Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Claussen, Peder, norsk Provst (1545-1614) - Clausthal, se Klausthal - Claustrofobi - claustrum (lat.) - clausula cassatoria - clausula compromissaria - clausula rebus sic stantibus eller rebus sic se habentibus (lat.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ungdom i Forbindelse med mange lærde og oplyste
Samtidige, som kan have vakt hans Interesse
for Norges og dets Bilandes Geografi, Historie
og Oldsprog. Den lærde Lagmand paa
Agdesiden, Trønderen Jon Simonsen (d. 1575), har
vistnok været hans Lærer i Oldsproget, særlig
de gamle Love; af udenlandske Forf. synes
navnlig Olaus Magnus samt senere Arngrim
Jonsson at have givet ham Impulser til
hist.-geografiske Optegnelser. Hans første kendte
Arbejde var en kort Oversigt over Islands
Historie (1580); derpaa følger topografiske
Optegnelser om Færøerne (1592) og hist.-geografiske
om Grønland (1596). 1599 fuldførte han en
vidtløftigere Skildring af Norges Naturhistorie i en
Række Afsnit: »Om alle Slags diur, som ere udi
Norrig«, »Om Fiske«, »Om Skove og Træ«, »Om
Urter og Blomster«. S. A. tog han efter
Statholderen Axel Gyldenstierne’s Opfordring fat
paa en Overs. af Snorre Sturlasøn’s
Kongesagaer, som han ogsaa fuldførte. Nogle Aar efter
overs. han ogsaa de flg. Kongesagaer. I sine senere
Aar var han foruden med Omarbejdelse og
Udvidelse af ældre Skr navnlig optaget af
topografiske Arbejder: først udarb. han en
Stavanger Stifts Beskrivelse (1609), og senere
samlede han alle sin Iagttagelser og Optegnelser til
den smukke »Norriges Beskrivelse« (1613). -
Intet af C.’s Skr blev trykt i hans Levetid;
»Beskrivelsen« og Sagaoversættelsen blev udg.
i Kbhvn (1632-33) af Dr. O. Worm, som ogsaa
fik fat paa C.’s naturhist. Optegnelser, der
imidlertid brændte 1670. En Afskrift var dog taget,
som havnede i det store kgl. Bibliotek, hvor den
blev opdaget af G. Storm ved Udgivelsen af C.’s
»Samlede Skrifter«. - C.’s Skr i Worm’s
Udgaver blev for lange Tider Hovedværkerne om
Norges og dets Bilandes Geografi og Historie;
»Beskrivelsen« blev tillige Mønster og Forbillede
for en ikke liden Række topografiske Arbejder,
den blev oversat paa Latin og Tysk, og dens
Efterretninger indgik i de geografiske
Haandbøger og de udenlandske Atlasser. Og
Sagaoversættelsen skabte ell. i alt Fald fornyede
Snorre Sturlasøn’s Anseelse som hist. Forf.; den
gav paa een Gang Norge en sammenhængende
og læseværdig Fremstilling af dets Oldtids og
Middelalders Historie og gav Oversætteren
(Petrus Claudii ell. Undalinus) Rang som hist.
Autoritet. Sagaoversættelsen, som egl. er en noget
fri Bearbejdelse, udmærker sig ved et kraftigt,
djærvt og rent Sprog, og som det første Forsøg
paa Oversættelse fra Oldsproget har den haft
stor Bet. for Udbredelse af Kendskab til dette
og dets Litt. For Perioden 1202-17 er den nu
vort vigtigste Kildeskrift, da det Haandskrift,
C. her benyttede, er gaaet tabt. (Litt.: »Saml.
Skr af Peder Claussøn Friis«, udg. af G. Storm
[Kria 1881]).
(G. St.). Edv. B.
Clausthal [’kla^usta.l], se Klausthal.
Claustrofobi, Angst for Ophold i et lukket
Rum; en Form for Tvangstankesygdom (se
Sindssygdom).
K. H. K.
claustrum (lat.), Indelukke, Kloster.
clausula cassatoria er et Forbehold, som
indføres i Konnossementer og lgn. Dokumenter,
der udstedes i fl. Eksemplarer, gaaende ud paa,
at naar eet Eksemplar er indfriet, er de øvrige
ugyldige. For saa vidt Lovgivningen indeholder
deklaratoriske Regler i samme Retning, er
Tilføjelsen af saadan Klausul overflødig.
E. T.
clausula compromissaria, Bestemmelser i
et Dokument om Tvistigheders Henvisning til
Voldgift.
P. J. J.
clausula rebus sic stantibus eller rebus
sic se habentibus (lat.), bet. egl. et Forbehold i en
Kontrakt om, at Kontrakten kun skal gælde, saa
længe de Forhold, under hvilke den er indgaaet,
forbliver uforandrede. Interessen ved Begrebet
knytter sig imidlertid ikke til udtrykkelige
Forbehold af denne Art, men til Spørgsmaalet om,
hvorvidt c. r. s. s. kan anses for stiltiende
underforstaaet i Kontrakter, der intet
indeholder om den. De middelalderlige Jurister
(Glossatorer og Kanonister), der indførte
Udtrykket i den jur. Sprogbrug, antog, at Klausulen
maatte underforstaas i alle Løfter og
Kontrakter, og denne Lære gik senere i Arv til
Naturretsskolen og var herskende indtil Udgangen af
18. Aarh., dog uden at man paa noget
Tidspunkt tænkte paa at gennemføre den i alle dens
Konsekvenser. I Nutiden er den praktisk talt
ganske opgivet for Privatrettens Vedk., idet
man har erkendt, at det ikke kan være
Hovedreglen, at Forandringer i de Forhold, hvorunder
et Løfte er afgivet, berettiger Løfte giveren til
at træde tilbage. Hovedreglen maa tværtimod
være den, at Løfter skal holdes uanset
indtraadte Forandringer, og kun, hvor særlige
Grunde gør sig gældende, kan der opstilles
Undtagelser herfra. Af de Retsregler, som i ældre
Tid udlededes af Sætningen om c. r. s. s., vil
nogle uden Betænkning blive anerkendte som
saadanne Undtagelser, f. Eks. Reglerne om, at
et Løfte kan blive ugyldigt p. Gr. a. en senere
indtraadt Umulighed for dets Opfyldelse. Paa
andre Omraader hersker der derimod megen
Strid om, hvad der skal sættes i St f. de
Resultater, hvortil den ældre Lære praktisk talt
førte. Det drejer sig her dels om Bet. af, at de
Forudsætninger, fra hvilke Løftegiveren er gaaet
ud ved Løftets Afgivelse, viser sig urigtige ell.
brister, dels om Løfte giverens Adgang til at
frigøre sig for sin Forpligtelse, fordi den er
blevet særlig trykkende for ham. Disse
Spørgsmaal kan imidlertid ikke finde deres Besvarelse
paa dette Sted; om det første af dem kan
henvises til Forudsætning.
Medens Læren om c. r. s. s. efter det
bemærkede har udspillet sin Rolle inden for
Privatretten, kan det samme ikke siges om
Folkeretten, hvor den fra gl Tid har været bragt til
Anvendelse paa Traktater, om hvilke det har
været lært, at de altid maa anses for indgaaede
med det stiltiende Forbehold, at de skal kunne
opsiges, naar de faktiske Forhold, som forelaa
ved Indgaaelsen, forandrer sig. Ganske vist har
man ligesaa lidt her som i Privatretten tænkt
paa at gennemføre Læren konsekvent, men man
møder den dog stadig i Litt., hvor den danner
den teoretiske Baggrund for visse vidtgaaende
Sætninger om Retten til at opsige Traktater.
Disse Sætninger fremtræder i fl. forsk. Former
og begrundes ogsaa reelt paa forsk. Maade.
Snart hævder man, at Traktaters bindende Kraft
beror paa, at de er nødvendige Midler for Staten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
