Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Claudianus, Claudius, rom. Digter - Claudianus Mamertus, Præst i Vienne, d. c 474 - Claudiopolis, opr. Bithynion, en By i det østlige Bithynien i Lilleasien - Claudius (Claudia gens). Der fandtes i Rom to Claudiske Slægter, den ene patricisk, den anden plebejisk - 1) Appius Claudius - 2) Appius Claudius Cæcus (den Blinde) - 3) Publius Claudius. Pulcher - Claudius (romerske Kejsere) - 1) Tiberius Claudius Nero, se Tiberius - 2) Tiberius Claudius Drusus Nero Germanicus, rom. Kejser 41-54 e. Kr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stilicho, der paa den Tid stod i Spidsen for det
vestromerske Rige, og blev det daværende Hofs
Digter. Han naaede hurtig stor Anseelse og
hædredes endog af Senatet med en Statue, hvis
Indskrift endnu er bevaret. Intet af hans Digte
indeholder Hentydninger til Begivenheder
efter 404, saa at han antages at være død ved
denne Tid, rimeligvis i en ung Alder. Største
Parten af hans Digte er Lejlighedsdigte, dels
Forherligelser af Honorius, Stilicho og andre
højtstaaende Personligheder (De nuptiis Honorii
et Mariæ; Laudes Stilichonis o. fl.), dels Angreb
paa Stilicho’s Modstandere Rufinus og
Eutropius (In Rufinum, 2 Bb., In Eutropium, 2 Bb.);
disse Værker er af stor Bet. for vort Kendskab
til Datidens Historie. Endvidere findes et større
mytologisk Digt, De raptu Proserpinæ (om
Proserpina’s Rov, 3 Bb., ufuldendt), og et mindre
om Gigantkampen. Endelig 5 poetiske Epistler,
7 Idyller og en lille Samling Epigrammer. - C.
er den synkende Oldtids betydeligste Digter;
han viser nøje Kendskab til den hedenske
Mytologi, Retorik og Filosofi, endskønt han næppe,
som man tidligere har ment, har været
Hedning, og han behersker fuldkomment den
klassiske Latinitets poetiske Form. I
Lejlighedsdigtene staar den pragtfulde retoriske Stil
undertiden i Misforhold til Emnets Lidenhed; i
det mytologiske Epos beundres den levende
Fantasi og Kraft i Skildringerne; overalt
fremtræder en original Digterpersonlighed, der forstaar
at sige ny Ting i de gl. Former. - Hovedudg.
ved Birt, »Mon. Germ. hist. Auct. ant. X«
[Berlin 1892); overs. af Wedekind (Darmstadt 1868).
(Litt.: Hodgkin, C., the last of the Roman
poets [Newcastle 1875]).
A. B. D.
Claudianus Mamertus, Præst i Vienne, d.
c. 474, efterlignede sin Ven Apollinaris Sidonius
i Iver for klassisk Dannelse og blev et af
Bindeledene mellem Oldtidens og Middelalderens
Aandsliv. Megen Anseelse nød især hans. Bog
om Sjælens Udødelighed, De statu animæ.
Passionshymnen Pange, lingua gloriosi er med
Urette tillagt ham.
H. O.
Claudiopolis, opr. Bithynion, en By i
det østlige Bithynien i Lilleasien; den fik sit
romerske Navn fra Kejser Claudius’ Tid.
Hadrian’s Yndling Antinoos var født i C.,
og Byen blev fra den Tid af stærkt
begunstiget. Under Theodosius II blev den
Hovedstad i den nyoprettede Provins. Honorias.
Nu Boli.
H. A. K.
Claudius (Claudia gens). Der fandtes
i Rom to Claudiske Slægter, den ene patricisk,
den anden plebejisk; af den sidste var
Marcellerne mest kendte. Som Stamfader til
den patriciske nævnes i Sagnet Appius C.,
der skal være indvandret til Rom fra Regillum
i Sabinerlandet, hvor han kaldtes Atta
Clausus; han blev i sin ny Stad en ivrig Forkæmper
for Patriciernes Forrettigheder, og ved at
modsætte sig en Formildelse af Gældslovene bidrog
htm meget til, at Plebejerne udvandrede til det
hellige Bjerg (494 f. Kr.). Ogsaa hans
Efterkommere udmærkede sig ved aristokratisk
Overmod og skarp Opposition mod Plebejerne, ofte
dog parret med en udpræget Omvæltningslyst;
de mest fremragende er:
1) Appius C., en Sønnesøn af den
førnævnte, var 451 f. Kr. bl. de Decemvirer, der
indsattes for at affatte ny Love, og stræbte som
saadan ivrig efter at vinde Folkegunst. Han
opnaaede ogsaa at blive genvalgt for Aaret 450,
men viste nu sit sande Sindelag, opkastede sig
til Tyran og beholdt sammen med sine Kolleger
ogsaa Magten 449. Hans voldsomme Optræden
og til sidst hans Brøde mod Virginia vakte dog
en Opstand, der førte til hans Fald; han blev
kastet i Fængsel og dræbte her sig selv.
2) Appius C. Cæcus (den Blinde) var
Censor 312 f. Kr. og søgte at sikre sin
Indflydelse ved at udnævne Mænd af ringe Stand til
Senatorer og optage Frigivne i de rom. Tribus.
Han blev derved virkelig i Stand til at beholde
Censorembedet ud over den foreskrevne Tid;
men allerede 311 blev dog de af ham indsatte
Senatorer atter udelukkede af Senatet, medens
de ny Borgeres Indflydelse blev indskrænket
ved, at Quintus Fabius som Censor 304 lod dem
indskrive udelukkende i de 4 Bytribus. C.’s
Censorat mindedes ogsaa, fordi han byggede den
første store Vandledning og anlagde den
Appiske Vej. Da han senere blev blind, trak han sig
tilbage fra Deltagelse i Statslivet; men da
Pyrrhus havde sejret 280 og sendte sin Fortrolige,
Cineas, til Rom med Fredstilbud, lod C. sig bære
hen i Senatet og bevægede ved sin Tale dette
til det stolte Svar, at Pyrrhus først maatte
forlade Italien, før man vilde underhandle om
Fred.
3) Publius C. Pulcher, ovenn.’s Søn,
var Konsul 249 f. Kr., under den første puniske
Krig, og befalede over den rom. Flaade under
Lilybæums Belejring. Da han vilde angribe den
karthagiske Flaade i Havnen ved Drepanum, og
de hellige Høns, ved ikke at ville æde, viste et
ugunstigt Varsel, skal han have udraabt: »Naar
de ikke vil spise, skal de drikke«, og lod dem
kaste i Havet; han led derefter et fuldstændigt
Nederlag. Da Senatet nu overdrog ham at
udraabe en Diktator, udnævnte han Claudius
Glicia, en Søn af en af hans Frigivne, og et
foragteligt Menneske, der straks maatte afsættes.
Ikke længe efter skal C. selv have gjort Ende
paa sit Liv. (Litt.: Mommsen, »Die
patricischen C.« [i »Römische Forschungen«, I]).
Kr. E.
Claudius (romerske Kejsere).
1) Tiberius Claudius Nero, se
Tiberius.
2) Tiberius Claudius Drusus Nero
Germanicus, rom. Kejser 41-54 e. Kr., en
Søn af Augustus’ Stifsøn Drusus og Antonia,
Kejser Tiber’s Søsterdatter, f. 10 f. Kr. i
Lugdunum (Lyon). Ubegavet og sygelig blev C. holdt
borte fra al Del i Styrelsen, indtil
Prætorianerne, efter Caligula’s Drab, udraabte ham til
Kejser, hvad Senatet blev nødsaget til at tiltræde.
Som Kejser viste C. sig velsindet og godmodig,
men tillige svag; personlig interesserede han sig
mest for Retsplejen, hvori han selv tog Del,
oftest dog paa en kejtet og uheldig Maade;
desuden syslede han med lærde Studier og
forfattede ogsaa fl. hist. Værker, der viste mange
Kundskaber, men liden Smag og Forstaaelse. I
Rigets indre Styrelse udrettedes der adskilligt;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
