Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Comte, Isidore Marie Auguste François Xavier, fr. Filosof, (1798-1857)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
moderne (1820) og i Plan des travaux scientifiques
nécessaires pour réorganiser la société (1822,
optrykt 1824 som Système de politique positive),
hvilket Værk giver den første Udvikling af C.’s
»tre Stadiers Lov«. Det vakte stor Opmærksomhed,
men førte tillige til et skarpt Brud mellem
C. og St Simon, idet denne vilde optage
C.’s Tanker som Led i sit System. 1825
havde C. giftet sig; han ernærede sig ved Undervisning
og maatte hele sit Liv kæmpe med
Fattigdom. Fra denne Periode er Skr.: Considérations
sur les sciences et les savants (1825) og
Considérations sur le pouvoir spirituel (1826). C.
begyndte ogsaa at holde offentlige
Forelæsninger, men disse afbrødes af et stærkt Anfald af
Sindssyge, vel nok for en stor Del foranlediget
ved Overanstrengelse og Kampen mod St
Simonisterne. Han blev indlagt hos Esquirol, men
restitueredes først, da hans energiske Hustru
efter et Aarstid fik ham hjem og under egen
Pleje. 1828 kunde han fuldføre sine
Forelæsninger og derefter udarbejde sit Livs Hovedværk
Cours de Philosophie positive (6 Bd, 1830-42).
Noget Professorat opnaaede han aldrig; han
ernærede sig beskedent som Repetitør og
Eksaminator. Disse Stillinger mistede han
imidlertid 1844; han havde udæsket Lærerraadet ved
en meget uheldig Fortale til sidste Bd af sit
store Værk, i hvilken han vilde give Biologien
og det, han selv benævnede »Sociologien« en
højere videnskabelig Rang end Matematikken.
1842 blev han skilt fra sin Hustru, 1844 udgav
han Discours sur l’esprit positif, der giver en
Indledning til hans hele Filosofi, og som blev
hans sidste videnskabelige Arbejde. Kort Tid
efter brød hans danger cérébral atter ud i en
akut Krise, der vævedes sammen med en
erotisk, idet han 1845 traf en Dame, i hvilken han
blev heftig forelsket, og som døde kort Tid efter.
Forfølgelses- og Højhedsvanvid havde i lange
Tider ligget paa Lur, og i den sidste Fase
kombineredes Sygdommen ogsaa med en
ejendommelig Form for religiøst Vanvid. Han optraadte
som Religionsstifter og vilde indføre en
Dyrkelse af Menneskeheden som le grand être, der
sammen med »det store Medium«
(Verdensrummet) og »den store Fetisch« (Jorden) skulde
udgøre en ny Treenighed; endvidere vilde han
anordne en verdslig Helgenkultus, i hvilken de
Mennesker, han mente havde gavnet
Menneskeheden, skulde indtage de kat. Helgeners Plads,
medens Mænd som Julianus og Napoleon
betragtedes som onde Aander. I Sammenhæng
med denne Udvikling til Mystik blev ogsaa hans
hist. ell. »sociologiske« Ideer mere og mere
uklare Utopier. Fra denne sidste Periode er
Skrifterne Le fondateur de la société positiviste
(1848), Discours sur l’ensemble du positivisme
(1848), Calendrier positiviste (1849), Système de
politique positive (1851-54) og Catéchisme
positiviste (1852). Understøttelse, som C. efter 1848
modtog af sine Venner med Littré i Spidsen,
sikrede hans økonomiske Eksistens. Smaa
Menigheder, der bekendte sig til »Menneskehedens
Religion«, overlevede ham i Frankrig, England
og Amerika.
Som Filosof betegnes C. alm. som
»Positivismen«’s Grundlægger. Ved »Positivisme«
(Udtrykket Philosophie positive er først brugt af
St Simon) forstod C. selv en Filosofi, der
byggede paa Kendsgerninger i Modsætning til alle
teologiske og metafysiske Spekulationer. I
denne Bet. har naturligvis al virkelig Videnskab
været positiv, og i Filosofiens tidligere Historie
havde fl. Tænkere, særlig David Hume, gjort
skarp Front mod al Teologi og Metafysik.
Ejendommeligt for C.’s »Positivisme« er just det,
at selv om den nok hævder nævnte
Hovedretning, bunder den ogsaa dybt i Romantik og
Spekulation. Hovedretningen er givet ved C.’s
bekendte »tre Stadiers Lov«. Det første Stadium
er det teologiske; Menneskene forklarer her
meget af, hvad der sker i Naturen, ved Aanders
ell. Guders Indgriben, d. v. s. ved imaginære,
personlige Væsner, som Menneskene mener
virker lige saa vilkaarligt, som de tror, at de selv
handler. Dette Stadium deler C. atter
(religionsvidenskabeligt urigtigt) i Fetischismens,
Polyteismens og Monoteismens Tid. Det andet
Stadium er det metafysiske. Aander og Guder
erstattes af mystiske »Evner« og »Kræfter«, der i
og for sig ikke giver nogen bedre Forklaring,
men hvor Aarsagssætningens Fordring om
Konstans ligger deri, at disse »Kræfter« ikke tænkes
at virke vilkaarligt. Det 3. Stadium er det
positive; her forklarer man alt i Naturen ud fra
Love, man paaviser veræ causæ. Dette er alle
reale Videnskabers Standpunkt. C. har villet
vise, hvorledes man efterhaanden har lært mere
og mere at anvende Aarsagsbegrebet rigtigt og
udrense alle pseudovidenskabelige Forklaringer;
men allerede ved denne rent abstrakte
Formulering af Loven systematiserer C. for meget, idet
han gør den Tendens til at blive hængende ved
tomme Ord, der altid har gjort sig gældende i
Videnskabernes Begyndelsesfaser, til et
selvstændigt Stadium. Og denne Skævhed træder
klarere frem ved hans nærmere Behandling af
det metafysiske Stadium; dette bliver nemlig
ikke et virkeligt Stadium, men en blot negativ
Overgang mellem to hver paa sin Vis »positive«
Stadier, Religionernes og Videnskabernes. C.
optager her St Simon’s Tanke om »organiske«
og »kritiske« Perioder. Videre karakteriseres
nævnte metafysiske Stadium som Tvivlens,
Egoismens og den tørre Forstands Tid. I sin
»Sociologi«, der i Virkeligheden staar den
romantiske »Historiens Filosofi« nærmere end det, man
nu oftest forstaar ved det misdannede Ord,
fører C. disse Fantasier videre. Til det teologiske
Stadium skulde socialt svare det milit.; det
første Stadium skulde ogsaa være Kongernes Tid.
 |
| I. M. A. F. X. Comte. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
