støttede
særlig Tanken om de to rum. Fyrstendømmers
Forening. Vigtigere var det dog, at han fik
Lejlighed til at fremdrage de ital. Staters usle
Tilstand som Følge af deres slette Regeringer,
der holdtes oppe ved Østerrigs Støtte, og han
kunde saaledes kaste hele Skylden for Italiens
Ulykke over paa Sardiniens gl. Fjende. Hans
Klager fik endda Medhold hos Frankrigs og
Englands Statsmænd, og vandt han end ikke
noget virkeligt Fremskridt, var den moralske
Sejr uomtvistelig. Intet Under at der vaktes
den største Glæde i Italien, der endelig havde
fundet en Mand, som kunde tale dets Sag for
hele Europa og vinde Ørelyd for sine Ord. Der
sloges Guldmedailler til hans Ære ved
Sammenskud i de enkelte Lande, og fra Toscana
sendtes hans Marmorbuste med en Paaskrift
efter Dante: »Til ham, som kæmper for hende
(d. v. s. Italia) med aabent Visir«.
Selvfølgelig forværredes Forholdet til
Østerrig end mere ved denne Optræden, og nu
gennemførte C. en Udvidelse af Alessandrias
Befæstning — hvortil der indkøbtes 100 Kanoner
ved en national Indsamling, som lededes af
Venedigs landflygtige Diktator, Republikaneren
Manin — og Flaadens Overflytning fra Genua
til Spezias ny Krigshavn; s. A. (1857) udvirkede
han endvidere Beslutningen om Gennemboringen
af Mont Cenis (fuldført 10 Aar efter hans Død),
fordi »et Folk bliver stort ved at udføre store
Gerninger«. Da han selv ved et Besøg i London
straks efter Paris-Kongressen havde forvisset
sig om, at der ikke kunde ventes materiel Hjælp
til Italiens Frigørelse fra Englands Side, sluttede
han sig nøjere til Frankrig, og under et hemmeligt
Ophold paa Badestedet Plombières Juli 1858 traf
han Aftaler med Napoleon III personlig om
et Forbund imod Østerrig. Napoleon lovede ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
