Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Christian VI, Konge af Danmark og Norge (1730-46), (1699-1746)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rømninger, bevæge til at indføre Stavnsbaandet.
Mislykkedes saaledes Kongens gode Hensigter
ganske paa Landbrugets Omraade, saa viser til
Gengæld hans Interesse for Handel og
Industri sig mere virksom og frugtbringende.
1735 oprettedes et »General-Landets
Økonomi- og Kommercekollegium«, der skulde varetage
samtlige Næringsgrene i Monarkiets forsk.
Lande. 1736 oprettedes en »Assignations- Veksel- og
Laanebank«. Personlig støttede tillige Kongen
Oprettelsen (1732) af det asiatiske Kompagni.
Anerkendelsesværdig er ogsaa Kongens Støtte
af Aandslivet og Arbejde i
Oplysningens Tjeneste. Som streng Pietist havde C.
intet tilovers for Digtning og Poesi, naar der da
ikke var Tale om Salmedigtning.
Komediedigtning og endnu mere naturligvis Opførelse af
Komedier var ham vederstyggelig; det danske
Komediehus bliver da heller ikke aabnet under
ham. For videnskabelige, særlig hist.
Studier havde C. derimod adskillig Interesse;
efter hans Død roses han af Holberg som »en
stor Elsker og Forfremmer af boglige
Kunster«, og Langebek taler om hans »utrolige
Nidkærhed for Videnskabens Fremme«. Kongen
støtter f. Eks. en videnskabelig Rejse til
Ægypten, hjælper Thura til Udgivelse af »Den
danske Vitruvius« m. m., og navnlig er det af Bet.,
at Univ. faar en ny Fundats (1732), der paa fl.
Punkter bragte stærkt tiltrængte Forbedringer.
23. Jan. 1739 udkom en omfattende
Skoleforordning for Danmark og Norge, der indførte
tvungen — for fattige Børn gratis — Skolegang (p.
Gr. a. Modstand fra Befolkningens Side blev den
dog ikke gennemført efter Planen), og 17. Apr.
s. A. udkom en Forordning, hvorved det lærde
Skolevæsen saavel som Lærernes Kaar
forbedredes adskilligt. 1742 fik Gram stiftet
Videnskabernes Selskab, og Kongen, der med Glæde havde
set det oprettet, støttede det med et
Pengetilskud. Ogsaa det af Langebek stiftede »Selskab
til det danske Sprogs og Histories Forbedring«
beskyttede Kongen.
Det var dog naturligvis fremfor alt det
religiøse Liv, som havde C.’s største Interesse.
Skønt pietistisk i sine religiøse Anskuelser stod
Kongen en Tid, ledet af Ønsket om at bevare
Ro og Orden inden for Statskirken, vaklende
over for det Røre, som Pietismen vakte
herhjemme, men 1734 nærmede han sig den mere
(bl. a. paavirket af Dronningen, Svigermoderen
og Grev Stolberg) og udstedte et Reskript, der
beskyttede Pietisterne mod Angreb. Selv stadig
opfyldt af Syndsbevidsthed — endnu i sine sidste
Aar er han religiøst anfægtet — og Ønsket om
»Forsoning med Gud« er hans højeste Attraa
og Pligt som Konge at frelse og omvende sine
Undersaatter; hans religiøse Forordninger
tjener dette Maal. 1735 udstedes en Sabbatordning,
noget lgn. Frederik IV’s; den fastsætter
Mulkter, for Bøndernes Vedk. Gabestok som Midler
til at fremtvinge Kirkegang. 1737 oprettes et
»Generalkirkeinspektionskollegium«, der fik
meget udstrakt Tilsynsmyndighed og direkte
Referat til Kongen; det skulde bl. a. vaage over,
at den evangeliske Lære blev forkyndt
uforfalsket, over, at Kirkedisciplinen blev brugt
forstandigt og til Opbyggelse; endvidere skulde det
øve Censur over teol. og religiøse Skr, føre
Tilsyn med Gudstjenesten, Bispernes Visitatser
o. s. v. Den vigtigste af de religiøse Reformer
er imidlertid Indførelsen af Konfirmationen,
som C., paavirket af sin Ungdomslærer
Schröder, indfører 1736; med Rette er den, p. Gr. a.
de Fremskridt, Almuens religiøse Undervisning
derved gjorde, blevet kaldt »den
betydningsfuldeste enkelte Reform, der siden
Reformationen har fundet Sted i den danske og norske
Kirke« (E. Holm); til Hjælp ved Katekisationen
faar Kongen Erik Pontoppidan til at udgive sin
bekendte Forklaring til Luther’s Katekismus.
C.’s Kirkeregimente havde vel i adskillige
Henseender en særdeles god Indflydelse — m.
H. t. Moral, religiøs Følelse og Oplysning —
men Sabbatsordningen og Hykleriet, den
fremkaldte, lagde et Tryk paa Folk og gjorde f. Eks.
Kbhvn lige saa kedelig og »surseende« som
Hoffet, saa at C.’s Død føltes som en Lettelse. —
Økonomisk tyngedes Folket ogsaa af et
meget stærkt Tryk, som Kongen ikke var uden
Skyld i. Finansernes sørgelige Tilstand havde
ganske vist en Hovedaarsag i de elendige
Landboforhold (tilmed hærgede 1745—46 en voldsom
Kvægpest Danmark og Hertugdømmerne), men
den Tilbagegang, der skete i Finansernes
Stilling 1730—46, skyldes for en meget stor Del
Kongens og Dronningens overordentlige
Udgifter til Luksus- og Byggeforetagender
(Hirschholm, Eremitagen, Christiansborg), saavel som
til deres Slægtninge fjern og nær i Form af
Pensioner, Gaver og Laan. Kongemagtens
Ophøjethed gjorde det i C.’s Øjne til en Pligt at
omgive den med ydre Pragt, og af Tilbøjelighed
støttede Dronningen ham i denne Opfattelse.
Ægteskabet med Sophie Magdalene var
lykkeligt; C. havde af Faderen faaet Lov til at vælge
denne, maaske fattigste, men til Gengæld
frommeste af Tysklands Prinsesser. Desværre havde
hun ingen Betingelser for at bøde paa Kongens
uheldige Sider; hun havde tværtimod — endda
i højere Grad — de samme Fejl som han.
Hendes Religiøsitet var mørk og pietistisk, hendes
Sind tungt, hendes Karakter vranten og sygelig.
I øvrigt synes Tanken om at være blevet en
enevældig Monarks Dronning at være gaaet
hende, den fattige, navnløse, provinsiel bornerte
Prinsesse, til Hovedet; hun blev stolt, stiv og
afvisende over for Folk, blev ødsel og
pragtlysten og beholdt desuden en Forkærlighed for
alt tysk, som med hendes andre lidet vindende
Egenskaber gjorde hende meget upopulær.
Hendes Indflydelse paa Kongen blev meget uheldig;
i politiske Sager har hun næppe haft C.’s Øre
(snarere er dette maaske Tilfældet med hendes
Moder, Markgrevinde Sophie Kristiane, som var
en intelligent Dame, hvis Raad Kongen gerne
hørte), derimod i høj Grad i religiøse
Spørgsmaal; men særlig har hun dog bidraget til at
uddybe den Kløft, der naturlig maatte opstaa
mellem Folket og en Konge som C., der i
Forvejen havde saa faa Egenskaber, egnede til at
gøre ham folkeyndet. Hendes Skranteri har
sikkert ogsaa indvirket uheldigt paa Kongens
pirrelige Sind; i hans Dagbøger, som giver et
yderst magert og tørt Billede af Hoffets Liv,
hedder det afvekslende: »heute abend beym
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
