Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Censorinus, rom. Grammatiker fra 3. Aarh. e. Kr. - Censur, Bedømmelse, dels af en Eksaminands Kundskaber og Modenhed, dels af Skr. som agtes offentliggjorte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Inddelinger af Menneskets Aldere og af Tiden og
giver inden for denne Ramme værdifulde
Notitser af hist. og kronologisk Art, mest efter
Sveton som Kilde. Udg. af Jahn (Berlin 1845) og
Hultsch (Leipzig 1867).
A. B. D.
Censur (lat. censura), egl. Bedømmelse,
betegner dels den af en dertil kompetent
Myndighed — i Danmark vedk. Eksamenskommission
ell. Eksamenscensorer — foretagne
Bedømmelse af en Eksaminands Kundskaber og Modenhed,
dels — enstydig med Bog-C. — den af Staten
befalede og af en dertil beskikket offentlig
Myndighed foretagen Bedømmelse af Skr, som agtes
offentliggjorte. — Bog-C. er omtr. saa gl som
selve Bogtrykkerkunsten. Som allerede den kgl.
Historiograf under Chr. IV, Jonas Venusinus,
udtalte: Saa saare de nye Tanker begynde at
fremkomme, begynder man ogsaa at ræddes
for dem og at stræbe ved strenge Censurlove at
slaa dem ned. Det var fra den kat. Kirke,
at Stødet til C. udgik. 1486 —
Bogtrykkerkunstens Opfindelse sættes i Alm. til c. 1450 —
indførte Erkebiskop Berthold af Mainz for første
Gang i Tyskland C. i sit Dioces. Og snart efter
fulgte en Rk. pavelige Buller om Tilsyn med
Bogtrykkerierne til Værn mod de alle Vegne
opdukkende kætterske Skr. Strenge
Forholdsregler blev trufne i saa godt som alle Stater i
Europa lige fra Italien til det yderste Norden.
Tridentkonciliet — sammentraadt 1545 —
forbød under svære Straffe baade at trykke og
læse kætterske Skr og gjorde Beg. med den
Fortegnelse over forbudte Bøger, den saakaldte
Index librorum prohibitorum, som siden 1563
udgaar fra den pavelige Kurie gennem
Congregatio indicis i Kardinalkollegiet. C. traadte dog
snart ogsaa i Statens og Politikkens Tjeneste.
Og ligeledes her indførtes den over hele Europa.
Den ny Tids Krav lod sig imidlertid i
Længden ikke afvise. Lige saa lidt som den kat.
Kirkecensur havde magtet at standse
Reformationen, lige saa lidt formaaede de kat. og
protestantiske Kirkers og Staters forenede
Censurbestræbelser at hindre Revolutionsideernes
fuldstændige Omvæltning af Folkenes Tankesæt.
Om end C. hist og her overlevede Revolutionen
og ligesom blev taget op paany under det
Tilbageslag, der fulgte efter Napoleon’s Fald,
havde den dog mistet sin bærende Kraft. Og med
1848 var — med en enkelt Undtagelse — dens
Rolle udspillet. I Frankrig ophævedes C.
ved Konstitutionen af 1791. Ved Chartet af 1814
blev den igen indført, men 1827 atter og for
stedse ophævet. I det hellige romerske
Rige var der i sin Tid i Frankfurt blevet
oprettet et Rigs-Bogkommissariat. Og Kejserne
maatte i deres Haandfæstninger forbinde sig til
at opretholde C. Centralmagten var dog ikke
stærk nok til at gennemføre Ensartethed i de
forsk. tyske Stater, og enkelte af Kejserne, og
bl. dem ingen i højere Grad end Josef II, var
meget lemfældige i dens Haandhævelse. Han
dristede sig vel ikke til ganske at ophæve den,
men indskærpede, at den ikke maatte anvendes
til at hindre Trykningen af kritiserende Skr —
forudsat at de ej var egl. Skandskr —,
hvorimod den strengt skulde rettes mod
Usædelighed og Angreb paa den kristne Religion.
Samtidig ophævede Frederik den Store i Preussen
C. for videnskabelige Drøftelser og digteriske
Frembringelser. Efter at Wien-Kongressen
havde sammenflikket det tyske Forbund, blev der
ved en Forbundsbeslutning af 20. Septbr 1819
for hele det tyske Forbundsomraade indført
obligatorisk C. Og saaledes vedblev Forholdet
at være, indtil C. afskaffedes 1848. I
England var C. — den verdslige ikke mindre end
den gejstlige — en lang Tid fuldt saa streng
som i det øvrige Europa. Regenterne af det
tudorske Hus yndede lige saa lidt som de to
første Stuarter Kritik og ukontrollerede
Meningsytringer. C. overlevede det lange
Parlament og den cromwellske Republik,
Kongedømmets Genoprettelse og Vilhelm af Oraniens
Tronbestigelse. Og der vedblev fremdeles som
forhen at fungere en Censor ell., som han her
benævnedes, licenser, uden hvis Tilladelse (license)
intet Skr. maatte trykkes. 1692 fornyede nu vel
Parlamentet den Lov, i H. t. hvilken C. bestod.
Men Fornyelsen gjaldt kun 2 Aar, og med 3.
Maj 1695 udløb dens Gyldighed. Og siden da
har C. i enhver Form været ukendt ikke blot i
selve England, men i alle Lande, hvor den
angelsachsiske Race har været den herskende. — At
C. med al sin Vægt raader i Rusland, og om
muligt endnu tungere i Polen, skal her blot
nævnes.
Hvad Forholdene i den dansk-norske
Stat angaar, da kendes kun lidet til den kat.
Tid. Dog synes C. at have været henlagt under
Kbhvn’s Univ. (Fortalen til Peder Laale’s
»Danske Ordsprog«, Udg. 1506). I Kirkeordinansen
af 14. Juni 1539 bestemtes det imidlertid, at
ingen Bog i Danmark og Norge maa trykkes paa
Latin, Dansk ell. Tysk ell. indføres og
udbredes, om den er trykt andetsteds uden først at
være gennemset af Univ. og af Stiftets Biskop.
Og denne Bestemmelse fastholdes gennem de
vekslende Tider, om end med forsk. mindre
væsentlige Ændringer. Efter Suverænitetens
Indførelse gentoges den i Frd. af 6. Maj 1667,
hvorfra den atter optoges i Chr. V’s D. L. 2—21
og N. L. 2—20, dog med den Modifikation, at
udenlands trykte danske og norske Bøger kun
maatte indføres efter dertil meddelt sær kgl.
Tilladelse. C.’s Formaal var i første Række at
forebygge Angreb paa Kirken og Religionen,
særlig den rette augsburgske Trosbekendelse, og
Forvanskning af dens Lærdomme, samt, og da
navnlig efter 1660, at hævde absolutum
dominium og Kongehusets Majestæt. Men ved Siden
heraf kom dog ogsaa andre Formaal i
Betragtning. Saaledes paalægger et kgl. aabent Brev
af 1. Jan. 1562 vedk. Censorer ved Overs. at
agte paa, at »det rette danske Maal ej er
blevet forvansket«, en Befaling, der paa ny
indskærpedes 1596. Selvfølgelig maatte denne
Tilstand være alt andet end fremmende for Litt.
og Videnskab. Der var end ikke sat nogen
Tidsfrist for C.’s Foretagelse, saa at ofte Aar og
Dag kunde hengaa, inden Forf. fik sit Arbejdes
Skæbne at vide. Naar Censors Approbation saa
endda havde fritaget Forf. for senere
Ansvar. Men dette var ingenlunde Tilfældet.
Fandtes et censoreret Skr. senere strafskyldigt, var
det Forf. alene, der blev straffet, ikke Censor.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
