Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - chryselefantin (gr.), dannet af Guld og Elfenben - Chrysen, C16H12, er en Kulbrinte, der findes i de Dele af Stenkulstjæren, der har højest Kogepunkt - Chryses, se Chryseis. - Chrysididæ, se Guldhvepse. - Chrysippos, Søn af Pelops og Nymfen Axioche. Et gr. Sagn - Chrysippos fra Soloi i Kilikien, stoisk Filosof (c. 280-206 f. Kr.) - Chrysis, se Guldhvepse. - Chryso-... (græsk), i Sammensætninger: Guld... - Chrysobalanus L., Slægt af Mandelfam., Buske ell. Smaatræer med spredte, hele og helrandede Blade - Chrysoberyl, et Ædelsten-Mineral, bestaar af Beryljord og Lerjord (BeAl2O4) - Chrysochalk, Legeringer med Kobber som Hovedbestanddel med et guldlignende Udseende - Chrysochloris, se Guldmuldvarp. - Chrysofenin, C30H26N4O8S2Na2, er et Farvestof - Chrysografi (gr.: Guldskrift) bruges i Palæografien om Dokumenter og haandskrevne Bøger, der er skrevne med Guldblæk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
formede, over en Kerne af Træ ell. Ler, dels af
Guld (i tynde Plader) til Gengivelse af
Klædebonnet, dels af Elfenben til de blottede
Legemsdele. Oldtidens berømteste c. Arbejder var bl.
a. Feidias Statuer af Zeus i Olympia, Afrodite
i Elis og Athene paa Parthenon i Athen,
Polykleitos’ Herastatue i Argos og Thrasymedes’
Fremstilling af Asklepios i Epidauros. I Strid
med Traditionen lod de makedoniske Herskere
ogsaa profane Værker (Medlemmer af det
makedoniske Kongehus, til Opstilling i Olympia)
udføre chryselefantint.
A. Hk.
Chrysen, C18H12, er en Kulbrinte, der findes
i de Dele af Stenkulstjæren, der har højest
Kogepunkt. Det rene C. danner hvide rombiske
Tavler, der viser stærk rødviolet Fluorescens, det
smelter ved 250° og koger ved 448°. Det
kan fremstilles syntetisk; ved Iltning med
Kromsyre i Iseddike giver det Chrysokinon,
C18H10O2, der danner smukke røde Prismer,
som smelter ved 235° og ved Destillation over
Blyilte giver Chrysoketon, C16H10.CO, der
danner gule ell. røde Naale og smelter ved 132,5°.
(O. C.). R. K.
Chryses, se Chryseis.
Chrysididæ, se Guldhvepse.
Chrysippos, Søn af Pelops og Nymfen Axioche.
Et gr. Sagn, der bl. a. tjente som Motiv i en
Tragedie af Euripides, fortalte, at han ved sin
vidunderlige Skønhed vakte Thebaneren Laios’
Kærlighed, blev bortført til Theben og derefter
dræbte sig selv af Fortvivlelse herover; fl.
antikke Vasebilleder forestiller Bortførelsesscenen:
Laios, som kører af Sted i fuldt Firspring,
medens han holder C. fast i sine Arme. Andre Sagn
giver en helt afvigende Beretning om C.’s
Skæbne. Efter dem var. C. sin Faders særlige
Yndling; Pelops’ Hustru Hippodameia var skinsyg
paa ham af Frygt for, at hendes egne Sønner,
Atreus og Thyestes, skulde blive tilsidesatte, og
fik dem til at dræbe deres Halvbroder; da
Pelops opdagede Mordet, dræbte Hippodameia sig
selv, Atreus og Thyestes flygtede bort,
forbandede af deres Fader.
C. B.
Chrysippos fra Soloi i Kilikien, stoisk Filosof
(c. 280—206 f. Kr.), kom 20 Aar gl til Athen,
hvor han hørte Stoikeren Kleanthes og
Akademikeren Arkesilaos, hvilken sidste paa den Tid
fandt stor Tilslutning. C. var i Beg. Tilhænger af
den akademiske Skepticisme, men vendte sig
siden til den stoiske Lære, hvis Fornyer og
betydeligste Systematiker han blev. Paa alle
Omraader og i alle Enkeltheder udformede han
den stoiske Filosofi med overordentlig Lærdom
og en dialektisk Skarphed, der var udviklet ved
hans Ungdoms Studier i Akademiet. Hans Skr
var meget talrige og strakte sig over alle
Discipliner, men de manglede ganske litterær Form,
og af Oldtidens Grammatikere betegnes han som
den gr. Prosas sletteste Stilist. De beherskede
dog den stoiske Skole i de flg. Tider og
studeredes indtil 3. Aarh. af vor Tidsregning; nu
er kun Brudstykker deraf tilbage.
W. N.
Chrysis, se Guldhvepse.
Chryso-... (græsk), i Sammensætninger:
Guld . . .
Chrysobalanus L., Slægt af Mandelfam.,
Buske ell. Smaatræer med spredte, hele og
helrandede Blade og lidt uregelmæssige Blomster
i topformet Stand; Støvdragerne er talrige og
oprette, Griflen grundstillet. 3 Arter, tropiske.
C. Icaco L., i Vestindien og det nordøstlige
Sydamerika, har næsten kredsrunde og læderagtige
Blade og temmelig smaa hvide Blomster. De
gule, røde ell. violette Frugter (Cocoa-plum.,
Icaquier), af Størrelse som Blommer, spises
meget alm. raa ell. syltede.
A. M.
Chrysoberyl, et Ædelsten-Mineral, bestaar
af Beryljord og Lerjord (BeAl2O4). C. har en
Haardhed, som er større end Topasens,
Vægtfylden er 3,7, og Krystallerne tilhører det
rombiske System. C. er gennemsigtig, grønlighvid,
gulgrøn ell. grøn, ofte med et ejendommeligt
blaaligt Skær (især hos Varieteten Cymofan
fra Ceylon). De smukt smaragdgrønne
Krystaller fra Stretinsk i Ural viser sig røde i kunstigt
Lys, de kaldes Alexandrit. — C.
forekommer sparsomt, dels i Krystaller, som sidder i
Granit og Gnejs, saaledes f. Eks. ved
Marschendorf i Mähren og ved Stretinsk, dels findes den
i løse afrundede Smaastykker i Flodsand
(Ceylon, Brasilien). Smukt farvede Stykker bliver
ofte slebne og polerede med afrundet Overflade
i til Indfatning i Smykker.
(N. V. U.). O. B. B.
Chrysochalk, Legeringer med Kobber som
Hovedbestanddel med et guldlignende
Udseende, Sammensætningen som Tombak med
forholdsvis lidt Zink (f. Eks. 90 % Kobber, 8 %
Zink, 2 % Bly) ell. som tinfattig Bronze (f. Eks.
95 % Kobber og 5 % Tin), anvendes til uægte,
ikke forgyldte Smykkegenstande.
Carl J.
Chrysochloris, se Guldmuldvarp.
Chrysofenin, C30H26N4O8S2Na2, er et
Farvestof af indviklet Sammensætning (Natronsalt af
Diaminostilbendisulfosyre — disazofenolætylæter).
Det danner et orangegult Pulver, der er
tungtopløseligt i koldt Vand, letopløseligt i kogende
Vand med rødgul Farve; det farver Bomuld gult
i Sæbebad.
(O. C.). R. K.
Chrysografi er et græsk Ord, der betyder
Guldskrift, og bruges i Palæografien om
Dokumenter og haandskrevne Bøger, der er helt ell.
delvis skrevne med Guldblæk. Allerede Oldtidens
Grækere og Romere kendte Saadanne, ligesom
Manuskripter, skrevne med Sølvblæk, — dette
sidste brugtes dog noget sjældnere, da det blev
sort med Tiden. Det var i Alm. paa Pergament,
man skrev med disse kostbare Materialer, og
man plejede da at farve det med Purpur. Selve
den metalliske Skr. anbragtes gerne paa en rød
Undergrund. Efter Kristendommens Indførelse
anvendtes C. hyppig til Afskrifter af de hellige
Bøger, først i Byzans, hvor bl. a. Konstantin
den Store lod en Evangeliebog udføre i Guld.
Fra Vesteuropa har man i Nationalbiblioteket i
Paris et prægtigt Psalter i C., der stammer fra
Merovingernes Tid og siges at have tilhørt den
hellige German, Biskop af Paris. Under
Karolingerne florerede C. i høj Grad, og man har
adskillige smukke Manuskripter tilbage fra 10.
og 11. Aarh., saavel med Guld- som med
Sølvbogstaver paa purpurfarvet Pergament. Af
Dokumenter af denne Art haves en Del udstedte
af tyske Kejsere, saaledes af Lothar III (1137),
Konrad III (1147) og Frederik I (1152). Man
vedblev at anvende C. indtil 13. Aarh. I Norden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
