Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Cement, forsk. Stoffer, der har den Egenskab, at de efter at være udrørte med Vand hærdner til en meget fast Masse - Cement, se Tænder. - Cementation (Cementering) i Metallografien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
endnu ikke ganske paa det rene med, hvilke
Processer der foregaar ved Hærdningen af
Portland-C.; dog synes denne i Hovedsagen at
skyldes Vandets og Kulsyrens Indvirkning,
hvorved der som væsentlig Bestanddel dannes
vandholdig Kalcium- og Aluminiumkalciumsilikat og
Forbindelser af Aluminiumoxyd, Ferrihydroxyd
og Kalk. Det har vist sig, at en Tilsætning af
reaktionsdygtig Kiselsyre, særlig i Form af
Moler har en gavnlig Indflydelse paa disse
Processer, særlig ved at bidrage til Binding af et
Overskud af Kalk. Medens alm. Kalkmørtel
under sin Hærdning udskiller en betydelig
Mængde Vand, fra hvilket Forhold Fugtigheden i ny
Huse stammer, saa indsuger tværtimod
C.-mørtel under Hærdningen Vand og vilde derfor
være en fortrinlig Erstatning for Kalkmørtel, om
ikke Prisen stillede sig i Vejen. Magnesia-C.
tilberedes af Dolomit paa to Maader, efter som
den indeholder mindre ell. mere Ler. I første
Tilfælde brændes den saa svagt, at kun
Magniumkarbonatet mister sin Kulsyre, medens
Kalciumkarbonatet beholder den største Del af sin;
i sidste Tilfælde ophedes den til Sintring. Den
første Slags binder hurtigere end den anden,
men opnaar ikke saa stor Styrke. Det er et
hvidt Pulver, der udvider sig ved Hærdningen
og derfor kun daarlig kan anvendes til
Bygningsbrug, men afgiver et udmærket Materiale
til Fremstilling af kunstige Sten. Under Navn
af Sorel’s C. benyttes en Blanding af svagt
brændt Magnesia og Magniumkloridopløsning,
som hurtig hærdner til en fast, haard Masse,
der kan poleres og farves og udfylder
Støbeformen godt, saaledes at den kan anvendes til
mange Slags støbte Sager, til Gulvbelægninger
og til Kunststen. I Stedet for Magniumklorid
bruges Zink- og Aluminiumsalte, og ofte faar
Massen en Tilsætning af lette Fyldstoffer,
imprægneres med Vandglas og ferniseres.
Albolit er en Blanding af malet og sigtet Magnesit,
et naturligt forekommende Magniumkarbonat,
med amorf Kiselsyre. Det stivner ved Udrøring
med Vand omtr. som Gips, og ved Anvendelse
af en Magniumkloridopløsning og en
Vandglasopløsning giver det en meget haard Masse, som
anvendes til Kunststen. Medina-C. fremstilles
især i England af Dolomitmergel og ligner
meget Roman-C. Da det har en meget stor
Modstandskraft over for Indvirkningen af Havvand,
og da det er temmelig billigt, benyttes det meget
i England og Frankrig til Fremstilling af Beton
til Bølgebrydere, Kajmure o. l. Magnesia
anvendes i øvrigt til en Mængde forskelligartet
sammensatte C., hovedsagelig som Grundlag for
kunstige Sten. De forsk. andre Kompositioner,
der gaar under Navn af C., f. Eks.
Fahnehjelm’s C., der faas ved Brænding af en
Blanding af Kaolin og Kridt, Scott’s C., der
faas ved Brænding af en Blanding af Gips og
Kalk, og for en Del ogsaa har dettes
Egenskaber, anvendes især til kunstige Sten,
Bygningsornamenter, o. l.
K. M.
Cement, se Tænder.
Cementation (Cementering) betegner
i Metallografien enhver Dannelse af en
Legering, hvor den smeltede Tilstandsform er omgaaet,
f. Eks. ved, at alle de legeringsdannende
Stoffer er faste, eventuelt et enkelt luftformigt;
mere specielt forstaas derved Jernets Optagelse
af Kulstof uden at være smeltet. Den
sidstnævnte teknologiske Proces har været kendt siden
8. Aarh. og har stadig under forsk. Former en
stor Bet.; den foregaar i sin simpleste
Skikkelse paa den Maade, at Jernstænger opvarmes
nedpakkede i en Jern- ell. Lerkasse sammen
med Kulpulver — i Reglen Trækul, til Tider
Benkul, Petroleumskoks o. l. — til lys
Rødglødhede i kortere ell. længere Tid; herved vil
Jernets Kulstofindhold forøges, idet først de
Jernkrystaller, der ligger paa Overfladen, vil
optage Kulstof, hvorefter der ved en
Diffusionsproces vil ske en stadig Vandring af Kulstof —
der ved den høje Temp. vil danne en fast
Opløsning i Jernet — ind imod de dybere
liggende Lag af Jernmassen, efterhaanden
omdannende denne til Staal. Lader man
Paavirkningen foregaa i tilstrækkelig lang Tid — f. Eks.
i en Snes Dage — kan selv ret tykke
Jernstænger blive regelmæssig omdannede til Staal
igennem hele Massen, saaledes som Tilfældet
er ved Fremstillingen af Cementstaal; ved
Indsætningen, der er en hyppigt foretagen
Værkstedsoperation, varer den kun i nogle Timer,
og her vil Kulstoffet kun trænge omtr. 1 mm
ind i Jernet. I St f. at foretage C. med
forholdsvis rent Kulstof som Trækulspulver e. l.
anvendes oftere saakaldte »Cementeringspulvere«,
kulstofholdige Stoffer af forsk. Sammensætning,
af hvilke særlig Cyanforbindelserne har faaet
en betydelig Udbredelse, idet det synes, som om
det i Cyanet tilstedeværende Kvælstof har en
befordrende Virkning paa C.; Anvendelsen af
Ferrocyankalium, »gult Blodludsalt«, i
Værkstedssproget kaldet »Kali« til den saakaldte
»partielle Indsætning« (se Indsætning)
hører herhen. Ogsaa kulstofholdige Luftarter
finder udstrakt Anvendelse til C., idet baade
Kulbrinter og Kulilter kan virke cementerende paa
Jern ved Glødhede; Anvendelsen af Kulbrinter
danner saaledes et vigtigt Led af den
Krupp’ske Metode til Fremstilling af Panserplader;
der kan i øvrigt ikke være Tvivl om, at ved
enhver i Praksis foretagen C. af Jern spiller
luftformede Kulstofforbindelser en vigtig Rolle,
f. Eks. Kulbrinter, der uddrives af Kullene p.
Gr. a. den tilstedeværende høje Temp., og
Kulilter, der af samme Grund dannes ved Reaktion
mellem Kullene og den omgivende atmosfæriske
Luft; det er dog bevist, at C. kan foregaa, om
end langsomt, allerede ved Berøring af det rene
Kulstof med Jernet uden Medvirkning af
luftformige Forbindelser, idet f. Eks. C. har kunnet
paavises ved Indvirkning af Diamant paa Jern
i Vacuum. Opnaaelsen af et mere indgaaende
Kendskab til den specielle Jern-C.’s Teori har
haft stor Bet. for Forstaaelsen af Reaktioner
imellem faste Stoffer; den ældre Tids
Opfattelse, at kun flydende ell. luftformige Stoffer
kan bringes til at reagere med hinanden
(corpora non agunt nisi fluida), kan ikke længere
opretholdes. Endelig skal kun nævnes, at C. jo
som før nævnt ogsaa kan finde Sted ved andre
Metaller end ved Jern. Bet. har den saaledes
for Kobberets Vedk., hvor der kan ske en
Omdannelse af Overfladen til Messing, ved at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
