Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Christian IV, Konge af Danmark og Norge (1588-1648), (1577-1648)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vinde Bispedømmerne Bremen og Verden for
sin næstældste Søn Frederik. Det sidste
lykkedes ganske vist 1634, men ved sin noget
tvetydige Politik havde han opbragt Sverige i høj
Grad mod sig. Dette blev saa meget farligere,
som han ogsaa havde ophidset Nederlandene
ved sin stadige Forhøjelse af Sundtolden og ved
sin strenge Hævden af Herredømmet over
Havet mellem Norge og Island. Trods forsk.
Advarsler kom dog Sveriges Overfald paa
Danmark 1843 baade Kongen og Rigsraadet uventet.
Danmark stod ene og var aldeles ikke forberedt
paa Krig. Men den gl. Konge tabte ikke Modet;
overalt var han paa Færde, og Lyspunkterne
i denne Krig, særlig Slaget paa Kolberger Red
1. Juli 1644, skyldes C.’s Tapperhed og
utrættelige Energi. Freden i Brømsebro 1645 brød
fuldstændig C.’s Kraft. Han gjorde ganske vist
endnu nogle Forsøg paa at gennemføre Reformer,
saaledes ved at foreslaa Lenenes
Bortforpagtning til den Højstbydende og Rostjenestens
Afløsning af en Pengeafgift, men Adelen satte sig
bestemt derimod, og da Kongens ældste Søn,
Prins Christian, døde 1647, maatte han
fuldstændig give efter for Rigsraadet, der lod ham vide,
at han ellers ikke maatte vente at faa den
anden Søn Frederik valgt til Tronfølger.
Naar C.’s Regering baade i den ydre og indre
Politik til Slutning led Skibbrud, laa dette for
en stor Del i Forholdenes Natur og i
Fejltagelser, som var fælles for alle den Tids Statsmænd.
Sverige var vokset Danmark over Hovedet, den
af C. hyldede Merkantilisme betragtedes
dengang i hele Europa som det eneste
lykkebringende System for et Lands indre Styrelse, de ufri
Stænder var ikke stærke nok til at yde
Kongen væsentlig Støtte lige over for Adelen, og
de enevældige Teorier var endnu ikke naaede
til Danmark. Men paa den anden Side kan C.
heller ikke frikendes for en væsentlig Del af
Skylden. Han havde mange gode Egenskaber
som Konge, han var i Besiddelse af en
utrættelig Arbejdslyst, følte varmt for sin egen og
Landets Hæder og var ligefrem og omgængelig.
Hans talrige, egenhændige Breve, der berører
selv de mindste Enkeltheder, viser hans
rastløse Virken, hans sunde Opfattelse af mange
Ting og hans djærve Humor og Naturlighed.
Men de viser ogsaa hans Svagheder. Hans Iver
for Detaillerne lod ham ofte tabe Helheden af
Syne; han var ikke nogen overlegen ell.
vidtskuende Aand, ja man kan end ikke frikende
ham for en vis Smaalighed. Han var ofte ikke
i Stand til at beregne Maal efter Midler, og han
havde ikke Selvbeherskelse til at holde inde,
selv naar han godt saa, at han ikke kunde
trænge igennem; noget skulde der gøres, og
vi ser ham derfor tit gøre en Række Tilløb,
der ikke skaffede ham selv nogen Fordel, men
opirrede hans Modstandere. Han var ikke
overlegen Diplomat nok til at beregne Følgerne af
sin Politik, han saa ikke det farlige i at støde
Nederlandene fra sig og samtidig tirre Sverige,
ligesom han heller ikke rigtig vurderede den
Modstand, hans dynastiske Planer maatte
vække hos Nordtysklands Fyrster. Man kan heller
ikke give Rigsraadet og Adelen alene Skyld for
Landets daarlige Tilstand; Kongens Krigspolitik,
som Rigsraadet stærkt ivrede imod, ødelagde
til Dels, hvad han havde bygget op i Freden,
og tvang Kongen til at lægge et ulideligt
Skattetryk paa Befolkningen; Bønderne i Sjælland led
ogsaa stærkt ved Hoveri til de mange
Byggeforetagender. I det hele mærkes en Mangel paa
Harmoni og Konsekvens hos C. Hans
Sindsstemninger var meget vekslende, han blev let
hidsig og opfarende og var da ikke god at
komme nær. Skønt hans hele Natur og
Tænkemaade syntes at være saa udpræget dansk,
klagedes der dog tit over, at han foretrak Tyske
for Danske, gav det tyske Kancelli alt for stor
Indflydelse og opholdt sig for meget i
Glückstadt. Hans overordentlige Ødselhed ved mange
Lejligheder passede ogsaa kun daarlig til hans
daglige Sparsommelighed. I Folkets
Bevidsthed baade dengang og siden traadte disse
Mangler dog i Skygge for de gode Egenskaber. Han
har altid været en af de populæreste Skikkelser
i den danske Historie ikke alene p. Gr. a. sin
Tapperhed, jævne Optræden og djærve Humor,
men ogsaa p. Gr. a. alt det, han virkelig
udrettede for Landet; at meget gik galt, lagde
man ikke saa meget ham til Last, og hans
sidste ulykkelige Aar bidrog meget til at vække
Sympati for den haardt prøvede gl. Konge.
I sit huslige Liv var C. heller ikke lykkelig;
men her bar han selv den største Skyld. Han
havde ægtet den brandenburgske Prinsesse
Anna Cathrine 27. Novbr 1597. Hun havde ikke
videre Indflydelse paa ham og døde allerede
29. Marts 1612. Allerede inden hendes Død
havde han staaet i Forhold til Kirsten Madsdatter,
om hvis Herkomst der ellers ikke vides noget;
hun fødte ham Sønnen Christian Ulrik
Gyldenløve. Da hun døde 1613, knyttede han en
Forbindelse med Karen Andersdatter, en Datter af
Skriver Anders Hansen paa Bremerholm;
Kongen havde danset med hende ved et
Bryllupsgilde og førte hende derfra med sig op paa
Slottet. Hun blev Moder til een ell. to Døtre,
der døde som Børn, og Sønnen Hans Ulrik
Gyldenløve. Denne Forbindelse afbrødes dog et
Par Aar efter, da Kongen blev forelsket i den
17-aarige Kirstine Munk, Datter af Ludvig Munk
og Ellen Marsvin; han lod sig vie til hende 31.
Decbr 1615, vistnok i al Stilhed, og havde med
hende Sønnen Valdemar Christian foruden en
Søn, der døde et Par Aar gl, samt 8 Døtre,
hvoraf de 5 blev gifte med danske Adelsmænd
og spillede en betydelig Rolle. Efter en 10—11
Aars Forløb forstyrredes dog dette Ægteskab,
da Kirstine Munk blev forelsket i Rhingrev Otto
Ludvig af Salm. Det kom i den Anledning til
heftige Optrin mellem hende og Kongen, hvilke
til sidst førte til, at Kirstine Munk Jan. 1630
for bestandig forlod Frederiksborg. Striden med
hende og Moderen og for en Del Døtrenes
Ægtefæller forbitrede dog Kongen hans senere
Aar; særlig uheldigt for C. var det, at han
Foraaret 1629, ganske vist efter at Forholdet til
Kirstine Munk var brudt, men medens hun
endnu var ved Hoffet, havde knyttet en
Forbindelse med en af Kirstine Munk’s Kammerpiger,
Vibeke Kruse, der fødte ham Sønnen Ulrik
Christian Gyldenløve og Datteren Elisabeth
Sofie Gyldenløve. Særlig Ellen Marsvin var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
