- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind IV: Bridge—Cikader /
904

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Christian IX, Konge af Danmark (1863-1906), (1818-1906)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Karoline,, var Datterdatter af Frederik V og
Søster til Frederik VI’s Dronning, Marie Sofie
Frederikke. C. var altsaa baade paa fædrene
og mødrene Side knyttet til Danmarks gamle
Kongestamme.
Faderen, der
var
Generalmajor og
havde ledsaget
Frederik VI til
Wien-Kongressen, stod i høj
Gunst
hos Kongen, der
nærede Tillid til
hans
retsindige
Karakter og sunde
Dømmekraft.
1825 skænkede
Frederik VI
Hertugen,
som et Tegn
paa sin Yndest,
Glücksborg
Slot til Bolig og bestemte det tillige til
Enkesæde for Hertuginden med den Tilføjelse, at
deres mandlige Efterkommere skulde bære Navn
efter Slottet. Ved Hertug Vilhelms Død 17. Febr
1831 var C. en Dreng paa 13 Aar. Kongen
overtog nu Formynderskabet for Sønnerne, og efter
hans Ønske traadte Prinsen, der selv følte Lyst
til Marinen, ind i Hæren. C. kom nu til Kbhvn,
hvor han, imedens han gennemgik et Kursus
paa Landkadetakademiet, opholdt sig i
Akademichefen Oberst Linde’s Hus. I hele
Kongefamiliens Nærværelse konfirmeredes han 1835
i det kgl. Audiensværelse paa Amalienborg af
Garnisonspræst Glahn. C. udnævntes til
Ritmester i Hestgarden og anvendtes 1837—38 til
et Par Sendelser til det eng. Hof. Han bragte
saaledes Dronning Victoria Kongens
Lykønskning i Anledning af hendes Tronbestigelse; og
ved hendes Kroning var han til Stede som
Frederik VI’s Repræsentant. C., hvis Uddannelse
hidtil fortrinsvis havde været militær, ønskede
at gennemgaa et akademisk Kursus. 1839 begav
han sig da til Universitetet i Bonn, hvor han
studerede i henved et Par Aar. Paa
Tilbagerejsen til Hjemmet besøgte han Hoffet i Berlin,
hvor han mødte megen Opmærksomhed fra
Frederik Vilhelm IV’s Side. — I Efteraaret 1841
deklareredes hans Forlovelse med Prinsesse
Louise, Datter af Landgrev Vilhelm af Hessen,
og 26. Maj 1842 viedes han i Landgrevens Palæ
paa Amalienborg til hende. Ægteparret fik
Bolig i det saakaldte gule Palæ i Amaliegade,
hvor det førte en stille Tilværelse, helliget
Børnenes Opdragelse og Familielivets Glæder.
C. berørtes indtil 1846 ikke af de politiske og
nationale Rivninger under Christian VIII’s
Regering; men nævnte Aar droges han i det
mindste middelbart ind i disse. Medens hans ældste
Broder, Hertug Karl af Glücksborg, udstedte
en Protest mod det aabne Brev af 8. Juli 1846
angaaende Arvefølgen, stillede C. sig afgjort paa
den danske Regerings Standpunkt. Han
fornyede sin Tjenesteed til Kong Christian VIII,
idet han fuldt ud tiltraadte Kongens Erklæring
om, at det aabne Brev var grundet paa Sandhed
og Ret. Hermed var C.’s Stilling givet, da det
slesvig-holstenske Oprør udbrød efter Frederik
VII’s Tronbestigelse 1848. I Modsætning til
Broderen, Hertug Karl, gjorde han Danmarks Sag
til sin og fulgte som Chef for Hestgarden den
danske Fane under Felttoget 1848, men kom
ikke til at deltage i nogen Kamp. Prinsens hele
Færd var præget af Patriotisme og Troskab,
hvorfor Kongen fandt begejstret Tilslutning, da
han ved en offentlig Fest 1850 rettede en varm
Taksigelse til ham.

Da Stormagterne, med Undtagelse af
Preussen, Aug. 1850 ved London-Protokollen havde
udtalt sig for Bevarelsen af det danske Monarkis
Integritet, maatte det næste Skridt blive dennes
Sikring ved en fælles Arvefølge, naar
Mandslinien uddøde med Frederik VII. Under de
diplomatiske Forhandlinger, som førtes angaaende
denne Sag, kom man snart til Erkendelse af,
at Prins C. af Glücksborg vilde være den rette
Bærer af den danske Krone, hvis han
overlevede Kongen. Prinsen var nemlig ikke blot
Grundlægger af et blomstrende eventuelt
Dynasti, men han havde tillige i et af Statens
mest kritiske Øjeblikke stillet sig ubetinget paa
Danmarks Side. En saadan Ordning af
Arvefølgen krævede dog først, at den russ. Kejser,
Nikolaj I, der var Overhovedet for den
holsten-gottorpske Linie, vilde opgive sin utvivlsomme
Arveret til visse Dele af Holsten. Zaren viste
levende Interesse for Prinsen og frafaldt ved
Warszawa-Protokollen af 5. Juni 1851 sin
Arveret til Fordel for ham. Ved Renunciationsakter
overførte Prinsesse Louise’s Søskende deres
Arvefordringer paa hende, der atter overdrog den
saaledes erhvervede Ret til sin Ægtefælle, C.
Endelig anerkendte ved London-Traktaten af
8. Maj 1852 alle Stormagterne i Forening med
Sverige og Norge C. og hans mandlige Afkom
med Prinsesse Louise som arveberettigede til
det danske Monarki. 31. Juli 1853 vedtoges
Tronfølgeloven af den danske Rigsdag. Som
præsumtiv Tronfølger, som »Prins af Danmark«,
havde C. visselig kunnet ønske gennem Rejser
i Riget at træde i nærmere Forbindelse med
Befolkningen; men i den Retning stødte han
paa en vis Modstand ved Hoffet, hvor Frederik
VII’s morganatiske Gemalinde, Lensgrevinde
Danner, udøvede en herskende Indflydelse.
Dette Forhold bevirkede, at Prinsen førte et
temmelig tilbagetrukkent Liv og kun ved
officielle Lejligheder traadte i nærmere Forbindelse
med Kongen. Først 23. Oktbr 1856, da den ny
konstitutionelle Helstatsforfatning var blevet
udstedt, og Andræ havde overtaget
Konseilspræsidiet, fik C. Sæde i Gehejmestatsraadet.
Han var i øvrigt Aaret forinden blevet anvendt
i en Sendelse af halvt politisk Karakter, idet
han havde overbragt Zar Alexander II Kong
Frederik’s Lykønskning i Anledning af hans
Tronbestigelse. Hvad C.’s Standpunkt i det
danske Monarkis daværende Forfatningskonflikt
angaar, da stod han det af Bluhme repræsenterede
konservative Helstatsparti nærmere end det
nationalliberale Ejderparti, der lededes af Mænd
som Hall, Monrad og Lehmann.

illustration placeholder
Christian IX.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:49:10 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/4/0952.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free