Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Christensen, Jens Christian, dansk Politiker, (1856- )
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
uddybedes mellem det ministerielle
Reformparti og den radikale Gruppe, muliggjordes til
Gengæld en bedre Forstaaelse med det
moderate Venstre, og Forhandlingerne lettedes over
for den frikonservative Gruppe i Landstinget.
Som Følge heraf blev Rigsdagssamlingen
1907—08 den frugtbareste, man hidtil havde kendt,
baade i Henseende til de vedtagne Loves Tal og
til deres Vigtighed. Efter Samlingens Slutn.
foretoges 23. Juli 1908 en Omdannelse af
Ministeriet, hvorved den i Vinterens Løb stærkt
angrebne Alberti afgik, medens det moderate
Venstres Fører Neergaard indtraadte. Ministeriets
Stilling syntes derfor at være stærkere end før
og dermed ogsaa dets Evne til at give sig i
Lag med Forsvarssagens Ordning som dets
Fremtidsopgave. En anden vigtig Opgave vilde
det være at ordne Danmarks Mellemværende
med Island. I dette Øjemed ledsagede han 1907
Kongen paa Islandsfærden og blev derefter
Formand for den danske Del af den fælles
Kommission. Allerede 1905 var han blevet Storkors
af Dannebroge, og han nød utvivlsomt Kongens
(Frederik VIII’s) fulde Tillid; men Stillingen
ændredes helt, da Alberti’s kolossale
Bedragerier og hans Fængsling 8. Septbr 1908 trak
Ministeriets Fald efter sig 4 Dage senere.
Skønt dette fjernede C. fra Statsstyrelsen,
nedbrød det ikke hans politiske Indflydelse. Han
blev straks genvalgt til Formand for sit Parti,
samt tillige til Formand for Finansudvalget, og
Marts 1909 til Formand for Forsvarsudvalget.
Og da hans Eftermand, Neergaard, stillede
Forslag i Forsvarssagen, særlig om Befæstningen,
der gik videre, end C. vilde gaa med til, maatte
han 16. Aug. s. A. overlade C. Posten som
Forsvarsminister i det ny Ministerium Holstein. C.
gennemførte nu i Løbet af Septbr ved sin
Indflydelse i Venstrepartiet en Rk. Love om
Forsvarets Ordning med tilhørende Lønningslove
og desuden en væsentlig Udvidelse af
Befæstningen om Kbhvn, særlig med Kystforter — om
end ikke saa stor, som de højere Officerer og
Forsvarsvennerne ønskede. Men hertil knyttede
han af politiske Hensyn det Vilkaar, at den egl.
Landbefæstning om Kbhvn skulde nedlægges
1922, medmindre Rigsdagen forinden havde
vedtaget dens Vedligeholdelse og saaledes formelt
godkendt den provisorisk, altsaa ulovlig
byggede Fæstning. Ved saaledes at sikre
Rigsdagen den afgørende Stemme m. H. t.
Fæstningens endelige Skæbne skaffede han Venstre en
stor politisk Sejr og paanødte Højre en streng
Ydmygelse, idet Partiet selv maatte udtale en
Fordømmelse af den Fæstning, som kun ved
dets egen Hjælp var kommet i Stand. Skønt
han derved langtfra tilfredsstillede det radikale
Parti, som i Fæstningens Udvidelse saa en
Fornægtelse af Venstres Politik i den sidste
Menneskealder, vakte han imod sig en lige saa stor
Bitterhed fra Højres Side. Saasnart
Forsvarslovene var gennemførte, tog C. Afsked som
Minister 18. Oktbr, ti Dage før det øvrige
Ministerium gik af. Men allerede Decbr s. A.
forenede hans politiske Modstandere fra fl.
Sider sig om at vedtage Rigsrets-Tiltale imod
ham og hans Indenrigsminister, Sigurd Berg,
fordi de formentlig burde have kendt Alberti’s
mislige Stilling fl. Maaneder tidligere, end den
aabenbaredes for Alverden, og burde have sat
Stopper for hans forbryderske Færd.
Rigsretssagen endte dog 17. Juni 1910 med, at C. blev
frifundet, medens der idømtes Berg en større
Bøde.
Jan. 1911 maatte C. underkaste sig en
livsfarlig Operation, og intet bedre Bevis kunde
gives for hans politiske Bet. end den alm.
Interesse, som hans Sygeleje vakte. Alle havde
en Følelse af, at hans mulige Bortgang vilde
øve en væsentlig Indflydelse paa de politiske
Forhold og særlig paa hans eget Partis
fremtidige Stilling. Efter sin Helbredelse ledede C.
med stor Dygtighed først som Næstformand,
senere som Formand Folketingets
Forhandlinger Novbr 1911—Juni 1913. Allerede Novbr 1909
var han blevet Formand for Folketingets
Udvalg om Valgkredsenes Ordning og derved
kommet ind paa Spørgsmaalet om selve
Grundlovens Ændring. Han ønskede at gennemføre
denne i to Tempo’er; nemlig først udstrække
Valgretten til Kvinder og nedsætte
Valgretsalderen til 25 Aar, hvad der mærkeligt nok
kaldtes den »mindre« Ændring, skønt
Vælgertallet derved mere end fordobledes, og derefter
tage fat paa en Omdannelse af Landstinget med
Ophævelse af den særlige (»privilegerede«)
Valgret for de højere Skatteydere. Denne Deling lod
sig dog ikke gennemføre, og C. erkendte selv
Nødvendigheden af at maatte opgive den. Han
sluttede sig ogsaa til det af Ministeriet Klaus
Berntsen fremsatte og af Folketinget Decbr
1913 vedtagne Forslag til Grundlovens
Ændring, men fremsatte dog i sit Ugeblad »Tiden«
19. Septbr 1913 et selvstændigt Udkast hertil,
hvori ogsaa fl. nye Spørgsmaal var fremdragne.
Under de flg. Forhandlinger og den Modstand,
som Sagen mødte i Landstinget, fremhævede C.
stærkt Ønskeligheden af, at den afgjordes ikke
ved et Flertals Overmagt, men ved Forhandling
mellem Partierne, og at den ny Grundlov blev
et Udtryk for det hele Folks Vilje og derfor
kom i Stand ved gensidig Imødekommenhed fra
de enkelte Partier. Han erklærede derfor sig
— og sit Parti — rede til at gøre endog
væsentlige Indrømmelser for at vinde Højres
Tilslutning; særlig til at optage
Forholdstals-Valgmaaden ved Folketingsvalgene, skønt den var
en »besk Mundfuld«. Ogsaa tog han varmt til
Orde for »Samling« i Folket baade om
Grundlovs- og om Forsvarssagen, der begge burde
løftes op over det gamle Partikævl. Selv om han
ikke ligefrem medvirkede til den Overenskomst,
som i April 1915 tilvejebragtes mellem det
radikale Ministerium og det maadeholdne Højre, og
som derefter vedtoges af begge Ting, fik han
dog Ret i sin Paastand, at Sagen kun burde og
kunde løses ved fælles Samvirken af Partierne
og alm. Fordragelighed. Der kan næppe være
Tvivl om, at den ny Grundlov ikke var blevet
vedtaget, saafremt han ikke havde givet den
sin Støtte og ved sin store Indflydelse sikret
Venstres Billigelse.
Endelig bør nævnes, at C. siden 1897 har
været Formand i Repræsentantskabet for den
jyske Husmandskreditforening og siden 1901
Formand for den jyske Husmandsforening og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
