Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Clemenceau, George Benjamin, fr. Politiker, f. 1841 - Clemens, 17 Paver af dette Navn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Gange glimrende Sejre, ikke mindst i sine
Sammenstød med Jaurès, Ministeriets ufortrødne
Kritiker; men efter et heftigt Ordskifte med
Delcassé nødtes han Juli 1909 til at opgive sin
Stilling. Efter hans politiske Fortid var det
intet Under, at han ikke blev optaget i det
»nationale« Ministerium, som Briand dannede
Oktbr 1915.
E. E.
Clemens, 17 Paver af dette Navn, hvoraf 3
som skismatiske ikke tælles med i Paverækken
af Romerkirken.
1) C. I med Tilnavnet Romanus, ved
Aar 100. Han spiller en Hovedrolle i
Undersøgelserne om den efterapostolske Tid og regnes
til de apostolske Fædre; men man ved saa godt
som intet sikkert om ham. Man har tillagt ham
flg. Skr: 1. og 2. Clemensbrev, Clementinerne,
de apostolske Konstitutioner og Kanoner samt
forsk. Breve. Af disse Skr er kun 1. C.-Brev
ægte, og det giver os det eneste sikre om C.
Romanus. Brevet er skrevet omtr. 95 af C. i den
rom. Menigheds Navn til den korinthiske
Menighed, hvor der var opstaaet Splittelser. Forf.
indtager en fremragende Plads i
Romermenigheden, en Plads, der sikkert berettiger ham til
Navnet Biskop. Brevet giver vigtige Bidrag til
Forstaaelsen af den efterapostolske Menigheds
Kaar og Forfatning, men om Forstaaelsen af
Enkelthederne er der Strid. Brevet, der findes i
fl. gl. Bibelhaandskrifter, saaledes i Codex
Alexandrinus, blev først fuldstændig kendt, da
Patriarken Bryennios i Konstantinopel udgav det
1875; derefter Harnack’s og Gebhardt’s Udg. (2.
Opl. Leipzig 1876) og Funk’s (Tübingen 1881);
i Overs. i »Vidnesbyrd fra Kirkefædrene«, IV
(Kria 1881).
2) C. II (1046-47). Under dette Navn blev
Sachseren Suidger, Biskop i Bamberg, Pave,
efter at Kejser Henrik III havde afsat de 3
Modpaver paa Mødet i Sutri 24. Decbr 1046. Han
døde 6. Oktbr 1047 i Rom og ligger begravet i
Bamberg.
3) C. (III), Modpave, hed Wibert, var
Ærkebiskop i Ravenna og Henrik IV’s Kansler.
Henrik opstillede ham 1080 til Pave mod Gregor
VII. Han holdt sit Indtog i Rom 1084, blev
kronet 24. Marts i S. Peter, hvorefter han gav
Henrik Kejserkronen. Døde 1100 i Ravenna uden
nogen Sinde at være godkendt som Pave.
4) C. III (1187-91). Romeren Paolo Scolari,
Kardinalbiskop af Præneste, valgtes til Pave
19. December 1187. Paa Grund af Romernes
fjendtlige Holdning maatte han til at begynde
med bo i Pisa og kunde først drage til Rom,
efter at han havde gjort vigtige Indrømmelser
m. H. t. Borgernes municipale Selvstændighed.
Han fik 1189 Frederik Barbarossa, Filip August
og Richard Løvehjerte til at gaa paa Korstog
(det 3.). Døde 20. Marts 1191.
5) C. IV (1265-68), Guido Le Gros
fra Languedoc, var efterhaanden Militær,
Advokat og Kong Ludvig IX’s Sekretær; han var
gift og Fader til fl. Børn, blev efter Hustruens
Død Karteusermunk, Biskop i Puy, Ærkebiskop
i Narbonne, Kardinal og 5. Febr 1265 Pave, valgt
af det guelfisk-franske Parti. Han prædikede
Korstog mod Manfred, skatsatte hele Europa
for at knuse den sidste Rest af Hohenstauferne
og lod sin Landsmand Karl af Anjou krone til
Siciliens Konge. Han var en from Mand, fri
for Egenkærlighed og Nepotisme, men han saa
rolig paa, at Konradin henrettedes i Neapel.
Død i Viterbo 29. Novbr 1268. (Litt.: Jordan,
Les registres de C. IV [Paris 1893 ff.]; J.
Heidemann, »Papst C. IV« i »Kirchengeschichtl.
Studien VI« [Münster 1903]).
6) C. V (1305-14), den første avignonske
Pave. Bertrand de Got, Adelsmand fra
Akvitanien, blev som Ærkebiskop i Bordeaux
5. Juni 1305 valgt til Pave af Konklavet i
Perugia. Han opholdt sig da i Frankrig, lod sig
krone i Lyon, boede i Bordeaux, i Poitiers og
fra 1309 i Avignon, der tilhørte Kongen af
Neapel. Han tilbagekaldte Bullerne Clericis laicos
og Unam sanctam, frikendte dem, der havde
mishandlet Pave Bonifacius VIII, nedsatte en
Kommission til at undersøge denne Paves Liv,
genindsatte Familien Colonna i alle dens
Rettigheder, ophævede paa Kirkemødet i Vienne 1311
Tempelherreordenen og fyldte Kardinalkollegiet
med Franskmænd. Alt dette skete Kong Filip
den Smukke til Villie; kun da denne fordrede,
at han skulde forbande Bonifacius VIII,
mindedes han, hvem han var. Mod den fr. Konges
Ønske skænkede han Kejserkronen til Henrik af
Luxembourg, efter hvis Død han erklærede
Kejseren for Pavestolens Vasal og Paven som
Kejserens Vikar i Italien under en Mellemregering
(1314). Kirkeretten øgede han med Clementinæ
constitutiones (se Corpus Juris). C. var en
godmodig Mand, der gerne vilde gøre alle tilpas,
helst sine begærlige Slægtninge, ogsaa over for
Kvinder skal han have været svag. Han døde
20. Apr. 1314 i Roquemaure i Languedoc. (Litt.:
Regestum dementis Papæ V etc. [Rom 1885-
92]; Ehrle, »Der Nachlass C. V« i »Archiv
für Litt. und Kirchengeschichte des Mittelalters«
V [1889], S. 1-166; Leo König, »Die
päpstliche Kammer unter C. V und Johann XXII«
[Wien 1894]; Berchon, Histoire du Pape C. V
[Bordeaux 1898]; L. Pastor, »Geschichte der
Päpste«, I [3. og 4. Opl., Freiburg 1899]).
7) C. VI (1342-52). Pierre Roger,
Adelsmand fra Limousin, gik som Dreng i et
Benediktinerkloster, blev teologisk Professor i Paris,
Biskop i Arras, Ærkebiskop i Sens, Ærkebiskop
i Rouen, Kardinal og 7. Maj 1342 Pave. Han
fortsatte sin Forgængers Kamp mod Ludvig af
Bayern, fik ham afsat 1346 og Karl af Mähren
valgt til Kejser. Han begunstigede Cola di
Rienzi, fordi han kunde bruge ham mod de rom.
Stormænd. For at tilfredsstille Romerne lod han
Jubelaaret fejre 1350. Dronning Johanne af
Neapel solgte ham 1349 Avignon for den ringe
Sum af 80000 Gylden, fordi han havde givet
hende Absolution for at have ladet sin Mand
snigmyrde og ægtet en af Snigmorderne. C.
var en lærd Teolog, liberal og med Hang til
store Ting og Pragt, men nogen Helgen var
han ikke. Døde 6. Decbr 1352. (Litt.: L.
Pastor, »Geschichte der Päpste«, I [1899]; Gay,
Le Pape C. VI et les affaires d’Orient [Paris
1904]).
8) C. (VII), Modpave 1378-94. Robert,
Greve af Genève, Biskop i Cambrai, valgtes 1378
af de fr. Kardinaler til Urban VI’s Modpave.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
