Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Christian (Christiern) I (l426-81), dansk Konge, tilhørte den oldenburgske Greveslægt - Christian (Christiern) II, Konge af Danmark og Norge 1513-23, (1481-1559)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
men Ridderskabet var dog enigt om at vælge den
samme Fyrste i begge Lande, og Valget faldt
da paa C. (1460); til Gengæld maatte denne
stadfæste Raadets og Ridderskabets Rettigheder,
indrømme Stænderne Valgret ogsaa for
Fremtiden og endelig love, at de to Lande »evig
skulde blive tilsammen udelte«. Medens
Eftertiden har dadlet C. for ikke at have nyttet
Lejligheden til at inddrage Sønderjylland som
ledigt Len, opfattede Samtiden denne Ordning,
hvorved »Holstenerne blev danske«, som en stor
politisk Sejr.
Hidtil havde Lykken overalt fulgt C.; den
lille tyske Greve var blevet Konge over de 3
nordiske Riger, Herre over baade Slesvig og
Holsten; i Udlandet saa man med Beundring
paa hans vidtstrakte Herredømme og talte ham
med bl. Europas mægtigste Fyrster.
Virkeligheden svarede dog ikke ret til Navnet. I Sverige
var det danske Herredømme forhadt af Folket,
og Forbindelsen holdtes kun oppe ved en Del
store Adelsslægter, der ved Godsbesiddelser og
Familieforbindelser var knyttede til Danmark.
Fastere stod C.’s Herredømme i Slesvig og
Holsten; men det var købt meget dyrt, idet C. ved
store Pengeløfter havde maattet affinde sig
baade med Adolf’s schauenburgske Frænder og
sine egne Brødre, der ogsaa mente at kunne
gøre Krav gældende. De Skatter, Kongen
udskrev til dette Formaal, vakte Misfornøjelsen
i Sverige og bragte Uenighed mellem C. og
Ærkebisp Jens Bengtsson, saaledes at denne
endog blev ført som Fange til Danmark (1463).
Straks rejste hans Frænde, Biskop Ketil af
Linköping, Opstand, og Almuen tvang
Stormændene til at kalde Karl Knutson tilbage. Ny
Modstandere fik C., da han brød med den mægtige
Adelsæt Thott, der havde udstrakte Len og store
Godser baade i Danmark og Sverige. Samtidig
voldte Pengeforholdene de største
Vanskeligheder i Slesvig og Holsten, og da C. udnævnte
sin Broder Gerhard til Statholder her (1469),
viste det sig snart, at denne stræbte efter at
erhverve Landene for sig selv, og han maatte
atter afsættes (1470). Efter Karl Knutson’s Død
førte C. personlig en Hær til Sthlm, men paa
Brunkebjerg led han et afgørende Nederlag
(10. Oktbr 1471), og derefter opgav han ethvert
Forsøg paa med væbnet Haand at faa sit
Herredømme i Sverige anerkendt.
Det sidste Tiaar af C.’s Regering blev
saaledes fredeligt; Kongen lod sig nøje med den
Magt, han sad inde med, og i St f. den
endeløse Kamp om Sverige tilfredsstillede han nu
sin Forfængelighed ved store Rejser udenlands,
under hvilke han overalt modtoges med de
største Æresbevisninger; 1474 drog han til Paven i
Rom, og undervejs besøgte han baade Kejser
Frederik III og Hertug Galeazzo Maria af
Milano; næppe var han naaet hjem, før han atter
rejste ud, denne Gang for at mægle mellem
Kejseren og Karl den Dristige af Burgund.
Disse Rejser kostede umaadelige Summer og bragte
kun ringe Udbytte; dog opnaaede C. af Kejseren
at blive forlenet med Ditmarsken og fik
Holsten ophøjet til Hertugdømme; hos Paven
udvirkede han Tilladelse til at oprette Univ. i
Kbhvn, der aabnedes 1479.
De storpolitiske Maal, som C. forfulgte,
gjorde, at han paa andre Kanter tilsidesatte sine
Undersaatters Interesser, og især viste han sig
mere eftergivende over for Hanseaterne og
deres Handelsindflydelse i Norden end nogen
anden Konge. Dette gik vel mest ud over Norge,
og i det hele er C.’s Ledelse af dette Rige den
svageste Side ved hans Regering. Ustraffet
kunde Hanseaterne dræbe baade Biskop Thorlaf af
Bergen og den kgl. Lensmand Oluf Nielsen;
ved Besættelsen af de norske Bispestole var C.
ofte meget uheldig, og da han 1469 bortgiftede
sin eneste Datter, Margrete, til den skotske
Konge Jakob III, blev først Orkn-Øerne og siden
ogsaa Shetlands-Øerne pantsatte for Medgiften,
hvorved disse Øer gik tabt for den norske
Krone.
Personlig var C. en Mand af smukt Ydre og
kæmpemæssig Højde; han var øvet i alle
ridderlige Idrætter, og ved fl. Lejligheder viste han
stort personligt Mod, ikke mindst i Slaget paa
Brunkebjerg, hvor han selv blev saaret.
Betydelige Herskerevner havde han derimod ikke;
de store Fremskridt, han gjorde fra 1448 til
1460, skyldtes mere Held end Klogskab, og han
forstod ikke at fastholde det vundne; han
stræbte mere efter ydre Glans end efter virkelig
Magt, og hans Finansstyrelse var overmaade
uheldig; med Rette kaldte Svenskerne ham »den
bundløse Pung«. C. døde Natten mellem 21. og
22. Maj 1481 og blev begravet i det af ham
opførte Hellig Trefoldigheds Kapel ved Roskilde
Domkirke; han overlevedes af sin Hustru og af
de to Sønner Hans og Frederik (I). (Litt.:
Langebek, »Jubeltale over C. I« [1749];
C. Paludan-Müller, »De første Konger af
den oldenborgske Slægt« [1874]; L. Daae, »C.
I’s norske Historie 1448—58« [1879]; Styffe,
»Bidrag til Skandin. Hist.«, III—V).
Kr. E.
Christian (Christiern) II, Konge af
Danmark og Norge 1513—23, i Sverige 1520—23,
Søn af Kong Hans og Dronning Christine, f. paa
Nyborg Slot 1. Juli 1481, d. som Fange paa
Kalundborg 25.
Jan. 1559.
Omtrent 6 Aar gl
var han i kort
Tid i Huset hos
Hans
Bogbinder (s. d.),
derpaa hos sin
Lærer,
Kanniken Jørgen
Hintze, der for
at passe paa
den ustyrlige
Dreng skal
have ladet ham
synge med bl.
Kordrengene i
Vor Frue
Kirke. Faderen
tog ham nu
tilbage paa Slottet og satte ham under
Vejledning af en tysk Lærer, Mester Conrad.
Vild og ustyrlig skal han paa denne Tid have
været, sværmede omkring om Natten og kom i
Konflikt med Byvagten. Senere fik han den
 |
| Christian II. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
